Sidste Danskfest på dén side af baren

(Billedet har intet med mit liv at gøre, udover at jeg ofte er kørt hjem i smukke solopgange, efter en Danskfest)

I går kunne Danskstudiet glæde sig over nye lokaler at holde fest i, nemlig multisalen på Nye KUA. Det var vist en fin fest, at dømme efter oprydningen, som vi faste frivillige hyggede os med. Jeg plejer at kalde os The Usual Suspects. Det er sgu altid de samme der er med i alle udvalg. Tutorer, fredagsbarsmedlemmer og festudvalgsmedlemmer er skåret af samme robuste stykke kage. Derfor var det også med en vis vemod at jeg for sidste gang skulle være en del af det fællesskab der får tingene til at ske. Da jeg blev BA for ½ år siden, og har så lynende travlt med alt muligt andet, var det et spørgsmål om tid før jeg måtte melde mig ud af det gode selskab. Men det var dejligt at se så mange af de førsteårsstuderende træde i karakter og trække i arbejdstøjet efter lyset var blevet tændt og musikken slukket. 3½ gode år på the business side of baren. Jeg kommer nok til at savne det lidt - men jeg glæder mig nu alligevel allerede til næste fest, hvor jeg ikke skal komme i seng kl halv syv pga. rengøring, men måske nærmere på grund af en tur på morgenværtshus.

Skål og tak for denne gang.

Nu med lyd, når det behøves.

I snart en rum tid har jeg søgt at finde en fornuftig måde at afspille mp3'er af egen produktion, her på bloggen. Det er nu lykkedes.

Hermed en stemmeprøve jeg lavede for et halvt års tid siden - en reklame for de danske biblioteker. For visse læsere vil det være første gang de hører min stemme...


I øvrigt har jeg lige tjekket. I Internet Explorer, såvel som i Safari ser mp3'en grim ud, med en hvid stribe på hver side (oven- og nedenunder) og i Firefox ser det naturligvis helt rigtigt ud. Hvis du ikke allerede bruger Firefox, så skift dog nu. Gratis.

Bryggebroen som forlystelse

Hvordan i alverden kan bryggebroen ved Kalvebod Brygge allerede have så mange buler og bump? Det er som at være i Sommerland som barn igen, hvor de havde cykler med solide skæve hjul, der gjorde at cyklen hoppede og dansede mens man cyklede på den.

Man undres.

I øvrigt blev jeg forundret over og næsten helt ked af at se at folk der har råd til at bo i Gemini Residence, og som derfor burde regnes for hippe, seje mennesker, også kan finde på at fylde vindueskarmen med corny julestjernelortelys her op til jul.

God mandag

I dag var en af de sjældne rigtig gode mandage. Morgenen var flot solrig og med sne på tagene. Jeg springer kækt på min cykel (nu med nyt fordæk) og sigter mod Holmen, hvor mandagens arbejde skulle udføres. Da jeg holder ved det gamle musikkonservatorium kommer min tidligere medieanalyseunderviser Palle cyklende. Han vinker, og jeg, samt -til min store overraskelse- manden ved siden af mig, hilser tilbage. Jeg vender mig instinktivt og udbryder (med et smil) "jeg tror dén var til mig", hvorefter han spørger: "kender du også Palle?"

Jeg mener, hvad er dog chancerne for at Palle møder to han kender lige der?
Jeg havde, trods den kolde luft, et varmt smil om læberne resten af morgenen.

Mandagstirsdag

I går, som jo var mandag, var vitterligt mandag. Punkteret cykel fra morgenstunden og en hals så tør som døde sandkorn (som er rigtig tørre). Føltes som en hel uge.

I dag var det jo så tirsdag, men hvor mandag alligevel bød på sol, så lagde tirsdag (hvor jeg skulle op kl. 5) ud med regn og rusk og vedblev med at være grå hele dagen.

Da jeg, træt som bare fanden, sidder og spiser aftensmad, ringer underboen på, netop som jeg er ved at kløjs i (mindst) et makrelfiskeben, der gør at min i forvejen ru hals føles som vindblæst sandpapir der skurer mod andet sandpapir i en kontinuerlig rallende, skurende lyd der igen minder om 3 klapperslanger der spiller maracas i en orkanstyrke sidevind. Eller sånnoget.
Nåmen hun får lånt en lommekniv med dåseåbner, da jeg tilsyneladende har mistet min dåseåbner. For det er jo mandag igen.

Altså lige indtil jeg tjekker min telefon, og der er en hilsen fra min gamle arbejdplads om at de gerne vil se mig til julefrokost - og det er immervæk 3½ år siden jeg stoppede der. Imponerende. Og absolut nok til at få mig i godt humør inden Edgar Allan Poe skal forsøge at skræmme mig i lyset af natlampens skær. Indtil videre er jeg forholdsvis skuffet over ham. Mordene i Rue Morgue var decideret fjollet.

Næ, så glæder jeg mig til gengæld usigeligt over at min yndling, Jean-Christophe Grangé allerede er ude med en ny, som opfølger til den fine liste af hårrejsende thrillere han kaster af sig i tide og...well i tide.

Jeg smutter i seng.
I morgen skal jeg nemlig op...kl. 5.

Nypuritanisme

Forleden blev jeg interviewet til en universitetsopgave, om mit syn på Nan Goldins efterhånden både berømte og berygtede billede af en lille pige, nøgen dansende med en veninde.

Jeg blev spurgt om jeg havde skrevet om billedet, til hvilket jeg kunne svare nej, selv om jeg faktisk var fristet til det, da sagen igen kørte i Politiken. Og nu gør jeg det så altså - provokeret af den irritation jeg følte over at gå tilbage og læse Politikens dækning af debatten.

Grunden til at jeg ikke med det samme linker til det, eller viser det her på bloggen, er at det ville forvrænge debatten inden den er kommet i gang.

Billedet er i mine øjne rørende uskyldigt, og hvis man ikke ligefrem er super pædofil eller nypuritansk bør det ikke få ens pis i kog på hverken den ene eller anden måde.

Selv efter billedet havde fået den engelske højesterets ord for at det (naturligvis) IKKE er børneporno fortsatte debatten udi det uhyrlige, nærmest absurde og kan i mine øjne ikke beskrives som andet end hysterisk nypuritanisme.

Politiken skrev -ganske misvisende- at "Nan Goldin trækker barnets leg og tabuiserede seksualitet ind i kunstens rum" -hvorefter Politiken påstod at "Politiken trækker det ud af kunstens rum igen."

Sikke noget forbandet vrøvl.
Det er ikke seksuelt, og derfor heller ikke børnesexuelt.
Det er små børn der leger. Punktum.

Hvis du er interesseret i at danne dig din egen mening kan du gøre det ved at klikke på nedenstående link, hvorefter du vil blive ført til det meget omtalte, og altså i mine (og rettens) øjne fuldstændigt ligegyldige og uskyldige billede.

Billedet.

Facebooks lyksaligheder...tid til et reality check?

Jeg bruger megen tid på Facebook.
Så er det sagt.

Jeg mener at der er så mange positive ting at sige om dynamikken og netværksfunktionen i Facebook. Derfor anbefaler jeg også alle at bruge siden.

Efter at have været på Facebook et lille års tid synes jeg dog der tegner sig et klart billede.
Facebookbrugere har en generel tendens (undertegnede inkluderet) til at favorisere (især) statusupdates der tegner et positivt billede af en selv. Naturligvis. Hvem tager bevidst en grim skjorte på om morgenen?

Det har selvfølgelig først og fremmest den konsekvens at vi alle sammen ser lidt bedre ud på Facebook, end vi gør i virkeligheden. Bedre er nok et forkert ordvalg, men så selektivt selvpromoverende, på en måde der ikke nødvendigvis er forkert. Så længe den bliver parret med en eller anden form for reality check en gang i mellem.

Alle vil jo helst skrive at de lige "smutter i biffen og ser forpremieren på [X] film", "slentrer ind i den anden stue og tester den nye Macbook Pro", eller (som jeg) "lige laver en kop kaffe mere på den nye vidundermaskine på kontoret" (der i øvrigt -hvilket jeg heller ikke lægger skjul på- minder om et lækkert New Yorker-kontor med rå murstensvægge.

Problemet bliver, synes min kommunikationsnetværkskollega A-M og jeg, at det med tiden bliver et noget fastfrosset billede af livet, vi projicerer ud gennem vores profiler.
Nuvel, der er da nybagte mødre og andre virkelighedsramte der formår at skrive om smerter og bekymringer, men det er et fåtal af Facebookbrugere der gør det.

I en virkelighed hvor hver 3. eller 4. af mine (typisk 28-35-årige) venner bakser med enten stress, depressioner af den ene eller anden type, eller kombinationer heraf, synes jeg det må være på plads med et reality check på Facebook. Og jeg koncentrerer mig om Facebook fordi det er det ene samlende webmedie der er i øjeblikket, altoverskyggende i udbredelse og brugeraktivitet.

Derfor har jeg (udtænkt sammen med førnævnte netværkskollega) oprettet gruppen I have Issues (Jeg har problemer) på Facebook. Pointen hermed er ikke at tilråde alle til at bralre ud med detaljerede beskrivelser af svangerskabsproblemer, aborter, hospitalsindlæggelser, selvmordsforsøg og lignende - men slet og ret at opfordre til eftertanke i forhold til ens egen virkelighed, og den persona der repræsenterer en på Facebook.

Personligt vil jeg altså bare gribe i egen barm og sige: Mit liv er ikke en overfladisk rejse gennem superfede oplevelser - og intet andet. Der er store og små bekymringer og svære overvejelser undervejs, og hvis vi ikke deler disse med vores venner (Facebookvenner såvel som venner i det hele taget) bare en gang i mellem - så tror jeg vi bliver rigtig kede af det og stressede af at skulle leve op til det image, vi har bygget op af os selv, på Facebook. (Altså mere stressede end vi tilsyneladende i forvejen er).

Når man først deler både sorger og glæder med sine venner, bliver venskaberne lige præcis det dobbelte værd. Jeg taler af erfaring.

Mit navn er Jeppe.
I have Issues.

Album top 10 / Nr. 5

Klik her for at høre sange fra The Kick Inside

Dette er en del af en serie der -på foranledning af Uffe- blev startet her.

Kate Bush / The Kick Inside

Da jeg var knapt et år gammel udgav Kate Bush, som bare 19-årig, et mesterværk af en plade, med sange som hun havde skrevet så tidligt som 6 år tidligere, altså som 13-årig. Det er næsten ikke til at fatte at en ung pige kan rumme så megen musik; så megen modenhed i sangskrivningen og en sådan englevokal, der fuldstændig tog pippet fra anmeldere og publikum. Og altså undertegnede.

Fra min barndom husker jeg især to af numrene, nemlig de der blev spillet mest i radioen, The Man With The Child In His Eyes og superhittet Wuthering Hights, der fint eksemplificerer hendes kærlighed til litterære og akademiske referencer. Noget der også er komplet ufatteligt at hun har rummet i så ung en alder.

På The Kick Inside er det Kate Bush' eminente upolerede og meget letgenkendelige melodistrukturer der skinner igennem, og gør at jeg jævnligt hører den - gerne i gråvejr med en god bog og en potte the som medspillere. Måden hendes melodier og akkorder udvikler sig på er siden blevet kopieret flittigt og kan tydeligt høres som inspirationskilder for folk som Fiona Apple, Emiliana Torrini, Tori Amos og Rufus Wainwright. Alle dygtige sangskrivere med en stor gæld til Kate Bush.

The Man With The Child In His Eyes er nok stadig min yndlingssang fra den plade. En mystisk varm serenade, der altid rører mig - selv efter hvad der nok er 100 afspilninger, eller flere.
Man skal -synes jeg- tage sig tiden til at værdsætte de finurligt spundne melodier, og så tænke over at de er skrevet af et barn. Så får man gåsehud over hele kroppen. På en god måde. Jeg vil dog også -til folk der slet ikke kender Kate Bush- gerne anbefale den udmærkede opsamling The Whole Story, der rummer hendes bedste numre, inklusiv de bedste fra The Kick Inside. Jeg er fuld af beundring for hende. Sikken fantastisk sangskriver.