Hvor i København er vi?

I kender rutinen... Hvor er vi?

Hvor i København er vi?

Klik for større billede

Hvem ved hvor vi er i København?

MJ

Michael Jackson har skrevet meget af soundtracket til min barndom. Nu er han død, efter et mærkeligt, fantastisk og på mange måder sikkert et sørgeligt liv.

Men hans musik er så mytisk, dragende, brilliant og eviggyldig, så tak for den, Michael Jackson.

Er det stadig sjovt?

Klik evt. på billedet for at se en større udgave af det

Hvor i Købehavn er vi?

Solnedgangenes supersommer

For jeg ved ikke hvilken gang i denne unge sommer byder min udsigt over Vesterbros tage på en fabelagtig solnedgang.

Hvor i København er vi?

Klik på billedet for at se en større udgave

Vi fortsætter sommerens trend og spørger endnu engang: Hvor i København er vi?

Endnu en fantastisk solnedgang over Vesterbro

To do

Jeg har netop fået sommerferie, hvilket i første omgang bestyder at jeg får tid til at se til de 3 jobs jeg pt. morer mig med.

Derudover har jeg lavet en random to do-liste over hvad jeg gerne vil lave her til sommer - altså inden jeg starter på 2. semester af DDK. Det meste er allerede i støbeskeen, men med tanke på hvor meget jeg skal lade op efter et forsømt forår, kan det godt være at punkt 3 kommer til at skubbe nogen af de andre punkter lidt i baggrunden...

Here goes, i fuldstændig vilkårlig rækkefølge:

• Anskaffe mig en guitar (done!)
• Lære at spille mindst 5 akkorder på den (3 down, 2 to go)
• Nyde rødvin i gode venners selskab
• Lære de mest grundlæggende funktioner i OmniGraffle
• Læse min kommende undervisers prisbelønnede speciale
• Læse mindst 10 sider om php (lyder som lidt, men jeg frygter det er hundesvært)
  
• Læse Ken Robinsons bog 'The Element'
• Lave stop-motion-film med Lea. (vi har snuset -en lille bitte smule- til det før, her)
  

Days of our Lives

Pyh.

De sidste mange mange (mange) dage har stået på stresspræget læsning og ditto overspringshandlinger op til min mundtlige eksamen i Interaktionsdesign.

Når jeg ikke har læst har jeg for eksempel gået lange ture for at nedsætte stressen, og i øvrigt lede efter steder jeg kunne fotografere til min "Hvor i København er vi?-serie. Så hvor i København er vi på det midterste billede?

I går høstede jeg så et 12-tal i min Interaktionsdesigneksamen og kunne med udtalt selvtilfredshed og entusiasme joine mine venner i formiddagsdruk, i bedste gymnasiestil.
Manner hvor er det fedt. Sommer, here I come!

Læsning i Paul Dourish' "Where The Action Is", had/kærlighedsfuldt omdøbt "Where The Action Isn't"

Ja hvor i København er vi?

Scrollbar (det hedder den) på ITU lagde hus til teenage'y druk i går...

En ny ven

Forleden spadserede jeg mig en tur ud om Fasanvej (Ndr + Sdr) og kom forbi Zoo på vej tilbage af Roskildevej.

Hr. Kamel (eller Fru, jeg så ikke efter) kom hen og hilste på mig, som ellers kun glade hunde gør det - og havde, hvis der ikke havde været glas i mellem os, stukket mulen helt hen til mig.

Den blafremumlede lystigt et eller andet med sine store læber, trippede lidt på stedet og ventede så til jeg var gået med at slentre længere ind i indhegningen igen.

Et meget flinkt dyr.

Hvor i København er vi?

Klik på billedet for at se det i stor udgave

Hvis I er med på spøgen endnu engang...
Hvor er vi havnet? Skyd løs!

Flotte solnedgange disse dage

Den her er fra i aften, 6/6/2009

Nu kan man jo kun håbe...

...men der skulle være mulighed for torden i den flok skyer dér.

Hvor i København er vi?

Klik på billedet og for at se en større udgave

Ja hvor i København er vi mon havnet?

Ja tak

Når man er på besøg hos Lisa og Rasmus er det dumt ikke at sige ja tak til kaffe. Mums.

wave.google.com

Et par danske brødre, Jens og Lars (som også var ansvarlige for maps.google) har (sammen med et stort team) i to år arbejdet på wave.google.com - og nu ser det ud til at der snart sker noget (enorm underdrivelse).

Jeg er meget meget spændt på at se hvad udviklere fra hele verden kan finde på med dette.

Tjek her hvor langt de er.

Her har I mig tilbage

Efter en formidabel bryllupsfest ude på landet lørdag, for mine to dejlige venner, vågnede jeg søndag til en fyrstelig brunch og rigeligt kaffe, til trods for at mange af de 80 gæster havde overnattet der hvor vi holdt festen.
Jeg fik dertil et helt igennem mindeværdigt sololift med brudekareten - en Mercedes limousine til Svinninge Station (det er Vestsjælland) og sjoskede om på perronen, for at tjekke hvornår toget gik…

14:02

…kiggede på mit ur…

12:35

Årh nej…
I halvanden time sad jeg på en værdig kandidat til titlen Verdens kedeligste station. Noget af et skift fra festen og limousinen.
Den halvanden time blev efterfulgt af en næsten endnu kedeligere togtur til Nykøbing Sj. De stationer der ligger på vejen har en skræmmende evne til tavst at skrige: HER ER AL FANTASI SLÅET IHJEL. Grå mareridt som Grevinge, Hørve og Asnæs forekommer næsten at forsøge at holde toget tilbage, så det kan fastfryses i den disede og sløve provinsby det tilfældigvis holder i. Og det er altså byer jeg kender fra min ungdom, og derfor kunne have et vist nostalgisk kærlighedsforhold til. Dét har jeg ikke.
Det er dejligt at være tilbage i byen.

Me Tarzan, You Jane

Er det virkelig så svært at skrive "På grund af Copenhagen Marathon er Enghavevej lukket på søndag"?

Tak, fremmede

I går da det regnede kom jeg ned på ITUs parkeringsplads og fandt at en venlig sjæl havde vendt min cykelhjelm og pænt lagt den så det regnede mindst muligt i den. Det er sjovt så lidt der skal til at man bliver i godt humør. Tak, fremmede.

Mange bække små

Jeg ved godt det ikke syner af meget, men det var dog et sted at starte.
Ja, ok, jeg forklarer lige hvad jeg skriver om...

En ung fyr der var med til bombningen af Hyskenstræde har udtalt sig til B.T. om nattens udskejelser. Han peger blandt andet på angrebet på kapitalismen. Idiot. Det er selvstændige erhvervsdrivende der har butikker i Hyskenstræde.
Han taler også om graffitikunsten. Det er ikke graffiti; det er tagging, lille ven. Og I er eddermame dårlige til det.

Næ, se nu blot på det billede jeg tog på Vesterbro forleden. Her har man - ganske fredsommeligt - taget skridt i retning af en lidt mindre ensrettet by. Man har simpelthen malet vinduerne i forskellige farver. Og det er ikke grimt. Højst lidt sødt. Og det gør ingen fortræd.

Hvis nu vandalerne fra Hyskenstræde havde lidt fantasi gik de stille og roligt i gang med at ændre byen lidt efter lidt, med kreativitet og fantasi, og så ville alle vi andre måske endda synes det var både sympatisk og tiltrængt.

Rookie mistake

ITU har begået hvad kun kan betegnes som en rookie mistake.

Det ellers fornuftige tiltag, at komme en label på bygningen, (det virker fint på børnetøj, så hvorfor ikke også her?) er forplumret noget, i det at de for det første har skrevet "it-universitetet i København" - og at det ligger i København burde man være fint klar over når man står og læser streameren. Man står jo dog i København og læser det...

Hvad der er langt værre er at at de har forbrudt sig mod de simpleste af læseregler.

Her til lands (og i det meste af den vestlige verden) læser vi oppefra og ned, og fra venstre mod højre. (Forestil dig at stå på et bibliotek og læse lodrette bogtitler)

De har placeret streameren så den skal læses præcis omvendt - nedefra og op, og i en retning mod venstre. Det ses ellers kun på virkelig dårlige cd/bog-produktioner... men nu altså også på ITU.

Hrmf. (Rettet fra Hrfm. Tak, Søren)

Argh!!

Hvilken sang er det LIGE jeg har på hjernen?!?

HJÆLP!

--
UPDATE: Anders var så kvik at han på min tvivlsomme nynnen kunne høre der var tale om The Turtles og deres 'Happy Together'. Tak, Anders - nu kan jeg gå i seng med ro i sindet.

... og for eksempel lærer at stave

Jeg vil egentlig gerne melde mig ind i PROSA, men helt early, mand.
Come on.

TED

For pinligt kort tid siden blev jeg medlem af TEDs hjemmeside/netværk. Det er gratis.

Foreningen startede tilbage i 1984 og siden 2006 har de lagt deres uhyre interessante, ja i mine øjne decideret kanoniske (is that a word?!) 'talks' online, så alle kunne få glæde og fornøjelse af dem.

Og takket være deres helt igennem fantastiske creative commons-licens står det alle frit for at downloade, vise og dele alle videoerne med andre.

Jeg føler mig opløftet, levende og udfordret i ordets mest positive forstand, over de mange kloge hoveder der deler deres viden så rundhåndet med os andre. Og det er min drøm en gang at komme til en TED-konference, noget der lader sig gøre gennem invitation og et minimumskontingent på 2.000 amerikanske dollars om året.

Jeg kan og må dele min glæde og entusiasme med jer - over Ken Robinsons snak om at moderne skolesystemer dræber kreativiteten i børn. Som han siger: "it's not something we grow into, it's something we grow out of, or rather get educated out of".

Se og hør ham her:

Typisk dansk

I dag skulle vi have haft besøg af gæsteundervisere fra Istanbul, og de skulle blandt andet evaluere en udstilling vi havde sat op på ITU. Men på grund af visumproblemer nåede de aldrig hertil.

Flot, Danmark.

iMovie

I aften har jeg siddet og "leget" med iMovie (filmprogram) af to årsager. Den ene var at jeg ikke var helt tilfreds med den meget korte kranfilm jeg oploadede i sidste måned.

Mestendels på grund af den latterlige Ken Burns-effekt der får billedet til at hoppe og flimre. Den anden grund var at vi -på mit interaktionsdesignhold på ITU- valgte at lave to små stop-motionfilm om vores designproces med det formål at forskønne "oplevelsen Nørreport Station".

Vi tog billeder/flyttede figurer/tog billeder/flyttede figurer hele dag og i aften har jeg så klippet billeder, brummet stemmer, fundet musik, klippet lyd fra s-togsfilm, fundet fuglefløjt på nettet og klippet det sammen. Begge film burde kunne ses i full-screen nogenlunde fornuftigt.

Enjoy.


Kranøvelse version II



Redesign af "oplevelsen Nørreport Station"

Louis Beton

Jeg er super fascineret af min veninde Anne-Mettes arbejde med tekstilforskalling til beton.
Ude på arkitektskolen, hvor jeg som bekendt slår mine folder en gang om ugen, er der opstillet prøver på hendes eksperimenter. Billederne her er eksempler på hvor stofligt et udtryk den stenhårde beton får. Langt ude, ik?!

Øh

I går ville jeg lige pumpe luft i mit bagdæk, og i mit forsøg på at løsne ventilen gik den helt af. Den knækkede simpelthen mellem fingrene på mig.

Derfor måtte jeg i dag søge hjælp hos min -indtil nu- faste cykelsmed på Gammel Kongevej.
Jeg kommer trækkende ind med cyklen, beder om en ny slange til mit bagdæk, hvortil han udbryder
"du skal også have ny kæde!". Jeg takker pænt nej, og fortæller ham at kæden er ganske ny - indkøbt for en måned siden og at jeg stadig synes den gør jobbet fint. Hele samtalen forløber således:

Han: "Du skal også have ny kæde"
Mig: "Nej, det er vist ikke nødvendigt"
Ham: "Jo den er slidt og beskidt"
Mig: "Ja, lidt beskidt er den, men ikke slidt, jeg købte den for en måned siden"
Ham: "Du er blevet snydt, det er en dårlig kæde"
Mig: "Jeg har købt den her"
Ham: "Øh, nå - men du skal have nye pedaler"
Mig: "Nej nej, jeg skal nu bare have den slange til bagdækket. Kæden er ny og pedalerne er også nye. Og også købt her"
Ham: "Du skal passe på i trafikken"
Mig: "Øh, ja, jo... jeg skal kun have den slange i denne omgang"
Ham: "Og hvad mere?"
Mig: "Ikke mere"

Det er en af de mærkeligste samtaler jeg længe har deltaget i.

Kender I København?

Kan I mon se hvor dette billede er taget?

Forsøg med whiskers på cajon

Nummeret er 'Gajos In Disguise' af og med den danske guitargruppe Acoustic Guitars.
Jeg sad og spillede lidt med, og besluttede mig for at optage det. Det er en ny ting jeg prøver. Whiskers på cajon:

"In a world"

Jeg er og har længe været fan af fyre som Don Lafontaine (der desværre døde for nylig) og Hal Douglas. Især sidstnævnte, selv om Lafontaine om nogen er The Godfather of movie trailer speaks.

For nylig fik jeg lavet et nyt sæt stemmeprøver, og her er de to man kan kalde henholdsvis medium sell og soft sell. Altså en mellem sælgerstemme og en blødere sælgerstemme.

Jeg er ikke skuespiller, og har stadig rigtig meget at lære. Men det var sgu sjovt at få lidt underlægningsmuzak til at hjælpe stemningen lidt på vej da jeg var i Sun og lave dem. Sun har så mange gode stemmer i deres bank at de ikke har brug for mig pt, men det var sjovt ikke desto mindre.

Jeg er ingenlunde (!) i nærheden af de to giganter, men det til trods... Enjoy:

Min ven Rasmus

Ikke blot er jeg glad for at han blev gift med min roommate gennem 6 år; ikke blot boede jeg i hans lejlighed i 4 år. Han er en fabelagtig fyr - og hans natur-energi gi'r bare mening. Simple as that.

Mandagsuge

Først Bryggebroen i onsdags...

Så Knippelsbro i dag...

To gange på under en uge har broen været oppe. Verdens mest brugte undskyldning for at komme for sent. Men altså... den var sgu go' nok begge gange.

Bill, Richard, Sam, mig og alle de/I andre

Dette er muligvis det mest alvorlige indlæg jeg har skrevet i de 4 år jeg har blogget.
I alle tilfælde er det følgende noget der betyder mere og mere for mig.

-------------------

Jeg har alle dage følt en udtalt skepsis overfor religion. I min barndom betød det næsten udelukkende kristendommen, som var den eneste religion jeg havde rigtig ind på livet. I dag har jeg oplevet flere typer religion, den ene mere skræmmende og fordummende end den anden.

Jeg er ikke døbt; noget jeg ydmygt sender en stor tak til mine forældre for - og naturligvis heller ikke konfirmeret. Da jeg som 13/14-årig var med konfirmanderne "til præst" mødtes vi første dag af en skrigende kvindelig præst der på tysk sang "Gud skabte os alle" mens hun dansede rundt på bordene. No kidding! Jeg frabad mig yderligere deltagelse og så det som en god indikation for mig om at jeg var på rette kurs, og havde fat i den lange ende.

Nå men tilbage til dåben for et øjeblik:
Jeg har en alder hvor mange af mine venner og veninder naturligt bliver forældre til søde små børn som jeg nyder at se vokse op. Det har desværre inkluderet et mindre antal dåber, og netop dåben har jeg i de senere år fået et stadig mere anstrengt forhold til. At varetage en trosbekendelse for et barn er i mine øjne grundlæggende forkert og usympatisk.

Det i forvejen uskyldige barn bliver givet til Gud, og i pagten indgår renselsen for enhver synd og ikke mindst frelsen - noget jeg altså ikke kan se frem til, som tingene står nu.

Når præsterne taler om dåben og om faddernes roller og ansvar så er jeg glad for at jeg aldrig er blevet bedt om at være fadder. Nåja, jeg skulle i alle tilfælde være blevet døbt først, men jeg ville simpelthen ikke kunne se mig selv i spejlet uden at føle mig falsk. Jeg har for nylig oplyst nogen af mine troende venner om dette, og jeg mærkede straks en dejlig varm fornemmelse af at melde rent ud og stå ved min ikke-tro på Gud.

Jeg meddelte dernæst at jeg kommer til deres snarlige kirkelige bryllup i venskabelig og på dagen stiltiende men helhjertet protest mod den kirkelige vielse. Jeg har intet imod at holde en fest for nogen der (tror at de) vil dele resten af livet sammen.

Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, hørt eller set noget der kunne så meget som give mig et strejf af tro på en almægtig Gud. Ej heller forstået de af mine venner der kalder sig troende i nogen grad, når jeg har set dem leve et liv præcis (og i flere tilfælde mere) så ukristeligt som jeg indtil videre har levet mit.

At jeg gennem de seneste år har følt en stadig større nødvendighed for at italesætte min skepsis overfor og misbilligelse af religion kan sikkert tilskrives mange ting. En stor kærlighed til mine troende venner, og håbet om deres snarlige opvågnen fra religionens sløvende forestillinger kunne være en af dem. En anden kunne være de tendenser der peger i retning af religion som noget der skal beskyttes af love og regler, og som ikke må kritiseres; senest manifesteret ved en helt uhyrlig FN-resolution, der som en naturlig konsekvens går direkte imod ytringsfriheden som vi kender den.

Det burde være præcis som den canadiske diplomat Terry Cormier formulerede det:
"Det er enkeltindivider, der har rettigheder, og ikke religioner".

Ydermere har jeg gennem de seneste år følt et håb vokse i mig. Et håb der nok blev født af Richard Dawkins, der om nogen lagde grundstenene for den nyeste, nuancerede, grundige, rationalebaserede religionskritik. En kritik der i øjeblikket nyder godt af de digitale mediers fart og udbredelse, og skaber ringe i vandet som kan ses og mærkes af mange areliøse og ateister.

Mit håb er en art opvågnen. En opvågnen der vil lade langt flere folk indse at vi/de intet kan bevise om nogen gudelig eksistens, at religionen først og fremmest har splittet menneskeheden og skabt krig og kaos, død og ødelæggelse. En religion der holder os tilbage. En sådan opvågnen ville måske kunne bane vejen for et intelligent verdenssamfund der konstruktivt kan arbejde sammen ved hjælp af først og fremmest videnskabelige landvindinger.

Mit håb får i disse dage især næring fra arbejde af folk som Bill Maher (blandt andet på grund af hans film 'Religulous') og Sam Harris; sidstnævnte kan ses i nedenstående video. Den er den første i en række der viser et foredrag han holdt for 2 år siden. Han er rasende intelligent, grundig og desuden morsom, og jeg vil anbefale alle at se hele rækken af videoer fra det foredrag.

Kranøvelse

Da jeg i morges sad og legede lidt med iMovie, fik jeg pludselig et fint objekt til en tidlig undersøgelse af programmets muligheder for at importere stillbilleder - og lave en film af dem.

Det kom der følgende, noget hakkende resultat ud af:

Labyrint

Første skitse

En af opgaverne i faget 'Webdesign & Webkommunikation' var at lave en labyrint af html-sider.
Den løste jeg således.

Jeg vil godt afsløre at labyrinten kan løses med 3 klik, og at rekorden indtil videre er 5 klik. De fleste har dog ligget på mellem 15 og 25 klik.

Prøv selv, og se om du er hurtigere. Opgaven er, som skrevet står, at "finde skatten". Og hvis du synes at du bare klikker dig rundt i ring og lander på de samme sider igen og igen...ja så er det faktisk min hensigt. Altså...for at afholde dig fra at lande ved skatten.

God fornøjelse.

6000 grader my ass.

Så kom min historie om temperaturer i Ingeniøren.
Den kan læses her.

YES IS MORE

Her til aften var jeg på DAC og se udstillingen YES IS MORE, med projekter fra tegnestuen Bjarke Ingels Group.

Det var en stor oplevelse, synes jeg.
Iderigdommen er ufattelig, virkelysten ustoppelig og fantasien har ikke sat nogen grænser endnu, hvis jeg således må omformulere en fast vending.

Med undtagelse af lydsiden, der var lidt for mudret (lydklippene faldt sammen med hinanden), lidt for lav og ikke helt så interaktivt sat op, som undertegnede kunne have tænkt sig... ja så er det en utrolig flot udstilling, kurateret i tegneseriestil og med så megen (god og sjov) tekst (måske for meget for nogle), så mange modeller og så mange flotte billeder at man næsten taber pusten.

Tænk at dansk kan tænkes så stort.

Især var jeg vild med Scalatårnet - men jeg så ikke noget jeg ikke blev meget imponeret over.
Jeg kan varmt anbefale at se den udstilling.

Inden da spiste jeg en sandwich på Café Kejzer og beundrede samtidig min fætter Lars' tegninger på væggene der. Han er partner i en anden fremadsynet tegnestuevirksomhed, og ligeledes rasende dygtig.

Svar fra Mikado House

Jeg kunne ikke dy mig for at spørge Mikado House om de var bevidste om associationen til pindespillet.

Deres svar er venligt og oplysende, men svarer ikke helt på spørgsmålet.

--
Hej CBRE/Mikado House

Må man være så fræk at spørge hvorfor I kalder det Mikado House?
Det kunne være en henvisning til det gamle japanske ord for kejser,
men jeres logo peger i retning af pindespillet - som i mine øjne ikke er er god kommunikation
om jeres evner som konstruktører/entreprenører.

Har I overvejet associationen?

Venlig hilsen
Jeppe Morgenthaler

--
Kære Jeppe,

Navnet er ganske rigtig afledt af spillet og signalerer det netværk og den videndeling på kryds og tværs, som huset ønsker at være garant for.

Med venlig hilsen
--

Alrighty then.

Fej for egen dør - nu med illustration af Lea Letén

Illustrator og børnebogsforfatter Lea Letén var så sød at donere en illustration til projektet.
I øvrigt har jeg skrevet til Klaus Bondam, om ikke han vil støtte projektet - bare åndeligt i det mindste.

Jeg synes det er længe siden jeg fik så god en idé. Andre skal bare også synes det...
Jeg håber det fanger an. Nøj, hvor ku' det være fedt.


---
Idéen:

Lørdag 4. april går vi alle (ja dig og mig, din nabo, min nabo, alle!) ud på gaden og fejer foran vores egen dør. Så simpelt er det! Brug 5-10 minutter på det! Mere skal der ikke til.

Jinx

Mellem (nye) KUA og ITU ligger en byggegrund der hurtigt udvikler sig til et hus med etager, nærmest med en ny etage hver uge. Byggeriet ser grundigt nok ud, og den færdige plan lover da også godt (se billedet).

Jeg kan bare ikke lade være med at synes at navnet, Mikadohouse, er noget nær det dårligste navn til et hus. Mikado er tynde pinde der bliver rejst op, for med det samme at vælte ud i en umulig, ujævn vifte af pinde.

Er det virkelig et billede de frivilligt vil tegne af deres evner som entreprenører?

På tide...

Forleden hørte jeg en historie der gjorde det klart for mig...

En pige kommer cyklende på Nørrebrogade og bliver mejet ned af en billist der kører over for rødt, henover Nørrebrogade og i øvrigt stikker af. Ikke blot bliver hun kastet langt hen ad gaden - her bliver hun ramt anden gang af en lastbil der, uden mulighed for at undvie, "samler hende op" og trækker hende med hen ad Nørrebrogade, indtil chaufføren får standset bilen.

Vidner og chaufføren i lastbilen tror hun er død.
Hun forstuver hele den ene side af kroppen i et langt stykke tid - har hovedpiner og andre smerter i et godt stykke tid. Men kommer sig HELT, og uden mén.

FORDI HUN HAVDE CYKELHJELM PÅ.

Ellers var hun død første gang hun ramte jorden...siger eksperterne, og sådan nogle har jeg det med at stole på.

Den historie satte åbenbart langt om længe noget i gang i hovedet på undertegnede.
Min veninde fortalte mig efterfølgende om et tilbud på cykelhjelme gennem givblod, og da jeg som bekendt er bloddonor gav det god mening at tjekke det ud.

Kr. 299,- er (skal jeg hilse at sige) det billigste for en hjelm her i byen, og det er givblods aktuelle tilbud.

Bedre sent end aldrig.
Eller: På tide!

En fix ide

Forleden, da solen virkelig skinnede, og København for første gang kunne smage solstråler og plusgrader samtidig, slog det mig, hvor helt latterligt beskidt der var lige der hvor jeg var, nemlig på Nørrebro. Der er nu flere steder hvor det virker nærmest som en stor konkurrence; hvem kan svine mest?!

...og så fik jeg den meget banale ide at foreslå at vi alle, om godt 4 uger griber en kost og fejer de par kvadratmeter fortov, vej eller gade der ligger lige uden for vores dør.

At feje for egen dør.

Det lyder så håbløst gammeldags, men det synes jeg nu ikke det er.

Derfor startede jeg også straks en facebookgruppe, med håbet om at den måtte blive en der kunne gøre lidt gavn og vække forårsglæden i andre.

Jeg foreslår at vi alle fejer foran vores egen dør 4. april kl. 13 til 13:30.

Det tager sikkert ikke mere end 5-10 minutter, men så er der jo tid til en kop kaffe eller en øl med naboen.

Gad vide om I andre synes lige så godt om ideen.

København

Jeg er rigtig glad for at bo i København.

Godt nok er der i øjeblikket forskrækkeligt mange skyderier og knivstikkerier - men så længe jeg ikke selv er direkte involveret har det en tendens til ikke at fylde så meget. Og det er nok det bedste ikke at gå at være bange, tænker jeg.

I stedet kan jeg jo så stoppe op af og til og nyde den by jeg bor i, når den viser sig fra en særligt pæn side. Som forleden hvor jeg cyklede over Dybbølsbro og måtte stoppe og nyde solnedgangen (første billede).

Eller når jeg cykler over fælleden om morgenen og ser den ændre sig markant fra uge til uge. Nogen gange fra dag til dag - som de to sidste billeder illustrerer. De er taget med 2 dages mellemrum.

Opskrift på julestemning i februar

I dag var jeg i en umiskendelig julestemning det meste af dagen.
Jeg ved også godt hvorfor.

Det startede med at jeg satte iPoden på shuffle, hvilket resulterede i en cykeltur der fik både 'It's beginning to look a lot like christmas' (med Bing Crosby), og 'Last Christmas' som soundtrack.

Dernæst kunne jeg hele dagen (og det gjorde jeg!) glæde mig over den dejlige blå himmel - hvilket fik mig til at få 'Dejlig er den himmelblå' på hjernen. Den sidder der stadig, for da jeg for et kvarter siden cyklede hjem af Bülowsvej (i sydvestgående retning) kunne jeg observere den mest funklende stjerne jeg nogensinde har set.

Så tydeligt blinkede den at jeg ikke kunne holde mig fra at mumlesynge "[...]hvor de gyldne stjerner blinke, hvor de smile hvor de vinke[...]", dog efter jeg havde sikret mig at der ikke var nogen til at høre det, cyklende umiddelbart bag mig.

Nu har jeg for første gang i to måneder tændt stearinlys, og er i blød, pejseklar Disney-julestemning. Ikke fantastisk god timing.

Jeg går i seng om lidt og finder noget helt andet at høre som godnatmusik.
Måske Pierre-Laurent Aimards fantastiske indspilning af Ligetis etuder. Jeg blev gjort opmærksom på Ligetis 'Djævelens trappe' af min fætter Peter, og fik oplysninger fra min gode ven, pianisten Søren, om at Pierre-Laurent Aimard er The Dogs Bollocks, når det kommer til at fortolke Ligeti. Det havde han saftsuseme ret i.

Så farvel, julestemning!

(Og her er det Greg Anderson der har fornøjelsen af at betræde Djævelens trappe:)

Fru Termotrus og hendes Sisu lover

Ugen inden Marie og Mika skulle giftes var der blæst til lynarrangeret polterabend for den skønne Marie.

Vi skulle nå at feste med hende en sidste gang, inden hun hun blev viet til en bemærkelsesværdigt knivløs, og helt forrygende sympatisk og cool finne, som jeg selv forøvrigt er blevet rigtig gode venner med. Mika er en good guy, og the good guy always wins, som vi snart skal lære.

På polterabenden havde Rasmus lagt den plan at vi skulle skrive et nummer til Marie. Med brainstorm og ordindlæg og -oplæg fra alle blev teksten en realitet.

Melodi og akkorder blev flikket sammen af Marie Louise og Marcus og i den efterfølgende uge fik vi pudset...og pudset og pudset lidt mere... og til sidst havde vi en sang som vi sang for Marie til bryllupsfesten.

(Og bare for en god ordens skyld:)

Akkorder og melodi: Marie Louise og Marcus
Arrangement: Marie Louise
Leadvokal & guitar: Marcus
Bas, guitar, keyboard: Marie Louise
Shaker, cajon, tamburin: Jeppe
Kor: Marie Louise, Jeppe og Stine

Den er fyldt med frække ord (så er I advaret), men hold kæft hvor havde vi det sjovt med at lave den.

Kære Marie og Mika: Tillykke endnu en gang.

Kærlig hilsen,
Os alle sammen

Mørkt og lyst

For en god ordens skyld: Der er ikke fiflet med farverne

Selv om jeg ingenlunde er vild med sneen (fordi den er så fesen herinde i byen, og typisk aldrig falder i den halve meter man kan bruge til noget) så var turen over fælleden i morges ret pæn. Mørk og lys på samme tid. Jeg stod ikke stille længe nok til at få et rigtig godt billede. Det var for koldt. Forhåbentlig kan man alligevel se hvad jeg mener. Tusmørkeagtigt og lidt dystert, men ikke noget en kop kaffe ikke allerede har gjort kål på.

Forsinket nytårsforsæt

Udsnit af gårsdagens påklædning...

I går var jeg til mine dejlige venner Marie og Mikas bryllup.
Om aftenen til festen var jeg trukket i noget sort med undtagelse af de hvide sko og et knaldorange slips indkøbt tidligere på dagen.

Affødt af de mange positive kommentarer skal mit forsæt for resten af (livet) året være at steppe min daglidagsgarderobe op til lidt oftere at inkludere slips og vest. Vesten er jeg ingenlunde ubekendt med, og slipset er ingen nævneværdig yderligere besvær.

Det må være realiserbart at gå bedre klædt. Især for sådan en som mig, der har en garderobe indeholdende mindst 30% fra H&M og ditto% fra McKorman. Ja, stilforvirringen er himmelråbende, I know.

Som Mel Gibsons onkel i Braveheart sagde, om nevøens manglende latinkundskaber:

That's just something we'll have to remedy!

Se så! III

Bølgerne har slet ikke lagt sig endnu i den på alle måder ophedede debat, der nu dog indkredser sig til at fokusere på Celcius vs [X] og alle de mulige og umulige misforståelser der åbenbart opstår i tide og utide når man ikke holder styr på hvilken form for temperaturmåling man taler om.

Læse bare her hvad bagsideredaktøren fra Ingeniøren sendte mig.
Min historie kommer efter al sandsynlighed på bagsiden på fredag eller næste fredag.

Og jeg kan takke min veninde "SHB" og Jesper Ørngreen(s søn) for det.

Se så! II

Hvad gør man når man har købt en url for 3 år siden, og aldrig rigtigt har fået den brugt til noget fornuftigt?

Man sætter sig først med en kop kaffe og wordle og leger lidt med de ord man synes går igen i ens hverdag, og finder så på ideen, at begrænse det til navne på websteder hvor man har en finger med i spillet.

Dernæst grubler man i 14 dage over hvad man mon kan bruge det til, og twitter naturligvis for at finde en flashhaj. 3 (3!) minutter senere har man 3 gode forslag (og dét fatter jeg simpelthen ikke!) på hånden, hvoraf jeg kender den ene fyr. 5 timer senere sidder vi i hans stue - jeg medbringende et par flasker god vin, han med sit flashprogram glødende hot, og på 20 minutter programmerer han min nye hjemmeside: En henvisning til alle de mest åbenlyse steder hvor jeg hører hjemme på nettet. Tadaaaa.

Kig!

Se så!

...eller gør den!?

For snart længe siden (små 3 år) udspillede der sig, på betonpromenaden ved Planetariet, en langstrakt diskussion om temperaturer, nærmere bestemt temperaturen på projekteren der viser Imaxfilm inde i Planetariet.

Det udmøntede sig i sidste ende i det blogpost jeg linker til herover. Et indlæg der nu - som de vakse vil bemærke- har fået den første kommentar fra en der tilsyneladende ved hvad han snakker om. Jesper Ørngreen, som jeg ikke kender, og jeg ANER ikke hvordan han pludselig fandt det indlæg?!?

Tak til ham for at genoprette troen på min egen sunde fornuft.

ITU

I går kunne jeg gøre mig mine første mere konkrete reflektioner over ITU. Der var introdag for alle ny kandidatstuderende, inklusive yours truly.

Jeg må sige at ITU er gået "out of their way", som amerikanerne siger, i deres bestræbelser på at få mig til at føle mig velkommen.

Rektor Mads Tofte holdt en solid, professionel velkomsttale på engelsk (pga. de mange internationale studerende). Den emmede af grundighed og veltalenhed på en måde jeg ikke er vant til fra det aministrative KUA, der ligger bare 100 meter længere henne ad Emil Holms Kanal. Samme professionelle men dog tilsyneladende ægte imødekommenhed gik igen hos undervisere og ældre studerende.

Derudover var programmet (langt men) veltilrettelagt, interessant og underholdende i passende indbyrdes mængder.

Jeg glæder mig til næste uges intense start på semestret.

Farvel Bush og tak for lort.

Lånte lige den her ovre hos YouTube, via Uffe.

Olbermann kan sit kram.

Sådan har jeg det altså også

Da jeg i forleden så 'Låt den rätte komma ind' var det faktisk ved et tilfælde.
Men jeg er glad for at tingene flaskede sig sådan at jeg kom til at se den. Jeg kan ikke huske hvornår en film sidst har fastholdt sit greb i mig på den måde.

Der er ikke noget der ikke fungerer i den film - hvis du spørger mig.
Børnene spiller uhørt godt og billederne er uhyggelige og uhyggeligt smukke.
Først og fremmest er filmen dog et helt originalt take på det at være anderledes.

Den får hermed min varmeste anbefaling, og jeg skriver gerne under på de udsagn der pryder reklamen for filmen.

(og det er ikke for at provokere, AndersVB)

The 25 funniest analogies

Dette er en internetklassiker og jeg gengiver den med største ydmyge respekt for alle dem der før mig gjorde disse sammenligninger berømte. De er ægte og samlet af high school-lærere fra USA og jeg græder af grin over flere af dem, selv her en del år efter jeg første gang så dem.

Enjoy.

1. Her face was a perfect oval, like a circle that had its two sides gently compressed by a ThighMaster.

2. His thoughts tumbled in his head, making and breaking alliances like underpants in a dryer without Cling Free.

3. He spoke with the wisdom that can only come from experience, like a guy who went blind because he looked at a solar eclipse without one of those boxes with a pinhole in it and now goes around the country speaking at high schools about the dangers of looking at a solar eclipse without one of those boxes with a pinhole in it.

4. She grew on him like she was a colony of E. Coli, and he was room-temperature Canadian beef.

5. She had a deep, throaty, genuine laugh, like that sound a dog makes just before it throws up.

6. Her vocabulary was as bad as, like, whatever.

7. He was as tall as a six-foot, three-inch tree.

8. The revelation that his marriage of 30 years had disintegrated because of his wife’s infidelity came as a rude shock, like a surcharge at a formerly surcharge-free ATM machine.

9. The little boat gently drifted across the pond exactly the way a bowling ball wouldn’t.

10. McBride fell 12 stories, hitting the pavement like a Hefty bag filled with vegetable soup.

11. From the attic came an unearthly howl. The whole scene had an eerie, surreal quality, like when you’re on vacation in another city and Jeopardy comes on at 7:00 p.m. instead of 7:30.

12. Her hair glistened in the rain like a nose hair after a sneeze.

13. The hailstones leaped from the pavement, just like maggots when you fry them in hot grease.

14. Long separated by cruel fate, the star-crossed lovers raced across the grassy field toward each other like two freight trains, one having left Cleveland at 6:36 p.m. traveling at 55 mph, the other from Topeka at 4:19 p.m. at a speed of 35 mph.

15. They lived in a typical suburban neighborhood with picket fences that resembled Nancy Kerrigan’s teeth.

16. John and Mary had never met. They were like two hummingbirds who had also never met.

17. He fell for her like his heart was a mob informant, and she was the East River.

18. Even in his last years, Granddad had a mind like a steel trap, only one that had been left out so long it had rusted shut.

19. Shots rang out, as shots are wont to do.

20. The plan was simple, like my brother-in-law Phil. But unlike Phil, this plan just might work.

21. The young fighter had a hungry look, the kind you get from not eating for a while.

22. He was as lame as a duck. Not the metaphorical lame duck, either, but a real duck that was actually lame, maybe from stepping on a land mine or something.

23. The ballerina rose gracefully en Pointe and extended one slender leg behind her, like a dog at a fire hydrant.

24. It was an American tradition, like fathers chasing kids around with power tools.

25. He was deeply in love. When she spoke, he thought he heard bells, as if she were a garbage truck backing up.

Farvel mormor

Min mormor døde her til aften.

Hun var 90 år og 3 måneder gammel og var i denne uge blevet ramt af en blodprop. Hun lå bevidstløs på Holbæk Sygehus og sov stille ind. For at gøre en lang historie kort var det det bedste der kunne ske for hende nu.

Der er mange ting jeg vil huske hende for.
Hendes sprog, der havde så mange pudsige udtryk, som min søster og jeg fører videre i sjov og spas, fordi det er fjollede udtryk som nok ikke gi'r mening for andre at huske, men som vi elsker hende for og griner af. Det har vi altid gjort og det vil vi altid gøre.

Hendes glæde ved at synge.
Det meste af familien har arvet det fra hende, og hendes døtre, min mor og mine to mostre sang for hende i aften på sygehuset da hun var død.
Noget så banalt som at sætte sig sammen om et bord og synge, det var noget hun nød, og noget vi gjorde så sent som til hendes 90-års fødselsdag i oktober.

Først og fremmest vil jeg dog huske noget der er sket længe før jeg kom til verden.
Min mormor og morfar var med i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig og min mormor smuglede våben under dynerne i barnevognen hvor min ældste moster lå og smilede op til de tyske officerer, der klappede hende på kinden og fortalte min mormor hvor sød den lille pige var. De anede naturligvis ikke at de blot var få centimeter fra våben der blev smuglet på tværs af byen med det formål senere at dræbe dem. Min mormor har fortalt at hun var rørt over scenen fra Matador med Maude der kører jøden Hr. Stein i sikkerhed, og hvor tæt på virkeligheden den kom. I hvert fald hendes egen virkelighed.

Det har gjort et uudsletteligt indtryk på mig at hun turde, men hun sagde altid at hun blot gjorde det hun følte måtte gøres. Det beundrer jeg hende meget for, og selv om jeg håber på aldrig at havne i en lignende situation, så håber jeg at jeg ville turde gøre det rigtige, selv hvis det rigtige ville kunne koste mig mit liv.

You And Your Friend

En af mine yndlingsballader er Dire Straits' You And Your Friend (fra "On Every Street"), der blandt andet udmærker sig ved, både på albumudgaven og her i denne fremragende liveudgave, at have Paul Franklin med på en helt speciel -og i mine ører guddommeligt lydende- udgave af en lap/pedalsteelguitar. Jeg har ikke set andre spille sådan en. Hvad mon den hedder? Dens helt karakteristiske lyd er tydeligere på albumversionen i øvrigt.

Mark Knopfler spiller forresten også fuldstændig suverænt, til trods for at han her ligner noget, et eller andet omsorgssvigtet barn fra Ishøj har lavet i sløjd.

Et meget simpelt nummer som passer lige til mine ører, og har gjort det i 18 år. Wow, den plade er ældre end jeg ku' huske. Anywho, her er det fra koncertoptagelserne 'On The Night':

Test fra ScribeFire

Dette er en test for at se om det virkelig er så nemt at blogge via ScribeFire...

Orn'lig syg start på 2009

Hvordan det kan lykkes at time en influenza så den tager over hvor tømmermændene fra nytårsaften slap taget i mig - er en gåde.

Jeg troede i starten at tømmermændene havde taget forlænget ophold i min krop, men kunne snart mærke kvalmen og den tørre hals ændre sig til feber og flammende rød hals.
Jeg ved altid at den er gal når jeg ikke engang gider høre musik.

I går og i dag har jeg ligget i gravkammerstilhed og kigget ud på skaderne der holder til på taget på den anden side af gaden. Det har, blandt mange mærkelige tanker, fået mig til at spekulere på om skader er i familie med vipstjerter. Hvis man i en febervildelse mister overblikket over proportionerne så ligner skader faktisk vipstjerter ret meget.

Det var ellers en fornem nytårsaften. En jeg sent skal glemme. Bedre mad og selskab skal man lede længe efter. Derfor virker 2 dage med cornflakes, havrefras og ristet brød også som noget af et antiklimaks.

Jeg ser nu frem til studiestart på min kandidatuddannelse om 3 uger og glæder mig som et lille barn.

I'll be back.