Uffe opfordrede mig til at gennemgå min album top 10, og dette er album nummer 2 i rækken. Du kan læse om nummer 1 her.----------
Da jeg i marts 1996 drog på dagsrejse fra Odsherred med min gamle ven og med-trommeslager Kristian, mod København og Copenhagen Jazzhouse, var det med en spændt forventning, men uden nogen reel viden om den trommeslager vi skulle til clinic (masterclass) med.
Vi havde begge modtaget invitationen fra Slagtøj Centret (hvor jeg senere skulle arbejde 7 gode år) og med interesse læst om denne ukendte australske trommeslager, Virgil Donati, som tilsyneladende ikke bare skulle være helt forrygende. Rygtet gik at han var næsten ubegribeligt dygtig, et fænomen simpelthen, og da flere af vores helte - amerikanske sværvægtertrommeslagere som Dennis Chambers, Dave Weckl og Vinnie Colaiuta alle havde udtalt sig i meget rosende vendninger om denne Donati, ja så glædede vi os til at se giraffen.
Vi sad parat på 3. række og vippede spændt med fødderne ved synet af et flot engelsk Premier Signia-trommesæt plastret til med lisså flotte schweiziske Paistebækkener.
Ved de første takter tabte vi kæben. Og så os omkring. Alle tilstedeværende tabte kæben. Det var simpelthen ikke til at fatte at nogen havde taget kunsten at udtrykke sig rytmisk kreativt på trommer - til sådanne højder. Resten af aftenen blev legendarisk. Folk skiftevis hujede eller sad målløse med åben mund og polypper og måtte overgive sig til det ekstreme fysiske udtryk. Virgil arbejder som en besat og lægger typisk 6-8 timers daglig træning/øvning, selv i dag, hvor han nærmer sig de 50.
På et tidspunkt rakte jeg hånden op og stillede ham et teknisk spørsgmål, hvorefter han hev mig op på scenen, så jeg på tætteste hold kunne observere hvordan han arbejdede. Siden da begyndte vi efterhånden at skrive sammen, og langsomt, over de næste 4-5 år udviklede vi et fint venskab. Jeg har taget til både Hamburg og Berlin for at se ham og i dag arbejder jeg på hans hjemmeside og sætter en stor ære og stolthed i at kende ham personligt. Hans arbejdsmoral overgår ALT hvad jeg nogensinde har set - og i 1999 havde han i nogen tid skrevet på det, der skulle vise sig at blive hans foreløbige kompositoriske højdepunkt, nemlig Serious Young Insects, et instrumentalprojekt der havde et par af hans gamle australske kolleger i hovedrollerne. Pladen blev udgivet i hans navn, i form af det finurlige navn On The Virg.
Aldrig før -og ikke siden- er rytmisk progressiv musik blevet taget til så ekstreme højder. Virgil og de andre musikere formår at twiste, skubbe og trække rytmerne i en grad der er enestående. Kompositionerne er originale, vanvittigt aggressive/progressive og både rytmisk og harmonisk ulig noget jeg havde hørt før. Især numre som Native Metal og Alien Hip-Hop har opnået legendestatus indenfor den relativt lille verden der udgør fanbasen for ekstrem progressiv rytmisk instrumentalmusik.
Det er snart 10 år siden, jeg første gang satte den på anlægget, og det til trods er den til stadighed en af de mest spillede plader i mit liv. Musikken formår stadig at begejstre og bevæge mig på en måde som ingen anden musik gør. Jeg tror at det intense udtryk er enestående for min musiksamling, og jeg føler at den rammer lykkedybder af min musikelskende sjæl som ingen andre. Og bare som appetitvækker inkluderer jeg lige en solo fra hans turne sidste år, med den franske superstjerne Michel Polnareff. Den gi'r et godt billede af hans fysiske formåen, tæt på de 50 år. Husk så at Serious Young Insects er 9 år gammel...
