12 maj 2010

Om religion it mit liv

Den korte version er: Ikke eksisterende.

Men det er jo desværre ikke den fulde sandhed.
Jeg bliver konfronteret med religionen når venner vil giftes i kirke, og når
venners børn bliver døbt i kirken. Der bliver jeg konfronteret med kristendommen.
I større skala bliver jeg i disse år ofte konfronteret med det mest ekstreme Islam.
Med uhyrligheder udført i Allahs og Muhammeds navn.

Og jeg kan i forhold til kristendommen vælge om jeg spiller med, "fordi det jo bare er uskyldige traditioner"
som ikke har nogen indflydelse på mit liv, eller om jeg vil gøre op med mig selv hvad
religionen skal spille af rolle i mit liv.
I forhold til Islam er der ingen vej uden om. Den spiller en rolle i vores samfund, så
længe ekstremister bliver ved med at udøver terror i religionens navn.

Well... jeg tog opgøret kristendommen da jeg valgte ikke at blive konfirmeret, efter at have været "til præst"
3 gange. Den lokale præst var en hysterisk kvinde der blandt andet hoppede op på bordet
og sang at gud skabte alle (på tysk, hvilket på det tidspunkt gjorde det endnu mærkeligere).
Det gav ikke mening, af en grund som Ricky Gervais her sætter gode ord på:

Jeg så simpelthen ingen forbindelse mellem mit liv og en påstået zombie der skulle have spankuleret
omkring for 2000 år siden. Jeg så heller ingen guddommelighed ved det faktum at min morfar,
og flere andre jeg kendte, fra det ene øjeblik til det andet blev reduceret til levende skygger, eller
slet og ret døde, pga. blodpropper, kræft og alt mulig andet der - hvis man tror på at
"nogen" bestemmer - virker uretfærdigt og tilfældigt.

Jo mere jeg hørte om religion og dens mange ansigter, jo mindre gav det mening.
Jo flere guder jeg blev opmærksom på var opstået og forsvundet igen igennem historien, jo mere så jeg et mønster:
Religionen og dermed guderne er skabt af mennesker der ønsker kontrol over andre mennesker.
Hverken mere eller mindre.

Jeg har venner der slet ikke forstår mig, og som synes jeg er arrogant og nedladende
når jeg undsiger religion og kristendommen i skarpe vendinger.

Indrømmet, diskussionerne om religion opstår typisk når man har fået lidt indenbords,
og derfor er der ikke så meget filter på, som på en tirsdag formiddag, populært sagt.
Og jeg bruger af og til sproget til det yderste af min formåen i min afstandtagen fra religion.

Og det er ikke fordi jeg ikke har mødt sympatiske religiøse mennesker.
Jeg studerede med den venligste, mest arbejdsomme muslimske pige, der ovenikøbet hjalp
mig med at finde gode bøger om Muhammed og Islam, da jeg følte jeg vidste for lidt om hvad
jeg kritiserede og tog afstand fra.

Men jeg har altså også mødt præster der var så langt fra noget kristen ideal som man kan komme,
uden ligefrem at slå folk ihjel - ved mit akkompagnement af et gospelkor gennem ti år; et kor der næsten udelukkende
spillede kirkekoncerter. Jeg mødte forsmåede, bitre mennesker, der tilsyneladende hadede alt levende. Jeg overdriver ikke.
De gik med hvid krave på en sort kofte.

Det pudsige i den sammenhæng er at jeg er et langt mere kristent menneske end for eksempel en sådan
præst. På overfladen altså. Jeg opfører mig stort set kristent. Stjæler ikke. Slår ikke ihjel. Er forholdsvis flink
og imødekommende osv. Bare ikke i Guds navn.

Når jeg har behov for så utvetydigt at tage afstand fra religion -over en kam- i dag er det fordi vi siden
religionen fyldte mest, for flere hundrede år siden, har lært så meget om verden og hvordan den
hænger sammen, at det simpelthen ikke giver mening at holde fast i religionen.

Vi ved bedre.

Vi ved at man sagtens kan opføre sig ordentligt, være et godt, omsorgsfuldt og kærligt
mennesker uden religion. Man kan skrive hjerteskærende smuk musik uden religion. Man kan skabe
tankevækkende kunst uden religion. Alt det som religionerne typisk påberåber sig eneretten til, kan vi klare
uden religion.

Derfor finder jeg i disse år megen støtte og et stort håb i Christopher HItchens, Richard Dawkins, Sam Harris, Dan Dennett,
Stephen Fry og så mange andre videbegærlige, belæste og intelligente mennesker, der taler åbent mod religion.

Og det er både mit håb og min overbevisning at vi langsomt men sikkert bevæger os mod en verden hvor
religion får lov at spille en stadig mindre rolle, for til sidst kun at blive omtalt i historiebøgerne.

Her er et par gode eksempler på hvorfra jeg får energien til åbenlyst at undsige religon:




Posted via email from Jeppe Morgenthaler

07 maj 2010

Når onlinevenner dør

Der er så mange måder at kende folk på, og i nogle tilfælde er
kendskabet næsten ren indbildning. For eksempel blev jeg meget rørt da Svend Auken døde,
selv om jeg kun havde hilst på ham på en cykelsti engang.

Jeg har mange onlinebekendtskaber. Mange af dem ville jeg også kalde venner.

En af dem døde for næsten præcis et år siden. 
En anden døde for 10 dage siden.

Julian var en fremragende australsk trommeslager, som jeg blev
venner med, gennem mit arbejde på Virgils website.
Vi ku' li' den samme musik, havde den samme nørdede kærlighed til specifikke
musikalske virkemidler (fx fills i 5/4 over 4/4, hvis du er nysgerrig) og klikkede i det hele taget
bare når det kom til musik og alt det man kan sige og mene om det.

Han døde pludseligt og helt uventet i juni sidste år, og jeg har siden holdt kontakt til noget af hans familie.
Jeg savner vores indforståede kommentarer og hilsner til hinanden meget.

Dee var moderator på Planet X' messageboard og medlem på Virgils messageboard, 
som jeg har være moderator på i mange år.
Hans og mit forhold var mere kollegialt. Vi delte det pressemateriale, billeder og nyheder vi kunne få
fat i om Virgil, Derek og de andre Planet X-gutter, for at få begge websites til at være så opdaterede
som det lod sig gøre til trods for at vi begge var udfordret af at sidde tusindvis af kilometer fra dem vi arbejdede for.

Det blev til et tæt samarbejde og et utal af timelange chats om musik og livet i øvrigt.
Forleden døde Dee. Lige så pludseligt og uventet som Julian. Begge var yngre end mig.
Den ene døde af akut hjertefejl, den anden af en hjerneblødning. Ikke skyggen af stoffer involveret.
Dees meget søde kæreste Jodi tog sig i sidste uge tid til at takke alle der have skrevet om ham på forummet, 
og forhåbentlig har hun fundet en vis trøst i at se at masser af mennesker fra hele verden savner ham. 
At han har betydet noget for dem. 

I aften skåler jeg på onlinevenskaber der kan være sande, lange og meningsfulde, på tværs
af kontinenter og landegrænser - og som kan efterlade mange gode minder. 

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

26 april 2010

Studiejob for webprogrammør

Mine i andre sammenhænge partners in crime
søger en studerende webprogrammør til et attraktivt studiejob.

Læs/download jobopslaget her og del det gerne med dit netværk af mulige interesserede.

Download now or preview on posterous
Jobopslag_AIS.pdf (84 KB)

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

20 april 2010

Det nye Mind Design er ude!

Månedens udgave af Mind Design er super flot, hvis vi selv skal sige det.Det kan læses helt gratis, lige her.

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

19 april 2010

Om ulønnet praktik

For halvandet år siden var jeg til jobsamtale (sådan blev det kaldt)
i en stor dansk virksomhed.

Godt en time inde i samtalen blev det afsløret at stillingen var ulønnet.
Det var en praktikantstilling, fuldtid, men altså uden løn.

Jeg har set mange af den slags opslag; senest i form af
Seismonauts opslag til to praktikstillinger i efteråret 2010.
Endnu et ulønnet, fuldtidsarbejde der strækker sig over 4-6 måneder.

Og jeg må indrømme at jeg overhovedet ikke forstår konceptet.

Jeg kender ingen dygtige studerende der har råd til et fuldtidsarbejde
uden at få løn i 4-6 måneder.
Dernæst synes jeg at det - helt grundlæggende- er et meget mærkeligt signal
at sende, både til de studerende og til omverdenen.

Og jeg kunne, som seriøs studerende, aldrig drømme om at søge sådan
en stilling. Om det så var som personlig assistent for Steve Jobs.

Og jeg tror slet ikke at de får de bedste studerende til at tage sådanne ulønnede stillinger.

De får de studerende der ikke kunne få de spændende -lønnede- studiejobs,
hvor man som menneske og studerende bliver taget seriøs, der bliver stillet krav
til en, og man udfører seriøst arbejde som man naturligvis får løn for.

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

06 april 2010

Når decideret vejledning synes overflødig

Forleden var jeg i Empire Bio (og så Up In The Air, som jeg godt ku' li').
Udenfor hænger der pt dette skilt, med deres smileyordningrapport.

De (Empire) er altså blevet vejledt i hvordan de hænger rapporten tættere
på indgangen. Tættere på indgangen...?!?

Altså som i: "Før hang den 20 meter fra indgangen, er 10 meter fra indgangen så bedre?" "JA".
"Er 5 meter fra indgangen endnu bedre?" "JA". "Er LIGE VED indgangen så bedst?" "JA for helvede!"

Toc toc.

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

04 april 2010

om twittersfæren

For 659 dage siden oprettede jeg en twitterprofil.

Jeg havde meget svært ved at se det sjove ved det.
Designet var minimalistisk, men ikke på den gode måde og der var ret stille, syntes jeg.
Men jeg twittede løs og fik hurtigt 30-40 followers.

Af og til spamkonti, som jeg med stor ærgrelse måtte slette,
men efterhånden flere og flere, og jeg fandt løbende nye
interessante mennesker at følge selv.

Så for et års tid siden tog det fart. Flere kendte begyndte at twitte.
Også et par af mine egne favoritter (fx her, her, her og her).
Og det gik op for mig at følgende ordsprog i mine øjne har meget sandt i sig:

Facebook is a smart service used by simple people; twitter is a simple service used by smart people...

Men det største skred skete efter jeg i december 2009 skrev en julehilsen
til twittersfæren.

Jeg fik så megen god feedback, og min følelse af twittersfæren, som
et sted for videbegærlige, nysgerrige, hjælpsomme og supersociale
mennesker, voksede hurtigt.

I februar afholdt vi for første gang twedagsbar, med Laura Jul som indpisker.
Og fredag d. 9. holder vi nummer to.

Første gang var vi ca. 100, og denne gang bliver vi flere.
I mellemtiden har vi til twestival i Pumpehuset samlet 100.000 kr. sammen til concern.
Og i mellemtiden har jeg sendt 4000 tweets ud og fået 547 læsere.

Jeg har fornemmelsen af at twittersfæren er et af de vigtigste netværk for mig pt.
Det er samtidig sjovt, lærerigt, underholdende og idérigt.
Twittersfære, jeg er ret vild med dig.

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

28 marts 2010

Sådan er der jo så meget

Jeg elsker at der netop samtidig som beskeden om at 
tre af mine venner var blevet fan af Lars Løkke (på Facebook)
 - med fokus på politisk økonomisk redelighed i reklamen - 
samtidig dukkede en besked op om at 10 venner havde læst at 
nationalbankdirektøren, de økonomiske vismænd, OECD og Europa-Kommissionen 
samstemmende kritiserer regeringens økonomiske politik.  

I en samtale med Jens Olaf Jesus pegede den økonomiske overvismand 

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen uden omsvøb på at en socialdemokratisk 
økonomisk politik ville stille Danmark bedre i krisetider som denne.

Go figure...









Posted via email from Jeppe Morgenthaler

21 marts 2010

Karl Alfred

Jeg er blevet onkel.

Eller...

Jeg er vist i virkeligheden blevet morbror, men både min søster
og jeg har et eller andet mystisk dårligt forhold til det ord, så vi er 
helt enige om at jeg altså er blevet onkel. Til lille Karl Alfred.

Min søster klarede en meget lang - og med meget lang mener vi MEGET
lang (26 timer) fødsel med bravour, og torsdag kl 12:14 kom han til verden,
den lille fyr. 

Vi har allerede haft en fin male bonding session, hvor jeg bare sad med ham 
i en lille times tid mens han sov. Rigtig hyggeligt. Jeg forestiller mig at han gengælder
det om 40-50 år.

Det føles simpelthen bare alle tiders, og jeg glæder mig sådan til
at se ham vokse op.

Velkommen, Karl Alfred.
Vi skal nok få det sjovt.

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

12 marts 2010

Guf for øregangene

Så er der snart nyt på vej fra svineseje Jojo Mayer og Nerve.
Det er lige min kop te.

Hvis du synes det lyder fedt kender du nok allerede
bør du tjekke danske F.U.K.T. ud.


Posted via email from Jeppe Morgenthaler

25 februar 2010

Hvis man nu...

Har du prøvet Omm?

OmmWriter er det nyeste i minimalistiske skriveværktøjer (i min verden).
Ok, også det eneste jeg har set, der gør en dyd ud af at 
oplevelsen skal være rolig, fordybet og uforstyrret.
Der er kun få valgmuligheder i oplevelsen, men det er pointen.

Og jeg er blevet ret glad for programmet.
Altså ikke til opgaveskrivning, men (for mit vedkommende)
til stream of consciousness nedfælden af tanker.

Det er Herraiz Soto der står bag, og jeg synes der er 
meget de gør rigtigt i første forsøg.

Umiddelbart efter en skrivesession forleden var der dømt sofa,
hvortil jeg nød Music For Artificial Clouds af The Young Gods,
et af mine all time favoritbands.

Og så tænkte jeg: 
Omm sku' snakke med TYG om ikke de skulle
producere flere lyduniverser til version 2.0.

Det ville gi' så go' mening.
Prøv en af delene, næste gang du lige skal ned på jorden.


Posted via email from Jeppe Morgenthaler

18 februar 2010

er det bare mig?

... eller er vi pt velsignet med følgende:
- en statsminister der ikke kender selv de mest basale regler
for hvordan FN arbejder og som derfor indkasserer bred international kritik.

- en økonomiminister med rod i økonomien.

- et forsvarministerium der tilsyneladende sejler uden styrmand, 
med alt fra oversættelser af "farlige bøger", til læk af fortrolige oplysninger til pressen.

- en justitsminister der stikker af fra en bilulykke.

- en finansminister der over en årrække er blevet afsløret i, som beskæftigelsesminister
at fremlægge misvisende tal, bryde loven, slette belastende materiale og vildlede Folketinget.

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

12 februar 2010

Af og til...

...kommer der noget forbi, som man bare ikke kan lade ligge.

I mange år har jeg været fascineret af de store filmtrailerstemmer
med Don Lafontaine (R.I.P.) som en oplagt favorit, men Hal Douglas' stemme
som min personlige favorit. Peter Cullen (Optimus Prime) er ligeledes god.
Min ven Anders er også en fremragende speaker, og for et stykke tid siden 
fik jeg så selv fremstillet et par stemmeprøver.

Nu er jeg jo altså på denne front en uprøvet rookie, der måske aldrig får noget
at lave, men det kunne være sjovt at få chancen.

TV2 søger freelancere til noget som jeg tror ku' være sjovt at prøve og
nu gør jeg altså forsøget. Så nu har de fået mine stemmeprøver.
Så må vi se hvad de siger til dem.

Medium Sell by Jeppe Morgenthaler  
Download now or listen on posterous
Medium Sell.mp3 (325 KB)

Soft Sell by Jeppe Morgenthaler  
Download now or listen on posterous
Soft Sell.mp3 (326 KB)

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

26 januar 2010

Hvad tror I?

Download now or preview on posterous
navn.pdf (16 KB)

og hvad synes I bedst om?
Noget helt 7. måske?

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

18 januar 2010

We Love People søger it-supporter

Mine venner på We Love People søger it-supporter
til deltidsstilling. Perfekt studiejob.
Send gerne videre til dem der kunne være interesseret.

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

15 januar 2010

Sikke en dag

Det er fandeme (og det må være mig tilladt at bande)
ikke hver dag jeg oplever sådan en emotionel rutsjebanetur som
den i dag.

I morges vågnede jeg 5:30, alt for tidligt og alt for spændt på eksamen.
Distributed Collaboration and Development.
En del af min specialisering på ITU.

Kl. kvart i ni var jeg på ITU, hvor jeg satte min Mac op til min gruppes 4 individuelle oplæg.

Første gruppemakker ude. Et 10-tal.
Anden gruppemakker ude. Et 10-tal.
Min tur. Et 12-tal.
Tredje gruppemakker ude. Et 10-tal.
Hvor godt går det lige?!

PLUS en fælles nominering til http://www.youtube.com/watch?v=Uhbu4cWJZTU
for os alle 4. Vi var ikke til at skyde igennem.

Efter vi havde sendt Helle til Odense kørte 3/4 af gruppen til
Lottes i Kronprinsessegade, hvor vi fik store velfortjente sandwiches og go' kaffe.

Tilbage på ITU, mere kaffe, masser af hilsner på twitter og Facebook med hilsner
og digitale skulderklap. "XX and 34 others like your status"...

Blev hængende for lige at bakke de sidste eksamensramte medkursister op.
Hjemad, med smil op til begge ører. Når til Ørestad Boulevard, hvor jeg entrer
rundkørslen som jeg plejer, for at krydse Amager Fælled hjemad mod Vesterbro.

Men i rundkørslen overser en kvindelig bilist mig fuldstændig, og i sidste øjeblik
får jeg krænget cyklen mod venstre, så hun rammer mig med venstre side af bilen
på min højre side, og så jeg lander midt i rundkørslen.
Chok!

Straks er der en læge-medcyklist der smider sin cykel og er over mig.
5-7 minutter går. Jeg har ikke fået en skramme. Ikke en eneste.
Jeg kan rejse mig op, børste sne af skulderen og trække luft ind til den største
skideballe jeg nogensinde har givet. Og 4 medcyklister stemmer i.

Med adrenalinen pumpende trækker jeg ud over fælleden og hjem.
Og har nu åbnet en flaske vin som jeg ikke tror overlever aftenen.
Sikke en dag.

Et 12-tal rigere.
Og jeg har ikke en skramme.

Posted via email from Jeppe Morgenthaler

06 januar 2010

Til skræk og advarsel

Det er en løbende overspringhandling for mig at dokumentere småfejl på
diverse nyhedswebsites, med politiken.dk,
tv2.dk og dr.dk som the usual suspects.

Tv2.dk (der dog var hurtige og selvironiske til at 
kommentere og beklage netop den her) tager indtil videre prisen med
denne bummert.
På billedet ses tydeligt Bruce Springsteen og Bono på scenen
i Madison Square Garden.

Madison er blevet til Madin (!?) Square Garden, og rigtig slemt
bliver det da Bono bliver kaldt ikke Mick, men Mike Jagger. 

Av, av, av.

Posted via email from Jeppe Morgenthaler