20 marts 2008

Brobygning, fortsat








Det er fedt at se dygtige folk lave så specialiseret arbejde som at føre en cykelbro ind over Danmarks mest befærdede boulevard. Dag og nat knokler de. Efterhånden vel også i mod tiden, i form af en vejrudsigt der siger snestorm fra fredag middag...

19 marts 2008

Forårssne og brobygning




Hold da ellers op.
De sidste par dage har da været helt hormonforstyrrede, når det kommer til vejret.

Dog var cykelturen herud dejlig her til morgen.
For det første påbegyndte 3 kolossale kraner i dag den endelige montering af cykelbroen over Ågade. Det bli'r vel nok dejligt!

For det andet havde træer og buske et dynetykt lag af sne i de solrige morgentimer. Se bare udsigten til TDC-tårnet. Det er da dejligt.

I sådan et vejr tager loungen sig også rigtig godt ud, med solen ind ad vinduerne. Den første kop morgenkaffe i sådan et lys er lige sagen, når man skal have varmen. Mums.

12 marts 2008

apropos godt humør...

Ja, når nu vi er ved det med humøret, så bli'r jeg altså i utroligt godt humør af at høre svenske Promise and the monster og hendes krystalklare vokal på "Sheets". Her er videoen:


10 marts 2008

Sprogvariation

Line fik mig lige i rigtig godt humør ved at poste et link til denne video. En fornemt dygtig skuespiller der kan sine engelske sprogvariationer til fingerspidserne.
En fornøjelse at se og høre.

05 marts 2008

Cheap asses

Wow...just...wow.

Siden min tid i trommebranchen har jeg været fast læser (og skriver) af flere internationale fora for trommeinteresserede.
Der gik en grå sky hen over mit ellers gode humør da jeg for et øjeblik siden læste et indlæg i forummet på det meget nørdede site House Of Drumming.

Her udbød et unavngivent trommefirma et job(deres betegnelse!!) som "Long-term Marketing Intern for highly-reputable drum manufacturing company". Lyder flot ikke?!

De kræver blandt andet af ansøgere at han/hun:
-must be a drummer. We want your input and market perspective.
-must be enthusiastic. This is not just any job. (Husk lige den til senere)
-must have excellent conversational and written communications skills.
-must be fully conversant in MySpace and other online marketing applications.
-must be resourceful and very thorough.
-must have their own computer (desktop or notebook) and cell phone.

og fortsætter selvfølgelig med hvad de har at tilbyde en ansøger:

-Salary: None
-The right candidate will learn a great deal.
-Work from your local Starbucks if you like, as long as you get the job done. In fact, we'll get you a Starbucks account. (Tænk virkelig?!)
- No dress code. (Wow, der MÅ jeg arbejde)
On occasion, you will get to attend free shows by our clients and their bands, and meet some of your drum heroes. You will also receive an entrance pass to attend the NAMM Show.


Lad os lige se på den første linje i deres afdeling EEN GANG TIL....

Salery: None!?!

Det er simpelthen utroligt hvad store firmaer tillader sig selv af nederdrægtigheder.
Det skorter da heller ikke på fordømmelser af dette unavngivne firmas fesne forsøg på at hverve håbefulde unge trommeslagere med en blind drøm om at arbejde i branchen.

Men det er åbenbart en trend blandt store firmaer.
Forleden blev jeg for eksempel også tilbudt at komme med til Danish Music Awards hvis jeg ville arbejde gratis hele aftenen....for MYSPACE!! ....sådan cirka et af verdens hurtigst voksende firmaer med en gigantomsætning. Ellers skide tak.

Hvad i alverden bilder de firmaer sig egentlig ind?!

04 marts 2008

Første nål næste gang



Altså i den forstand at næste gang er 10. gang jeg skal tappes. Jeg ser jo en nål hver gang jeg er der. I dag var vi kun 3 der lå på briksene samtidig (der er plads til 8), hvilket fik sygeplejersken og mig til at aftale at næste gang må jeg forsøge at overtale mindst én ven (som ikke allerede giver blod) til at komme med og se hvor udramatisk det er.
Det er virkelig en nem tjans og man gør en mere end almindelig god gerning.

Kom nu venner.

I øvrigt holder jeg et fornemt niveau i min blodprocent. Det er en god måde lige at få testet systemet på, hver 3. måned.

26 februar 2008

eller...


Wow, de må kende deres medarbejdere godt.
Og med "skjult" mente de åbenbart: "den sidder i øjenhøjde og er 30x20 cm i diameter".

21 februar 2008

ALT for sjovt



Det er da alt for sjovt.

Frustration ovre i denne omgang

I hvert fald langt det meste af den.
Selv om jeg stadig synes det er både mærkeligt og usmart at man ikke kan administrere sine filer på one.com med Firefox, er frustrationen nu vendt til lettelse over at filadministrationen igen fungerer og jeg således kunne lægge mit nye site online. Det er sandt for dyden ikke noget særligt, men nu er det online og rummer trods alt de vigtigste oplysninger på nuværende tidspunkt. Der vil kun være taksigelser til dem der måtte finde ødelagte links eller stavefejl. Det er i MIN interesse at de bliver rettet.

www.jeppemorgenthaler.com
Velkommen.

20 februar 2008

Fastelavn



Havde det ikke været for "de unge mødre" (3 piger med "gravide" maver, tattoveringer og kroniske smøger i kæften = VIRKELIG fed udklædning) er jeg sikker på at jeg ville have vundet "bedste udklædning". Det var Jon der var så venlig at tegne mig i nakken...

Frustration



Lige efter at jeg havde valgt et nyt design til min hjemmeside gik one.com ned (eller i hvert fald filadministrationsfunktionen) - hvilket efterlod mig mig med et nyvalgt design og en flot lorem ipsum-tekst på forsiden - uden indhold what-so-ever. Nu kan jeg så ikke komme ind og ændre skidtet...
For helv..ulen! - hvor er det irriterende.
Idéen er at jeg vil redesigne siden med nogle af de redskaber jeg netop har fået kendskab til på mit nyligt overståede 20-timers intensive webkursus....Men det får altså vente lidt endnu...

19 februar 2008

Udvikling









Nu er det snart hverdag at cykle til Stempelfabrikken, hooke computeren op og arbejde meget mere konstruktivt end jeg ellers får gjort derhjemme. Det er et dejligt tiltag og det er en sand fornøjelse at se stedet udvikle sig og blive mere og mere færdigt hver dag. Se bare Kristians fabelagtige vægmaleri af Ørnevejskvarteret og Nørrebro Station!
Bo og Mads har virkelig fået skabt en fed arbejdsplads og jeg er glad for at der i øjeblikket er plads til mig i ligningen.


Glad var jeg også over i dag at se at Ørnevejs innovative lys-temapark endelig er blevet til noget.
Det ser rockerfedt ud! Det er sådan noget der kan være med til at dreje stemningen fra "Nordværst" til "Nordbedst" om jeg så må sige.
Det er skide godt gået, og fedt at de hoveder der fik idéen for flere år siden har holdt fast i den.

17 februar 2008

Universelt

Det er et par år siden jeg høret Rufus Wainwright første gang.
Hold da helt kæft -tænkte jeg.
Siden er han blevet en af mine absolut yndlingskunstnere.
Ikke blot skriver han helt fabelagtigt. Han synger også absurd godt. Både sin egen musik og når han fortolker. Jeg synes nu faktisk ikke han sku have taget (Cohens ja ja, men udødeliggjort af afdøde Jeff Buckley) Hallelujah op, men til gengæld er hans udgave af "Across The Universe" bare helt oppe blandt det bedste. F*** hvor er det fedt.


SeeqPod - Playable Search

14 februar 2008

Navne der hører sammen?

Min gode veninde ytrede i lørdags følgende sætning:
"Lasse, Frederik, Emil og Jeppe - det er sådan en gruppe af navne der hører sammen".
Er det det?

Jeg ved ikke om jeg ligefrem synes at navne hører samme med andre navne, undtagen måske de åbenlyse Anna/Anne og Maria/Marie osv...
Hvad tænker I?

05 februar 2008

Fart på


Pyh

Jeg sidder i disse dage og sender ansøgninger om studiejobs ud til flere spændende firmaer.
Jeg vil gerne arbejde med kommunikation, intern som ekstern og Web 2.0-udfordringer.

Samtidig er jeg startet på mit sidste semester på BA-uddannelsen på Dansk med de to tilvalgsfag Digitalt design og Digital strategisk kommunikation på Institut for medier og erkendelse. Begge moduler virker heldigvis fantastisk spændende.
Så er jeg netop blevet facebookadministrator for Virgil.
Er man på facebook kan han findes her.
Der sker utroligt meget spændende på Web 2.0-fronten og han er naturligvis med fremme på beatet. Nu altså i en vis grad også takket være mig.

Jeg hænger gerne ude hos mine venner på Ørneborgen (fordi den ligger på Ørnevej) fordi det er nogle go'e fyre at hænge med og få idéer med. 2008 vil nok afføde mindst 1 nyt spændende projekt fra vores side.

2008 tegner rigtig spændende.

30 januar 2008

Dooce


Heather B. Armstrong skriver weblog.
I 3 år har jeg nu læst med, og hun er nok alt i alt min yndlingsblogger.
Jeg er tilsyneladende ikke den eneste der har det sådan.
Hun er netop blevet nomineret til følgende Bloggie Awards:

Best American Weblog
Best Photography of a Weblog
Best Writing of a Weblog
Best Designed Weblog
The Lifetime Achievement Award
Weblog of the Year

Ja, hun er altså rigtig, rigtig go'.
Jeg kan kun -for hvem ved hvilken gang- anbefale alle at prøve at læse hende.
Hun er sympatisk, kærlig, morsom, ærlig og velskrivende.




27 januar 2008

"Energy that's waiting is potential"

DK4 bli'r federe og federe.
For det første sender de lange programmer om musik.
For det andet sender de nu NBA-kampe hver søndag. Dét er bare fedt.

Noget andet...
Hvordan kan man have så mange nerver over en håndboldkamp?
Vi sad 8 mennesker og råbte og skreg og jublede i dag. Fedt.


Og så til et godt tip herfra.
Min gode ven Jesper har præsenteret mig for noget fantastisk musik.
I '50erne og '60erne indspillede Tom Glazer, Dotty Evans, Dorothy Collins m.fl. en række (fuldstændig fabelagtige) Singing Science Records med forskellige videnskabelige temaer. Natur, rummet, vejret mv.

En fyr, hvis' forældre købte dem til ham og hans søster, har støvet dem af, overspillet dem til cd og nu lagt mp3-udgaver af dem på sin hjemmeside, så alle kan få glæde af dem.
Sjældent har noget underholdt mig så meget. Det er første gang jeg har oplevet at noget som er 50 år gammelt føles som the next big thing.
Jeg kan kun anbefale alle at tjekke dem ud. Det er genialt.

Singing Science Records.



25 januar 2008

Proust meme

Uffe Stenstrop afsluttede 2007 med at besvare Prousts berømte spørgsmål om livet.
Jeg tænkte at det ku' være lisså godt at starte et år sådan, som at slutte et.

1. Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?
At jeg er rigtig go' til at få go'e venner - og holde på dem.


2. Hvilket karaktertræk sætter du højst hos en mand?
Venlighed

3. Hvilket karaktertræk sætter du højst hos en kvinde?
Imødekommenhed

4. Hvad sætter du mest pris på hos dine venner?
Vores fælles interne humor

5. Hvilket karaktertræk hos dig selv er du mest ked af?
Ubeslutsomhed - når den står i vejen for gode oplevelser

6. Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?
At grine

7. Hvad er dit ideal for perfekt lykke?
At elske og føle sig elsket

8. Hvad betragter du som din største ulykke?
At jeg var for længe om at tage mig sammen til at tabe mig

9. Hvem kunne du godt tænke dig at være, hvis du skulle være en anden?
En stor helt der levede længe

10. I hvilket land vil du gerne leve?
Danmark

11. Hvad er din yndlingsfarve og din yndlingsblomst?
Hmm (i hvert fald ikke vigtigt for mig men:) grøn og venusvogn (for bare at få dig til at google den)

12. Hvad er din yndlingsfugl?
En kæmpe ørn

13. Hvem er dine yndlingsforfattere?
J R R Tolkien, Jean Christophe-Grangé, Richard Dawkins, Richard Preston

14. Hvem er dine yndlingsdigtere?
Benny Andersen, Inger Christensen, Halfdan Rasmussen

15. Hvem er dine yndlingsheltinder fra fiktionens verden?

Beatrix Kiddo og Rogue

16. Hvem er dine yndlingshelte fra fiktionens verden?

Aragorn og Pierre Niémanns

17. Hvem er dine yndlingskomponister?
Bartók, Stravinsky, Donati, Harrison

18. Hvem er dine yndlingsmalere?
Palle Nielsen, Kurt Trampedach

19. Hvilke historiske personer afskyr du mest?
Hitler, Stalin, (og i den fesne ende) Pia Kjærsgaard, Jörg Haider

20. Hvilken militær begivenhed beundrer du mest?
Nedrustning

21. Hvilken nyskabelse beundrer du mest?
Internettet

22. Hvad er dine yndlingsnavne?
Laura, Katrine, Albert, Elvin

23. Hvad er din yndlingsspise og -drik?
Sushi og en go' øl når man trænger mest

24. Hvad hader du allermest?
Nederdrægtighed

25. Hvilket talent kunne du bedst tænke dig at besidde?
At spille virtuost guitar

26. Hvordan vil du gerne dø?
Pludseligt og efter et langt liv, hvis jeg ikke ka' blive helt fri.

27. Hvad er din nuværende bevidsthedstilstand?
Opmærksom og eftertænksom

21 januar 2008

Seeqpod - Playable Search

Tillad mig lige at demonstrere hvor smart seeqpod er.
Her har jeg for eksempel lige embedded (indlejret) en spilleliste som jeg sendte til en ven forleden. Ikke noget med downloads og ventetid.
Bare lyt :)


SeeqPod - Playable Search

X Factor med/uden ansvar?


Lines blog og flere andre steder bliver programmet X Factor gået efter i sømmene.

Selv har jeg set programmerne og grinet af de dårlige, heppet på de gode og måbet af de helt mystiske, som åbenbart gemmer sig rundt om i Danmark.
Personligt har jeg ikke noget i mod Thomas Blachmans hårde stil. Han er hudløst ærlig og er hyret af DR til NETOP den rolle han udfylder.
Til gengæld kunne man med fordel spørge DR hvorfor de (tilsyneladende ukritisk) overtager et kommercielt engelsk sensationskoncept. For DR skal vel ikke kæmpe med om seertal, vel?
DR er jo public service(først og fremmest) og burde være hævet over det platte, ret lave underholdningsniveau. Ikke sandt?
NEJ. Eller jo, det burde de være, men det er LÆNGE siden at DR opgav den kamp. Har man ikke opdaget det er man ikke en (selv-)kritisk lytter og seer. Ikke så snart havde DR opfanget at de to mystiske tvillinger var ugens hotte emne før de blev inviteret til både De Sorte Spejdere og Aftenshowet. Ja, malk den ko, DR!! Det må I jo virkelig have brug for.

Jeg mener at der er overhængende fare for at de to tvillinger render ind i nogle hårde øretæver og barske realiteter, og desuden bliver brugt og misbrugt til ting de ikke kan sige nej til. Hvor er forældrene/en værge i sådan en sag?
Tvillingerne havde nemlig også -uden held- stillet op til Rocazino-musicalen Elsk Mig I Nat, hvorfra auditions også bliver transmiteret til det danske tv-land.
Bare vent, de to tvillinger bliver det danske svar på William Hung, som de fleste nok mere eller mindre har glemt nu.

Efter at have tygget på de indlæg jeg har læst på andre sider mener jeg stadig ikke at ansvaret ligger hos Blachman. Det ligger hos DR, hvis' niveau falder i takt med Voldborgs hårgrænse - og hos de "pårørende" der sender håbefulde, men "døds"dømte amatører til en audition de aldrig havde en chance for at bestå.



18 januar 2008

Et venskab krydser sit spor

Vi skal tilbage til sommeren 2005, hvor jeg sagde farvel til mit job i Slagtøj Centret og goddag til en tilværelse som danskstuderende på KUA.

Jeg var generelt ret overvældet ved antallet af søde, sjove, åbne og imødekommende mennesker, og følte mig straks velkommen. Jeg havde hilst et par gange på en langlemmet fyr der vist nok hed Jon, og det virkede som om vi godt ku' blive venner. Der var et eller andet der klikkede. En dag, til et arrangement i Nordisk Kaffebar, købte han to øl, satte sig ved
siden af mig og begyndte at snakke. Jo, han hed Jon, og vi havde umiddelbart en del til fælles. Efter jeg havde købt den næste og vi havde gentaget den øvelse et par gange sagde Jon noget der totalt ændrede samtalens modus:

"Jeppe, når jeg møder nye mennesker, som jeg umiddelbart fornemmer, jeg kan blive venner med, så fortæller jeg dem altid om en bestemt ting: En film jeg så da jeg var lille, og som ingen andre tilsyneladende har set, og som jeg ikke kan huske hvad hed. Jeg kan dog huske at det er den bedste western jeg nogensinde har set. Helten var en fyr i en lang gullig jakke[...]"
Allerede der afbrød jeg ham og forsøgte mig: "Captain Starlight?"

Jon blev nærmest bleg. Jeg fortsatte: "Sam Neill i hovedrollen; blev sendt i midtfirserne på DR?"
"DET ER FOR SINDSSYGT" nærmest råbte Jon, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Den næste halve time gik på at få verificeret at det vitterligt var den samme western vi snakkede om. Det var det. Godt nok, og det måtte vi google os til, hedder den Robbery Under Arms, men blev vist nok klippet i 4 dele og sendt som miniserie på DR i 80'erne under navnet
Captain Starlight (Neills hoverollefigur).
For lissom at forsegle skæbnen fortsatte Jon med at spørge mig om jeg så også -hvilket var HELT usandsynligt i hans øjne- ku fortælle mig hvad denne musik hedder: "DAAAAAA, DA DAAA DAA" (Ooooooooh For-Tuuuu-Naaaa, synger koret)
-hvortil jeg svarede: "Det er Carmina Burana".
Lige siden har vi været mere end gode venner; været forbavsende enige om en masse ting, grinet over de samme ting (senest Scrubs, som muligvis er DEN bedste sitcom ever!) og naturligvis forsøgt at opstøve et gammelt VHS-bånd med den efterhånden mytiske Robbery Under Arms. Det har hidtil været ganske umuligt. Men...

For nylig kunne Jon triumferende melde at den nu endelig var udgivet på DVD og at han havde bestilt den allerede. Og i aften skal vi se den. For første gang i over 15 år.
Jeg glæder mig. Jeg mener, det kan måske ikke blive andet end en skuffelse, men bare det at få lov at se den igen er fantastisk. Ja, jeg glæder mig virkelig.



17 januar 2008

Gimme gimme gimme



Mums, siger jeg bare.

Hold op hvor gør Apple bare mange ting rigtigt i disse år. Jeg ÆÆÆLSKER stadig min iPod og har den med stort set over alt.
Og nu....nu har Apple lanceret den tyndeste laptop nogensinde.
Wow. Havde jeg 23 kg ved jeg godt hvad de sku bruges på. MAND hvor er den fed (altså tynd, men fed).

12 januar 2008

P3 lort og billedguld

Wow.

I går havde jeg 5 venner på besøg, for at se P3 Guld sammen.
Vi var rystede. Showet var et øjebliksbillede på den neadskruede spiral, DR tilsyneladende uhjælpeligt er fanget i. Humoren var dilettantisk og upassende, afviklingen lignede tidligt DK4-materiale og det åbenlyse, tilladte kollektive alkoholindtag blev udstillet ved Torben Stenos /Johan Olsens festsang, der efterlod os lamslåede.

Ikke blot tillod man at Johan Olsen grinende og snøvlende vrøvlede sig igennem uden at kunne teksten; de rullende undertekster gik samtidig i stykker og kørte i dobbelt tempo, og da så det grangiveligt ud som om at DR er en døende kæmpe. Groft sagt: Intet fungerede.

Kvantespring

Det gør til gengæld fotoudstillingen i Nikolaj. Altså fungerer.
Joakim Eskildsens billeder af romaer fra Indien, over Finland, Rumænien til Grækenland og Frankrig.


Nogle af billederne er simpelthen inderligt rørende.
Jeg havde lokket min gamle ven Kalle med ind og se dem, fordi han er meget interesseret i romaers rettigheder, og har skrevet artikler om emnet.
Vi var enige om at det mestendels var en super udstilling. Nogle af billederne fra Finland virker ikke helt i samme klasse som for eksempel de indiske.

Billede nr. 16 husker jeg i lang tid, er jeg sikker på.

Gå ind og se den. Det koster sølle 20 kr.





06 januar 2008

Alt muligt


Hvad betyder "alt muligt"?

Betyder det "mange ting" eller "alt der er muligt", eller begge dele og mange andre ting?
På Åboulevard ligger der et lille kontor for firmaet "Alt - Muligt Service".
Er det megen forskellig service de tilbyder, eller al service mulig?
Der bliver ikke gået i detaljer. Måske er det bare knive, skeer og gafler en masse.
I øvrigt er service altså, når det er en ydelse, fælleskøn og burde derfor berammes: Al mulig service. Hvad bindestregen skal betyde forstår jeg heller ikke. Sælger de alt? Med evt. knive, gafler og skeer som mulige tillæg?

Henne om hjørnet på H.C. Ørstedsvej ligger der en tæppebutik, der har haft ophørsudsalg i mindst 8 år. Det ved jeg fordi jeg boede tæt ved i mange år. Hvor længe kan man have ophørsudsalg? Det må vel hedde noget andet, hvis det viser sig at butikken ikke ophører. Måske bare "udsalg"?

Til trods for den kedelige sandhed der nok gemme sig bag, ku' jeg ikke la' vær' med at trække på smilebåndet over den besked der hænger, håndskrevet, 2 forskellige steder på deres vinduer: "Lukket pga. sydom". Jeg mener...de laver tæpper... SY-dom!!
Som sagt, det er jo ikke for at grine af sygdommen - jeg ku bare ikke undgå at løfte den ene mundvig da jeg så det her til aften.

I øvrigt spruttede jeg af grin over følgende ordudveksling mellem 2 af kernefigurerne i min yndlingsserie, Scrubs, her i weekenden:

(sæson 4...et sted i midten...)
Elliot: "What, You actually categorize each female employee and rank them by number?"
J.D. (til Elliot): "Oh, let it go, 12!"


03 januar 2008

Dagens Coxism

Nu ikke glemme en go' tradition:

Dagens Coxism:
“Well, gosh, Marjorie, aren’t you sassy today! Did Santa finally bring you the Y chromosome you always wanted?”



Hæhæ.

02 januar 2008

Godt nytår



Både til jer andre og for mig.

Normalt er jeg efterhånden lidt lunken ved tanken om (og her generaliserer jeg kun i rimeligt omfang) at feste med overforventningsfulde piger der på forhånd har programdikteret hvert eneste minut i løbet af nytårsaften.
Men sidste år (altså for 2 dage siden) var jeg til en af de hyggeligste nytårsaftener i mands minde. Dejlige mennesker, 13 voksne til bords uden evnesvage beklagelser eller forskrækkelser over "det uheldige tal", fabelagtig mad og ovenikøbet en stor sød hund der ikke var bange for fyrværkeri.
Ikke fordi vi selv havde købt noget. Det er længe siden jeg stoppede med det. (Jeg har det med fyrværkeri som jeg har det med julepynt: Når "alle andre" overgør det, så må jeg godt undlade det helt.)

Maden var fremragende.
Friske asparges og laks med hjemmerørt (og perfekt) hollandaise til forret.

Ovnbagt mos af div. rodfrugter og andebryster perfekt stegt med en fabelagtig indkogt balsamico og champignoner til. Hertil en jordskokkemouse.

Til dessert en crème brulée med ananas, chokoladekage, japansk kirsebær, banan og druer til. Overhældt med varm karamel. MUMS.

Desuden fik jeg selv rørt en hæderlig kransekagedej sammen og presset den ud i det som desværre uden tvivl mest lignede små gyldenbrune lorte. Men godt smagte de til champagnen.
Go' vin, øl, kaffe, musik på anlægget, og vi dansede til det blev sen nat eller tidlig morgen.

Jeg lærte i øvrigt af Patrick at det ikke hedder en Amarone... der hedder en Ama'r One!

---
Nytårstalerne var dårlige. Som sædvanligt.
Nej, Margrethe, det er 2007 vi siger farvel til, ikke 2006. (Dét var ikke hendes største problem.)
(Og til Anders Foghs i går: HJÆLP!!! Floskelfabrikken melder nu om alt udsolgt!)
---
Kl. halv fem gik turen hjemad på cykel fra Amager men på vej hjem, faktisk få hundrede meter fra min hoveddør, måtte jeg liiiige ringe til Thomas og ønske godt nytår - hvilket resulterede i 2 timers Guitar Hero inden jeg påny trillede hjemad, denne gang dog med kun 3 minutter hjem.
Dejlig aften. Go' start på det nye år.

Godt nytår.



25 december 2007

U-ordbog

uren; se elg, evt. elgsdyr

uro; se padle

uafladelig; se pistol

uanset; se taber

ubeskåret; se gammel skov

ubåd; se bil

udadlelig; se figentræ

udøse; se springen omkring

udøve; se hørende

urede; se doven fugl



23 december 2007

Ungdomscrazy...tsk tsk

Hvor træt er man (jeg!) når man (jeg!) læser om en tag-milliardær som er dræbt efter et styrt fra en garage, og tænker: "WOW, hvem fanden har nået at blive MILLIARDÆR på at tagge?"

Langt ude.


PS: I øvrigt også lidt langt ude at blive milliardær på noget så kedeligt som tage! Og selvfølgelig bitter ironi at styrte i døden fra et!

22 december 2007

Glædelig...

Ja, nu er det snart jul. Snart. Ikke endnu.
Julen varer 3 dage. Juleaften, juledag og 2. juledag.

Derfor fik jeg også et surt opstød da jeg, 1. december, spankulerede ind i Irma og mistroisk stirrede på de store skilte der med fint svungne bogstaver proklamerede: ENDELIG JUL!
Nej. 1. december er det ikke jul.

På ESPN Classic er de næsten lige så galt på den...
De bruger den åbenbart kollektivt godkendte formulering "ALL CHRISTMAS WEEK" som for mig også er noget overdrevet vrøvl.

Hvorfor kan folk ikke glæde sig til de 3 dejlige dage i stedet for at skamride julen fra ca. 1 november og hele november og december i særdeleshed?
Det hele bli'r så udvandet, gennetævet og overgjort.

Men nu er det snart jul. Så nu glæder jeg mig lidt efterhånden.

Glædelig jul og godt nytår.



14 december 2007

Reklame



I snart et år har jeg brugt 23hq's plus-løsning, som for 149 kr. gi'r mig ubegrænset upload af billeder. Det er nemt, billigt og hurtigt og man kan endda rende ind i spændende online-bekendtskaber. En varm anbefalelse fra en der snart fornyer sit plus-abonnement.

Mere reklame...

Mike Rowe er underholdende. Hans "Dirty Jobs", som kører lige nu på Discovery, er godt fjernsyn, synes jeg.

13 december 2007

Tømrere med filmtanker

Et par unge tømrere rumsterer på mit toilet; de skal reetablere det forsænkede loft, som blev fjernet da overboen fandt ud af at nogle tidligere ejere havde lavet noget ulovligt hjemmegjort vvs-arbejde mellem hendes gulv og mit loft.
Ikke blot var de smilende og venlige da de bankede mig op kl. lort. De går nu og har gang i en yderst filosofisk samtale om (filmkunst og) kunst i det hele taget. Jeg sidder i min sofa og lader som om jeg har gang i noget fornufigt. I virkeligheden lytter jeg intenst til hvad de siger.
Måske er det fordi de var enige om, at "The Ice Storm" er en enestående rørende film, at jeg begyndte at lytte efter hvad de snakkede om. Det er jeg nemlig enig i.
De havde også begge -lissom jeg- været alene inde og se "The Usual Suspects" på foranledning af en velmenende ven. Jeg tror jeg vil genoptage den disciplin, at gå alene i biffen. Jeg kan så gysende tydeligt huske Billy Bob Thorntons uhyggelige hillbilly-mekaniker, Darrel, fra U-Turn, en film jeg så alene, faktisk med kun to andre mennesker i salen. To piger som jeg, efter filmen, drak kaffe med i Dagmar.

Nu er samtalen nået til det mere jordnære... at kommentatorerne på Eurosport ofte lyder som om det er første gang de overværer en kamp/et løb/konkurrence i den sportsgren de kommenterer.
"Det er fuldstændig hul i hovedet at se fodbold dér" (hvilket jeg er enig i!)
T1: "Til gengæld, ham danskeren der kommenterer skiskydning"...T2: "What? Ser du SKISKYDNING?"
Hehe.

11 december 2007

God service

Åh hvor jeg dog elsker det!
God service...

Følgende sms er netop tikket ind:
--
Hej Jeppe
Nu er det 1 år siden du fik dine briller.
Kig ind og få dem ultralydrenset gratis.
Hilsen Wolthers Briller
--

Det er så sjældent at opleve den slags service nu til dags, synes jeg.
Wolthers Briller er sagen for mig. Jeg har købt mine to seneste par briller der, og ingen andre steder (har vel besøgt ca. 30 brilleforretninger i kbh) har servicen været så go, og betjeningen så venlig og professionel i den perfekte blanding.
Man sku tro jeg var sponsoreret af dem. Det er jeg ikke. Men mangler du nye briller, så kig for hulen ind forbi dem på Vesterbrogade 50.

05 december 2007

Dagens Coxism

“Okay. Think of what little patience I have as…oh, I don’t know…your virginity: You always thought it would be there, until that night junior year when you were feeling a little down about yourself and your pal Kevin — who _just_ wanted to be friends — well, he dropped by, and he brought a copy of ‘About Last Night’ and a four-pack of Bartles and James and — ba-dow! hoo-hoo-hoo! — it was gone forever! …Just like my patience is now.”

-altid fedt med gode sammenligninger!

I morgen skal jeg til premieren på Anders' nye film. Det glæder jeg mig til.

29 november 2007

...hvorfor?

Jeg er i Rørvig. Her er masser af mad, kaffe og vin - og tilmed en papirudgave af avisen. Dét gi'r tid til tænkning.
Hvorfor fylder Politikens juletillæg (her, 29. november) mere end 1. og 2. sektion tilsammen?
Dét er sat'me en fallitærklæring der er til at tage og føle på.

Min mor spurgte mig om jeg havde lagt mærke til hvor meget dansk musik der var blevet spillet i radioen for nyligt. (Radioen betyder i den sammenhæng DRs P2, P3 eller P4)
Det havde jeg ikke - jeg hører ikke meget radio. Når jeg gør er det ofte snævre internetkanaler med det ene eller andet speciale.
Men det fik mig til at tænke på spil-dansk-konceptet, som jeg, indtil da, ukritisk havde syntes var en udmærket idé -om ikke andet så som modstand til den amerikanske pop-pude, der kvæler den danske befolkning i blød, tung ligegyldighed.
Og så var det en djævel fór i mig....jeg er træt af at spil dansk betyder Nephew, TV2, Peter Sommer, Rasmus Nøhr og til nød Ane Trolle (fordi hun er på hver 3. danske udgivelse pt). Hvorfor fanden betyder det ikke "spil dansk [musik] som ikke ELLERS bliver spillet af de danske radiostationer"?!
Hvor er F.U.K.T? Hvor er Tilde? Hvor er Aerosol? Hvor er Lilyphone? Hvor er den ulmende danske pop(m/ undergenrer!)-undergrund, som kan byde ind med interessante alternativer til de etablerede?

Eller...hvorfor hedder det ikke "spil godt"?
Det ku være en slags en-dages smagsdommeri, en gang om måneden/i kvartalet, med alt det bedste mærkelige, nye, uspillede, udfordrende, alternative etc etc som ikke på forhånd HAR fundet vej til de stadig sløvere radiobølger, DR og de kommercielle kanaler (TV2Radio, POPFM, 100FM, Voice etc) skubber ud til de stadigt mere sløve og bedøvede danske øregange...

Jeg savner fan'me noget kvalitet på de bredere folkelige radiokanaler. Bare en gang i mellem. Tænk nyt. Kom op i gear. Gi' lods, sømænd!

27 november 2007

Tirsdag


Dagens første gøremål bestod i en 5 minutters cykeltur til Frederiksberg Hospital til den kvartalslige blodtapning. I anledning af mit gode blodtal er jeg senere på dagen blevet helt kåd og har startet gruppen "Stolte Bloddonorer" på både facebook og 23hq.
På vej derover holdt jeg ved et lyskryds samtidig med at 3 stks hærdebrede og ligblege hip-hop'ere diskuterede t-shirt-designs...

"Jeg ka' skaf' dig den der Luk røven, so billigt, men vil du ikke hellere have en vis mig dine patter, luder?"

Jeg vidste ikke helt om jeg sku (læs: turde) grine eller græde men valgte at holde kæft indtil jeg var på cyklen igen, hvorefter jeg skrupgrinede over den absurde retorik.

Senere til undervisning, omhandlende online/offline-fællesskaber.
Enhver analyse der kan trække referencielle paralleller til filmen "Convoy" har min udelte opmærksomhed. Truckernes (Rubber Duck og Co.) koordination og organisation over radioerne svarer til en tidlig udgave af smart mobbing.
Rigtig interessant!

Og nu på vej til Ditte som har lidt bøvl med iPoden. Vi får se om jeg kan hjælpe hende...

UPDATE: Det ku' jeg ikke. hendes comp er vist syg. Selv med windowsopdatering og nyinstalleret iTunes ku' den ikke finde hendes iPod. Min medbragte maskine havde som sædvanligt intet problem med den slags....mystisk mystisk.


26 november 2007

Dagens Coxism

“After twenty-five minutes, the only way I could know what you mean more is if you wrote “My boyfriend doesn’t open up to me” on a big wooden mallet and repeatedly smashed me over the head with it. “

Åh der er nu intet som en go' tilsvining mandag morgen.

23 november 2007

øh, HVAD?


I dag kom jeg fra køkkenet ind i stuen med min frokosttallerken og så at der i mellemtiden var tikket en telefonsvarerbesked ind. Fra hemmeligt nummer...

"Det er Vejle Politi. Du skulle have ringet angående en anmeldelse. Du kan ringe på anmeldernummeret indtil kl. 18 og ellers på det almindelige nummer
"

Ikke et ord om anledningen, eller en uddybelse af om det er mig der skulle (burde) have ringet eller mig der (tilsyneladende) skulle have ringet til dem angående en anmeldelse.
Ej heller noget navn eller telefonnummer at ringe tilbage til/på.

Mystisk mystisk.

Og det bliver jo ikke bedre af at både e-mail-adressen til Vejle Politi og til Sønderjyllands Politi tilsyneladende ikke vil modtage mails.
En opringning til Vejle Politi udløste 5 klokkeminutters ventetid, hvorefter jeg lagde på og tænkte...."vigtigere er det sgu nok ikke"...

Dagens Coxism


Ok, det er lidt nemt, det her med at poste noget som en VIRKELIG sjov person allerede har sagt - men jeg ka' ikke la' vær'!

“you marry somebody just like your mother, and then you remember you hate your mother. “

-Spundet af sandhedens garn, som min ven Esben ku finde på at kommentere det.


Jeg er træt af gråvejret. I går mødte jeg min færøske ven 2 gange på vej rundt om søerne, fordi vi begge hastede ud da der var bare en antydning af sol på himlen. Vi blev begge fælt skuffet da det viste sig at holde i præcis 3 minutter, før gråvejret hurtigt omfavnede hovedstaden igen.

...og selvfølgelig har jeg ikke hørt fra Expert endnu...


22 november 2007

Dagens Coxism

“And watching his face as I kick his worthless butt up and down this golf course every week is basically…, well, it’s the most fun I can have without being forced to cuddle afterwards.”

Dr. Cox hader Dr. Kelso og elsker derfor at tæve ham i golf, uge efter uge. Fin forklaring i øvrigt - på hvor sjovt det er...

21 november 2007

Dagens Coxism

“I don’t know if they taught you this in the land of fairies and puppy-dog tails, where you obviously, if not grew up then at least spent most of your summers, but you’re in the real world now. Nnnnn-kay?”

Et godt eksempel på hans fabelagtige "2-trins sviner" (if not grew up then AT LEAST...)

I går spiste jeg kåldolmere for første gang i mange år og det var et kærkomment gensyn.
Mums.

20 november 2007

Dagens Coxism


“I don’t wanna give you my two cents’ worth. But if you ever do wanna know my opinion, rest assured it will always be that you’re an incredible pain and that every time I see your kew-pie-doll face, it just makes me wanna pick you up and shake you until all the hours of my life that you’ve wasted…fall out. Now laugh.”

Slet ikke nogen dum idé...at gøre folk opmærksom på at man er sjov.
Grin...nu!

19 november 2007

Expert...not so much

Man ved, man er i en lortepladebutik når den har færre cd'er end man selv har...



I dag var jeg i Expert på Nørrebrogade for at indløse et gavekort for min far.
Der er ingen Expert der hvor mine forældre bor, så jeg tog selvfølgelig gavekortet med ind til byen for at ordne paragrafferne.
På nettet havde jeg læst mig til at Expert på Nørrebrogade har "
et kæmpe udvalg i musik, DVD og Videofilm" så jeg cyklede selvfølgelig derud. 5 minutter fra mig. BUM!

I butikken kunne jeg så finde 1 x 1 hyldemeter, sporadisk fyldt med Celine Dion-cd'er, MGP-cd'er, Stig Rossen-cd'er, Il Divo og deslige...så jeg spurgte selvfølgelig den første og bedste medarbejder hvor de mon gemte alle de cd'er de reklamerede med på nettet..?
"Nå, står der stadig det på nettet?" øh, ja.
"Dét er en fejl" hm, ja hvis det ikke passer er det da...

"Hvad leder du efter?"
Jeg leder efter enten "New Favorite" eller "Lonely Runs Both Ways" med Alison Krauss & Union Station- for dem vil min far gerne have fingrene i.
"Jamen, sådan en HAR vi da også - den er lige HÉR" -siger manden og viser mig den nyeste med Diana Krall...

Suk...
5 minutter med at stave hele navnet og vise ham titlerne på min iPod...

"Lad mig få dit nr. og ringe til dig hvis jeg kan skaffe den"...
Øhm, ja... altså de har dem begge, og de andre cd'er hun/de har lavet PÅ LAGER i GUF og TP, 400 meter her fra... kan det ikke tænkes at I så også ret nemt kan skaffe dem?

"Jo, det kan vi muligvis, men det kan jeg ikke tjekke her og nu"
- nej for dét er åbenbart en luksus man kun kan finde
i...nåja ALLE andre pladebutikker jeg nogensinde har besøgt, her på jorden. HVORFOR kan en butik der kalder sig Expert ikke leve op til selv den mindste professionelle branchestolthed?


...så nu venter jeg på en opringning fra butikken...selvom jeg ved at både TP, GUF, Sound Station, Axel og ALLE andre små og store pladebutikker i området enten HAR pladerne hjemme eller kan skaffe dem
på et par dage.

Expert, my ass.


Dagens Coxism


Ny feature på bloggen!

Jeg vil (det er i hvert fald planen) poste en daglig Coxism, til glæde og moro for de som kan lide ironi og sarkasme, og i særdeleshed for dem der elsker Dr. Cox
fra den umanerligt vellykkede tv-serie "Scrubs".
Personligt synes jeg han er en "sarkasmens altoverskyggende betvinger", en "ironiens kvælstof-lammende frostbid". Man skal måske nok have set serien før disse Coxisms til fulde kan værdsættes, men er man tilhænger af bidende sarkasme og ironi på tv, ja så fanger man nok essensen af de fleste af disse monologiale onslaughts. Kernen i Dr. Cox's sarkastiske fremfærd er -måske til nogens overraskelse- hans iboende menneskesyn og kærlighed til sine nærmeste ofre, men det bitre bid i hvert angreb er stadig legendarisk.

Dagens Coxism:

“I’ve. Had. Enough. The next whiny intern that comes in here looking to me for a cookie and a hug, I swear to Aisha, I’m going to hurt them. And you, you neurotic, one-woman freak-show, take your “Blah-blah” to the blah-blah-ologist. Because if you are so stupid as to confront the Chief of Medicine over some quasi-offensive endearment, then you’ve just got to go ahead and replace the captain of your brainship, because he’s drunk at the wheel.”

Forbrydelsen


Nu synger DRs seneste krimiserie på sidste vers og spekulationer om hvem der myrdede Nanna Birk Larsen er mange og forskellige. Jeg synes serien har været noget af det bedste danske krimistof i lang tid.
Vagn og Leon ser ud til at stå i en form for ledtog - men er de ikke samtidig bare lakajer for Bremer og måske Rie Skovgaards (endnu usete) far (som jo sidder på tinge)? Det ku lige passe at de havde sådan en "Eyes Wide Shut-agtig" loge hvor de myrder unge piger efter de har udnyttet dem.
Og har den gamle politichef Buchard (som blev fyret) også været medlem? Eller ved han bare noget han ikke tør sige?
For slet ikke at tale om Morten Suurballes kølige Brix, der helt sikkert også ved mere end han har ladet vide.
Det er fedt at der stadig er så mange i spil som morder. Folk der efterfølgende siger "Ja ja det havde jeg sgu da regnet ud" er fulde af ....

Personligt har jeg i nogen tid skudt på Skovgaards usete far som morderen - men der er stadig kun et forsigtigt bud.

Jeg glæder mig sgu til sidste afsnit.


---
og grunden til at jeg bruger "sgu" så meget er at "sgu" går tilbage som bandeord. Det er sgu ellers en god lille ordsammentrækning.

14 november 2007

Ahvaffornoget?

Jeg er i Rørvig for at få læst lidt og slappet af hos mine forældre.

Min far har modtaget et lettere kryptisk brev -et i en lang række- fra en nu opsagt tv-udbyder.
Han har for snart mange måneder siden opsagt mine forældres abonnement efter gældende regler, udstukket af samme firma - og i samme forbindelse frabedt sig al yderligere henvendelse fra deres side.

Jeg citerer hermed fra dette kryptiske brev:

"Du har tegnet et abonnement hos [os], som du har opsagt. Vi svarede ved den lejlighed, at din opsigelse er gældende fra 1. november 2007.

Sø- og Handelsretten har ved dom 15. juni 2005 afgjort at
1) Vi er berettiget til at håndhæve den første abonnementsperiode på 12 betalende måneder. (mine forældre havde haft abonnementet siden 2004 -min kommentar) og
2) Vi kan anvende et opsigelsesvarsel på mere end 30 dage. (hvilket de jo også havde gjort, nemlig 3 måneder -min kommentar)

I overensstemmelse med dommen har vi ændret(min fremhævelse) opsigelsevilkårene.
Din opsigelse er derfor stadig(min fremhævelse) gældende fra den 1. november 2007."


Summa summarum:

Den oprindelige opsigelsesdato var 1. november 2007.
Fordi firmaet har handlet i overensstemmelse med Sø- og Handelsrettens domsafsigelse ændrer de nu opsigelsdatoen til 1. november 2007.

Ahvaffornoget?!

Valg


Mand, en skuffelse!

-At Venstre får mange stemmer kan jeg faktisk acceptere.
-At Konservative gør det samme synes jeg ligefrem er forståeligt. De har i Connie Hedegaard og Per Stig Møller to meget dygtige politikere.
-At Ny Alliance, med lige dele SF- og Radikal politik, ikke får den indflydelse de blev spået, er på samme måde fuldt forståeligt.
De har i mine ører og øjne smidt rundt med tomme tønder og har retorisk skummet fløden før koen var malket.
-At SF får et fantastisk valg glæder mig.
-At Enhedslisten akkurat får foden indefor må skyldes Johanne Schmidt-Nielsens præcise angreb på Pia K. og Co i den sidste valgdebat på tv:

"[...]og så tror Pia Kjærsgaard gudhjælpemig at man kan komme danskheden på formel! - invandrere bliver spurgt, hvornår de danske håndboldkvinder vandt OL, og hvem der instruerede Olsen-banden-filmene!"[...]
(Personligt ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde her)

- og samtidig må det næsten være sket til trods for Line Barfod, hendes slidte sen-60'er retorik og ulidelige skærebrænderstemme.

-At Socialdemokratiet får et historisk dårligt valg skyldes nok det endnu ikke fuldførte generationsskifte, der må være en af de primære øvelser frem til næste valg.
-At Det Radikale Venstre samtidig svækkes er nok først og fremmest et åbent sår efter Ny Alliances udbrud og stemmetyveri.

-At Dansk Folkeparti stadig formår at vokse er for mig det uhyggeligste ved dette valg.
I går sad vi 2 ældre voksne (55-60 år) og 5 unge voksne (mellem 26 og 30 år) og græmmede os over den frygt der åbenbart skal findes i hjerterne på 478.655 danskere. Hvor stammer den fra?
Det er jo ikke os, der lever i byerne, hvor indvandringen har været mest massiv, der stemmer med bange hjerter. I København er DF's stemmeantal faldet.

Hvad siger det om virkelighed og skræmmekampagner?
Og hvilken indflydelse havde i øvrigt Se og Lorts smædeartikler mod Khader?
Eller Jens Rhodes (dyre men) veltimede indlæg om Sass-Larsen i valgkampen, blot få dage før valgdag?
Det kunne jeg meget godt tænke mig at få nogle medieforskere og psykologer til at udarbejde en grundig rapport om.

I øvrigt forstår jeg ikke Venstres motto: "Vi kan gøre det endnu bedre".

Hvorfor helvede har de ikke gjort det så godt de kunne med det samme?


1459 dage tilbage...

09 november 2007

Silence! I Kill You!

...Og efter en kop kaffe hos Thomas og Henrik ku jeg simpelthen ikke glemme Jeff Dunham og Achmed, The Dead Terrorist. Rigtig sjov bugtaler +dukke.

Silence! I Kil You!


08 november 2007

Rich Hall

Efter at læse Politikens anmeldelse af Rich Hall kunne jeg ikke dy mig for at google ham.
Spol evt. frem og se fra ca. 3:00 hvor han taler om plots i Tom Cruise-film. Det er rigtig sjovt synes jeg.



29 oktober 2007

Scrubs



Wow.
Jon ku ikke forstå at jeg ikke havde set Scrubs. I den forstand at han mente jeg måtte have genereret noget af min måde at være på fra at have set den serie. Jeg så hele første sæson på 2 dage. Jeg forstår ham så udmærket nu.
Fuldstændig genial komik i min bog. Faktisk noget af det bedste jeg længe har set. Dr. Cox, i John C. McGinleys skikkelse, gør rent bord! Han er fuldt på højde med Chandler da Matthew Perry var aller aller skarpest i Friends. Han er bare så skarp hele tiden! Ikke udover The Office (og NATURLIGVIS i den engelske udgave) har der i min bog været noget RIGTIG sjovt rent seriemæssigt de seneste år. Scrubs slog benene væk under mig. Yeah.

Advarsel 1:
Spis ALDRIG 3 hele hvidløg (ikke fed, hele!) på 20 minutter.
Godt nok havde jeg bagt dem - og har før uden problemer gjort kål på et helt bagt hvidløg men 3 viste sig lige præcis at være komplet uladesiggørligt for min mave, der hele aftenen i går var decideret i udu. De fungerede i går aftes som varmt tilbehør til den kolde tunsalat med æblebåde og de smagte også skide godt. Desværre bogstaveligt talt...
Holy Crap, det gør jeg aldrig igen.

Hvad jeg til gengæld gør igen er at se Scrubs. Jeg skal have set alle 7 sæsoner så snart det lader sig gøre. Verdensklasse. Yeah.

Advarsel 2:
The Voice TV som kører med uformindsket og ecstacy/coke-fremprovokeret styrke er ikke blot helt uudholdeligt at se på i mere end 5 sekunder - det er også så propfyldt med fejl at det hele -obektivt set- KAN være ligemeget. I dag (og ja, de snakkede om Elvis, så jeg blev lige hængende i de føromtalte 5 sekunder) påstod en "ekspert" (hvad var han, 20-25 år gammel?!):
1) at Elvis døde på Scenen (han døde i sit hjem)
2) at han døde i 1974 (han døde i 1977)
3) at ingen (før hans død) turde gå i pailletter fordi Elvis dikterede moden (og der er altså masser af billeder af Elvis i bredbukset hvidt pailletfyldt discooutfit)

Tag jer dog sammen.

27 oktober 2007

Quizvinder

I går vandt vi med holdet "Der er Fredagsbar på Nordisk bagefter, fadøl 12 kroner" quizzen i mødestedet på KUA. Peter, Nico, Nis, Jon og undertegnede udgjorde den quikke quizzende quintet der i sidste øjeblik gjorde det af med den sidste rest af modstand. På mandag henter jeg den nye Roisin Murphy-cd der var i præmie.

Vi svarede blandt andet rigtigt på følgende spørgsmål:

Hvad hedder bassisten i Cream?
Hvilken stil er Peterskirken bygget i?
Hvad hedder trommelsageren i U2?
Hvornår døde Miles Davis?
Hvornår blev Island selvstændigt?
Hvilket hovdyr findes i 3 sydamerikanske og 1 asiatisk udgave og kan veje op til 400 kg?
Hvem kunne ikke samle Humpty Dumpty igen?
I hvilket årti huserede massemorderen Jack The Ripper?



Mens du tænker kan du lade dig underholde af 2 youtube-videoer med samme tematiske indhold: "Når musikere har en off-day!" I begge tilfælde er der dog imidlertid tale om et backing-tape der afspilles i forkert hastighed men dét gør det jo ikke mindre underholdende...
For øvrigt hører jeg i disse dage endnu en gang Dolly Partons "Little Sparrow" på repeat, nærmest uafbrudt. Det er bare en SÅ go' plade.






25 oktober 2007

Partitjek

Nu hvor valget endelig blev udskrevet kan det være morsomt og tankevækkende at tage Politikens partitjek. Det gi'r et billede af hvor man i virkeligheden står - i forhold til de partipolitiske strømninger.
Uden at ville gå i detaljer kan jeg sige at jeg ikke kunne have forudsagt mit eget resultat. Jeg ved godt at det er på et halvtyndt grundlag at konkludere noget som helst - men det gir alligevel et fingerpeg der er værd at tænke over. Af og til er man groet fast i sine egne definitioner af partierne, eller måske har man selv flyttet sig siden sidste valg. Det er ikke sikkert - men prøv testen.

23 oktober 2007

Humaniora og IT 4

I dag skulle sproget.dk være åbnet. Der har i et stykke tid stået skrevet på siden at den åbnede 23. oktober.
Dådan noget skal man bare ikke skrive med mindre man er 110% sikker på at siden så rent faktisk er færdig til den tid. Tyndt...men det bliver nu dejligt at få ODS, RO og DSN samlet på én side - når den så engang kommer op. (edit: den ér nu oppe!)

ENDELIG har vi dog fået trådløst internet på KUA! Nu kan man søreme sidde i Nordisk Kaffebar og drikke en kop kaffe over dagens seneste nyheder, gå på sproget.dk(!) osv. Sejt. At det først sker nu er selvfølgelig latterligt...men bedre sent end aldrig, som man siger.

I dag hold jeg et oplæg om remediering og mediekonvergens i musikvideoer. Mine 3 eksempler på en gradvis bevægelse mod en absolut mediekonvergens mellem det visuelle og auditive var Aphex Twins "Rubber Johnny", Autechres "Gantz_Graf" og Animusics "Pipe Dream". Pipe Dream er komponeret med en ny type filer der hedder MIDImotion-filer som indeholder både lyd og billede i en og samme fil-enhed. Således altså den absolutte konvergens. Bum!
Jeg elsker simpelthen mit tilvalgsfag, Digital Kommunikation og Æstetik.








11 oktober 2007

The Aristocrats

Det er efterhånden et par år siden jeg først så "The Aristocrats" og mere eller mindre døde af grin i 5 fuldfede kvarter. Det har jeg gjort en håndfuld gange siden og for en halv dags tid siden gik det op for mig at mange klip fra filmen (naturligvis!) lå på youtube. Det er stadig en kilde til fuldkommen forundring at Bob Saget leverer på det niveau han gør - han er den uoficielle verdensmester i Aristocrats! Hvem hulen skulle nogensinde have troet dét?!!

Hold on Kyle!
OG...og det er nu den lille dreng bliver helt overstadig af entusiasme...
Nu har jeg saftsuseme lige fundet den uforglemmelige (og af-mig-ikke-set-før-på
-youtube) udgave af "The Aristocrats"-joken med Eric Cartman som fortæller. Det er intet mindre end genialt. Men man skal jo se hele filmen!
Det er sjovt sjovt sjovt. Fat det eller daf!

PS: Hvis man ikke allerede var fuldkommen forelsket i Sarah Silverman (og dét var jeg) kan man jo passende se hendes (også fantastiske) "take på" joken i en af de mange videoer der popper op efter Southpark-udgaven.


04 oktober 2007

Kunst og så'noget


I dag var jeg en tur i det nye "The House" som ligger i en baggård i Nyhavn 11 og er en fabelagtig kollektion af klassisk dansk design (PH, Jacobsen, Panton, Hein osv.) krydret med nulevende up and coming designere. Her kommer min dejlige veninde guldsmeden Ditte Stepnicka ind i billedet for hun har fået en prominent udstillingsplads helt oppe ved skranken. Den oplysning har hun desværre holdt for sig selv da hun er frygtelig dårlig til at hytte sit eget skind eller i det mindste reklamere for sit eget talent og sin egen flotte fremgang.
Gå ind og se hendes smykker og alt det andet fede. (Lædertaskerne ovre til højre for skranken er mums! GIMME!) Det eneste man kan ærgre sig lidt over er at udstillingslokalerne ikke helt lever op til de fabelagtige designs som de huser.

I næste åndedrag skal det selvfølgelig nævnes at min absurd dygtige fætter Lars
endnu en gang udstiller på Café Kejzer - fra om et par dage. Denne gang med blyantstegninger fra sommerens skitsebøger. Tjek det ud. Han er, ligesom Ditte, ikke så god til at reklamere for sig selv men det være hermed gjort i nogen grad. Billedet herunder er fra en bog om kærligheden til tegning som han udgav for et par år siden.

Go, go go!

02 oktober 2007

Musik

Så er der igen anmeldelser fra min hånd på Diskant.
Denne gang er det Good Luck Casper og Beirut der har roteret lystigt på anlægget.
Og her til aften tikkede nyheden om Tommy Emmanuels tilbagekomst ind!
Dét glæder jeg mig allerede meget til. Han var helt ustyrligt god de sidste 2 gange jeg har hørt ham. Tjek eventuelt min seneste anmeldelse for inspiration. Køb billetten nu. Så er du (kan man vist roligt sige) i god tid.

01 oktober 2007

Tutorarbejde, sidste vers

Hjemme igen...

Efter en udmarvende men fabelagtig rustur vendte vi i går tilbage til KUA med trætte, latterprægede ansigter og ømme fødder af at danse os igennem torsdag-søndag.

Selv har jeg en stor del af tiden spillet rollen som den fallerede paso doble-danser Miklos "El Torpedo" Markos som forgæves forsøgte at promovere sine egne luderdøtre til posten som sigøjnerprinsesse. Som sagt uden held - men det vidste jeg jo (som tutor) på forhånd.
Desuden fik jeg grinet og grinet og grinet over diverse ordlege, der blandt andet afslørede at sidekick rimer på Swiftnick og Baldrick og dét er -hvis man kan sine tv-serier- sjovt.

Det har været dejligt at høste nogle af frugterne fra de indledende introuger ved at observere hvordan rus'erne samspillede socialt. Det gjorde de nemlig til den helt store guldmedalje.
Man ved også at det ikke er gået helt skidt når ens rus'er har samlet sammen til sushigavekort og sake til deres tutorer. Så bliver man sgu lidt stolt, og meget meget glad. Tak til Hold 2 for at være forbilledlige sociale medspillere og fyrigt farverige festdansere.
I' ornlig syge!

Lars Bukdahl og Jens Blendstrup kom og læste, fortalte og underholdt og var begge en stor succes. Blendstrup med sine morsomme tekster og fabelagtige flair for oplæsning og Bukdahl med sit inspirerede korstog mod dårlig litteratur - et korstog der også høstede mangt et latterbrøl. Han er knivskarp og nådesløs. Det er anden gang jeg ser ham og jeg grinede igen meget højt, flere steder.
Desuden nåede vi en snak om tog så små at de kaldes grise og ikke mindst Den 11. time, som vi kollektivt ikke kunne få armene ned over.

I dag står den på oprydning, udarbejdning af feedback-skema til de studerende og egen lektielæsning. I aften står den på Feist - og dét glæder jeg mig til! Hendes "Let it Die" er en rigtig, rigtig god plade.

Og husk: "Gem en lille grill til dine blåblær"