Den korte version er: Ikke eksisterende. Men det er jo desværre ikke den fulde sandhed.
Jeg bliver konfronteret med religionen når venner vil giftes i kirke, og når
venners børn bliver døbt i kirken. Der bliver jeg konfronteret med kristendommen.
I større skala bliver jeg i disse år ofte konfronteret med det mest ekstreme Islam.
Med uhyrligheder udført i Allahs og Muhammeds navn. Og jeg kan i forhold til kristendommen vælge om jeg spiller med, "fordi det jo bare er uskyldige traditioner"
som ikke har nogen indflydelse på mit liv, eller om jeg vil gøre op med mig selv hvad
religionen skal spille af rolle i mit liv.
I forhold til Islam er der ingen vej uden om. Den spiller en rolle i vores samfund, så
længe ekstremister bliver ved med at udøver terror i religionens navn. Well... jeg tog opgøret kristendommen da jeg valgte ikke at blive konfirmeret, efter at have været "til præst"
3 gange. Den lokale præst var en hysterisk kvinde der blandt andet hoppede op på bordet
og sang at gud skabte alle (på tysk, hvilket på det tidspunkt gjorde det endnu mærkeligere).
Det gav ikke mening, af en grund som Ricky Gervais her sætter gode ord på:
Jeg så simpelthen ingen forbindelse mellem mit liv og en påstået zombie der skulle have spankuleret
omkring for 2000 år siden. Jeg så heller ingen guddommelighed ved det faktum at min morfar,
og flere andre jeg kendte, fra det ene øjeblik til det andet blev reduceret til levende skygger, eller
slet og ret døde, pga. blodpropper, kræft og alt mulig andet der - hvis man tror på at
"nogen" bestemmer - virker uretfærdigt og tilfældigt. Jo mere jeg hørte om religion og dens mange ansigter, jo mindre gav det mening.
Jo flere guder jeg blev opmærksom på var opstået og forsvundet igen igennem historien, jo mere så jeg et mønster:
Religionen og dermed guderne er skabt af mennesker der ønsker kontrol over andre mennesker.
Hverken mere eller mindre. Jeg har venner der slet ikke forstår mig, og som synes jeg er arrogant og nedladende
når jeg undsiger religion og kristendommen i skarpe vendinger. Indrømmet, diskussionerne om religion opstår typisk når man har fået lidt indenbords,
og derfor er der ikke så meget filter på, som på en tirsdag formiddag, populært sagt.
Og jeg bruger af og til sproget til det yderste af min formåen i min afstandtagen fra religion. Og det er ikke fordi jeg ikke har mødt sympatiske religiøse mennesker.
Jeg studerede med den venligste, mest arbejdsomme muslimske pige, der ovenikøbet hjalp
mig med at finde gode bøger om Muhammed og Islam, da jeg følte jeg vidste for lidt om hvad
jeg kritiserede og tog afstand fra. Men jeg har altså også mødt præster der var så langt fra noget kristen ideal som man kan komme,
uden ligefrem at slå folk ihjel - ved mit akkompagnement af et gospelkor gennem ti år; et kor der næsten udelukkende
spillede kirkekoncerter. Jeg mødte forsmåede, bitre mennesker, der tilsyneladende hadede alt levende. Jeg overdriver ikke.
De gik med hvid krave på en sort kofte. Det pudsige i den sammenhæng er at jeg er et langt mere kristent menneske end for eksempel en sådan
præst. På overfladen altså. Jeg opfører mig stort set kristent. Stjæler ikke. Slår ikke ihjel. Er forholdsvis flink
og imødekommende osv. Bare ikke i Guds navn. Når jeg har behov for så utvetydigt at tage afstand fra religion -over en kam- i dag er det fordi vi siden
religionen fyldte mest, for flere hundrede år siden, har lært så meget om verden og hvordan den
hænger sammen, at det simpelthen ikke giver mening at holde fast i religionen. Vi ved bedre. Vi ved at man sagtens kan opføre sig ordentligt, være et godt, omsorgsfuldt og kærligt
mennesker uden religion. Man kan skrive hjerteskærende smuk musik uden religion. Man kan skabe
tankevækkende kunst uden religion. Alt det som religionerne typisk påberåber sig eneretten til, kan vi klare
uden religion. Derfor finder jeg i disse år megen støtte og et stort håb i Christopher HItchens, Richard Dawkins, Sam Harris, Dan Dennett,
Stephen Fry og så mange andre videbegærlige, belæste og intelligente mennesker, der taler åbent mod religion. Og det er både mit håb og min overbevisning at vi langsomt men sikkert bevæger os mod en verden hvor
religion får lov at spille en stadig mindre rolle, for til sidst kun at blive omtalt i historiebøgerne. Her er et par gode eksempler på hvorfra jeg får energien til åbenlyst at undsige religon:
Jeg bliver konfronteret med religionen når venner vil giftes i kirke, og når
venners børn bliver døbt i kirken. Der bliver jeg konfronteret med kristendommen.
I større skala bliver jeg i disse år ofte konfronteret med det mest ekstreme Islam.
Med uhyrligheder udført i Allahs og Muhammeds navn. Og jeg kan i forhold til kristendommen vælge om jeg spiller med, "fordi det jo bare er uskyldige traditioner"
som ikke har nogen indflydelse på mit liv, eller om jeg vil gøre op med mig selv hvad
religionen skal spille af rolle i mit liv.
I forhold til Islam er der ingen vej uden om. Den spiller en rolle i vores samfund, så
længe ekstremister bliver ved med at udøver terror i religionens navn. Well... jeg tog opgøret kristendommen da jeg valgte ikke at blive konfirmeret, efter at have været "til præst"
3 gange. Den lokale præst var en hysterisk kvinde der blandt andet hoppede op på bordet
og sang at gud skabte alle (på tysk, hvilket på det tidspunkt gjorde det endnu mærkeligere).
Det gav ikke mening, af en grund som Ricky Gervais her sætter gode ord på:
Jeg så simpelthen ingen forbindelse mellem mit liv og en påstået zombie der skulle have spankuleret
omkring for 2000 år siden. Jeg så heller ingen guddommelighed ved det faktum at min morfar,
og flere andre jeg kendte, fra det ene øjeblik til det andet blev reduceret til levende skygger, eller
slet og ret døde, pga. blodpropper, kræft og alt mulig andet der - hvis man tror på at
"nogen" bestemmer - virker uretfærdigt og tilfældigt. Jo mere jeg hørte om religion og dens mange ansigter, jo mindre gav det mening.
Jo flere guder jeg blev opmærksom på var opstået og forsvundet igen igennem historien, jo mere så jeg et mønster:
Religionen og dermed guderne er skabt af mennesker der ønsker kontrol over andre mennesker.
Hverken mere eller mindre. Jeg har venner der slet ikke forstår mig, og som synes jeg er arrogant og nedladende
når jeg undsiger religion og kristendommen i skarpe vendinger. Indrømmet, diskussionerne om religion opstår typisk når man har fået lidt indenbords,
og derfor er der ikke så meget filter på, som på en tirsdag formiddag, populært sagt.
Og jeg bruger af og til sproget til det yderste af min formåen i min afstandtagen fra religion. Og det er ikke fordi jeg ikke har mødt sympatiske religiøse mennesker.
Jeg studerede med den venligste, mest arbejdsomme muslimske pige, der ovenikøbet hjalp
mig med at finde gode bøger om Muhammed og Islam, da jeg følte jeg vidste for lidt om hvad
jeg kritiserede og tog afstand fra. Men jeg har altså også mødt præster der var så langt fra noget kristen ideal som man kan komme,
uden ligefrem at slå folk ihjel - ved mit akkompagnement af et gospelkor gennem ti år; et kor der næsten udelukkende
spillede kirkekoncerter. Jeg mødte forsmåede, bitre mennesker, der tilsyneladende hadede alt levende. Jeg overdriver ikke.
De gik med hvid krave på en sort kofte. Det pudsige i den sammenhæng er at jeg er et langt mere kristent menneske end for eksempel en sådan
præst. På overfladen altså. Jeg opfører mig stort set kristent. Stjæler ikke. Slår ikke ihjel. Er forholdsvis flink
og imødekommende osv. Bare ikke i Guds navn. Når jeg har behov for så utvetydigt at tage afstand fra religion -over en kam- i dag er det fordi vi siden
religionen fyldte mest, for flere hundrede år siden, har lært så meget om verden og hvordan den
hænger sammen, at det simpelthen ikke giver mening at holde fast i religionen. Vi ved bedre. Vi ved at man sagtens kan opføre sig ordentligt, være et godt, omsorgsfuldt og kærligt
mennesker uden religion. Man kan skrive hjerteskærende smuk musik uden religion. Man kan skabe
tankevækkende kunst uden religion. Alt det som religionerne typisk påberåber sig eneretten til, kan vi klare
uden religion. Derfor finder jeg i disse år megen støtte og et stort håb i Christopher HItchens, Richard Dawkins, Sam Harris, Dan Dennett,
Stephen Fry og så mange andre videbegærlige, belæste og intelligente mennesker, der taler åbent mod religion. Og det er både mit håb og min overbevisning at vi langsomt men sikkert bevæger os mod en verden hvor
religion får lov at spille en stadig mindre rolle, for til sidst kun at blive omtalt i historiebøgerne. Her er et par gode eksempler på hvorfra jeg får energien til åbenlyst at undsige religon:
