ITU

I går kunne jeg gøre mig mine første mere konkrete reflektioner over ITU. Der var introdag for alle ny kandidatstuderende, inklusive yours truly.

Jeg må sige at ITU er gået "out of their way", som amerikanerne siger, i deres bestræbelser på at få mig til at føle mig velkommen.

Rektor Mads Tofte holdt en solid, professionel velkomsttale på engelsk (pga. de mange internationale studerende). Den emmede af grundighed og veltalenhed på en måde jeg ikke er vant til fra det aministrative KUA, der ligger bare 100 meter længere henne ad Emil Holms Kanal. Samme professionelle men dog tilsyneladende ægte imødekommenhed gik igen hos undervisere og ældre studerende.

Derudover var programmet (langt men) veltilrettelagt, interessant og underholdende i passende indbyrdes mængder.

Jeg glæder mig til næste uges intense start på semestret.

Farvel Bush og tak for lort.

Lånte lige den her ovre hos YouTube, via Uffe.

Olbermann kan sit kram.

Sådan har jeg det altså også

Da jeg i forleden så 'Låt den rätte komma ind' var det faktisk ved et tilfælde.
Men jeg er glad for at tingene flaskede sig sådan at jeg kom til at se den. Jeg kan ikke huske hvornår en film sidst har fastholdt sit greb i mig på den måde.

Der er ikke noget der ikke fungerer i den film - hvis du spørger mig.
Børnene spiller uhørt godt og billederne er uhyggelige og uhyggeligt smukke.
Først og fremmest er filmen dog et helt originalt take på det at være anderledes.

Den får hermed min varmeste anbefaling, og jeg skriver gerne under på de udsagn der pryder reklamen for filmen.

(og det er ikke for at provokere, AndersVB)

The 25 funniest analogies

Dette er en internetklassiker og jeg gengiver den med største ydmyge respekt for alle dem der før mig gjorde disse sammenligninger berømte. De er ægte og samlet af high school-lærere fra USA og jeg græder af grin over flere af dem, selv her en del år efter jeg første gang så dem.

Enjoy.

1. Her face was a perfect oval, like a circle that had its two sides gently compressed by a ThighMaster.

2. His thoughts tumbled in his head, making and breaking alliances like underpants in a dryer without Cling Free.

3. He spoke with the wisdom that can only come from experience, like a guy who went blind because he looked at a solar eclipse without one of those boxes with a pinhole in it and now goes around the country speaking at high schools about the dangers of looking at a solar eclipse without one of those boxes with a pinhole in it.

4. She grew on him like she was a colony of E. Coli, and he was room-temperature Canadian beef.

5. She had a deep, throaty, genuine laugh, like that sound a dog makes just before it throws up.

6. Her vocabulary was as bad as, like, whatever.

7. He was as tall as a six-foot, three-inch tree.

8. The revelation that his marriage of 30 years had disintegrated because of his wife’s infidelity came as a rude shock, like a surcharge at a formerly surcharge-free ATM machine.

9. The little boat gently drifted across the pond exactly the way a bowling ball wouldn’t.

10. McBride fell 12 stories, hitting the pavement like a Hefty bag filled with vegetable soup.

11. From the attic came an unearthly howl. The whole scene had an eerie, surreal quality, like when you’re on vacation in another city and Jeopardy comes on at 7:00 p.m. instead of 7:30.

12. Her hair glistened in the rain like a nose hair after a sneeze.

13. The hailstones leaped from the pavement, just like maggots when you fry them in hot grease.

14. Long separated by cruel fate, the star-crossed lovers raced across the grassy field toward each other like two freight trains, one having left Cleveland at 6:36 p.m. traveling at 55 mph, the other from Topeka at 4:19 p.m. at a speed of 35 mph.

15. They lived in a typical suburban neighborhood with picket fences that resembled Nancy Kerrigan’s teeth.

16. John and Mary had never met. They were like two hummingbirds who had also never met.

17. He fell for her like his heart was a mob informant, and she was the East River.

18. Even in his last years, Granddad had a mind like a steel trap, only one that had been left out so long it had rusted shut.

19. Shots rang out, as shots are wont to do.

20. The plan was simple, like my brother-in-law Phil. But unlike Phil, this plan just might work.

21. The young fighter had a hungry look, the kind you get from not eating for a while.

22. He was as lame as a duck. Not the metaphorical lame duck, either, but a real duck that was actually lame, maybe from stepping on a land mine or something.

23. The ballerina rose gracefully en Pointe and extended one slender leg behind her, like a dog at a fire hydrant.

24. It was an American tradition, like fathers chasing kids around with power tools.

25. He was deeply in love. When she spoke, he thought he heard bells, as if she were a garbage truck backing up.

Farvel mormor

Min mormor døde her til aften.

Hun var 90 år og 3 måneder gammel og var i denne uge blevet ramt af en blodprop. Hun lå bevidstløs på Holbæk Sygehus og sov stille ind. For at gøre en lang historie kort var det det bedste der kunne ske for hende nu.

Der er mange ting jeg vil huske hende for.
Hendes sprog, der havde så mange pudsige udtryk, som min søster og jeg fører videre i sjov og spas, fordi det er fjollede udtryk som nok ikke gi'r mening for andre at huske, men som vi elsker hende for og griner af. Det har vi altid gjort og det vil vi altid gøre.

Hendes glæde ved at synge.
Det meste af familien har arvet det fra hende, og hendes døtre, min mor og mine to mostre sang for hende i aften på sygehuset da hun var død.
Noget så banalt som at sætte sig sammen om et bord og synge, det var noget hun nød, og noget vi gjorde så sent som til hendes 90-års fødselsdag i oktober.

Først og fremmest vil jeg dog huske noget der er sket længe før jeg kom til verden.
Min mormor og morfar var med i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig og min mormor smuglede våben under dynerne i barnevognen hvor min ældste moster lå og smilede op til de tyske officerer, der klappede hende på kinden og fortalte min mormor hvor sød den lille pige var. De anede naturligvis ikke at de blot var få centimeter fra våben der blev smuglet på tværs af byen med det formål senere at dræbe dem. Min mormor har fortalt at hun var rørt over scenen fra Matador med Maude der kører jøden Hr. Stein i sikkerhed, og hvor tæt på virkeligheden den kom. I hvert fald hendes egen virkelighed.

Det har gjort et uudsletteligt indtryk på mig at hun turde, men hun sagde altid at hun blot gjorde det hun følte måtte gøres. Det beundrer jeg hende meget for, og selv om jeg håber på aldrig at havne i en lignende situation, så håber jeg at jeg ville turde gøre det rigtige, selv hvis det rigtige ville kunne koste mig mit liv.

You And Your Friend

En af mine yndlingsballader er Dire Straits' You And Your Friend (fra "On Every Street"), der blandt andet udmærker sig ved, både på albumudgaven og her i denne fremragende liveudgave, at have Paul Franklin med på en helt speciel -og i mine ører guddommeligt lydende- udgave af en lap/pedalsteelguitar. Jeg har ikke set andre spille sådan en. Hvad mon den hedder? Dens helt karakteristiske lyd er tydeligere på albumversionen i øvrigt.

Mark Knopfler spiller forresten også fuldstændig suverænt, til trods for at han her ligner noget, et eller andet omsorgssvigtet barn fra Ishøj har lavet i sløjd.

Et meget simpelt nummer som passer lige til mine ører, og har gjort det i 18 år. Wow, den plade er ældre end jeg ku' huske. Anywho, her er det fra koncertoptagelserne 'On The Night':

Test fra ScribeFire

Dette er en test for at se om det virkelig er så nemt at blogge via ScribeFire...

Orn'lig syg start på 2009

Hvordan det kan lykkes at time en influenza så den tager over hvor tømmermændene fra nytårsaften slap taget i mig - er en gåde.

Jeg troede i starten at tømmermændene havde taget forlænget ophold i min krop, men kunne snart mærke kvalmen og den tørre hals ændre sig til feber og flammende rød hals.
Jeg ved altid at den er gal når jeg ikke engang gider høre musik.

I går og i dag har jeg ligget i gravkammerstilhed og kigget ud på skaderne der holder til på taget på den anden side af gaden. Det har, blandt mange mærkelige tanker, fået mig til at spekulere på om skader er i familie med vipstjerter. Hvis man i en febervildelse mister overblikket over proportionerne så ligner skader faktisk vipstjerter ret meget.

Det var ellers en fornem nytårsaften. En jeg sent skal glemme. Bedre mad og selskab skal man lede længe efter. Derfor virker 2 dage med cornflakes, havrefras og ristet brød også som noget af et antiklimaks.

Jeg ser nu frem til studiestart på min kandidatuddannelse om 3 uger og glæder mig som et lille barn.

I'll be back.

2008 i billeder

2008 har været et spændende år, hvor jeg fik taget min første rigtige uddannelse og etableret flere nye venskaber end man kan ønske sig i et halvt liv. Her følger lidt højdepunkter...






















Rigtig godt nytår. Vi ses i 2009... lige om lidt.

Ahhhh

Glædelig Jul

December er ræset af sted og snart sidder jeg med benene oppe, foran pejsen i mine forældres hus og drikker go' rødvin. Sådan plejer det at gå i julen.

Jeg plejer til gengæld også at læse op til en eksamen, eller skrive opgave... men i sommer blev jeg BA i Dansk og har derfor ikke den slags bekymringer denne jul. Skønt!!

Til gengæld går jeg og glæder mig over de mange spændende mennesker jeg har mødt i 2008, og til at bruge tid med dem i 2009.

Nytår skal jeg fejre med nogle af kernevennerne fra mit dejlige højskoleophold i 1997. Den lille gruppe venner vi, her efter 11 år, er tilbage har vist sig at vokse stadig tættere, og jeg regner dem blandt de vigtigste af mine venner. Kæft, de er nogen gode venner at ha'. (Og jeg har altså mange rigtig gode venner, så det siger ikke så lidt!)

Jeg glæder mig også rigtig rigtig meget til at læse min kandidat på ITU. (se billeder af ITU her)
Det bliver meget spændende, og forhåbentligt lærer jeg en masse som jeg kan tage med til både mit studiejob og vores eget firma, i begge tilfælde også ting der er kommet i stand i 2008 og som jeg er rigtig, rigtig glad for.

I det hele taget ser 2009 ud til at blive et både uhyre interessant og rasende hårdt år, men jeg er i en position hvor jeg selv i højere grad end tidligere har valgt mine udfordringer, og jeg ser frem til at prøve kræfter med dem.

Selv har jeg også idéer til en masse ting, og især éen idé bli'r ved med at komme tilbage til mig, så den hører I sikkert meget mere om i det nye år. Men ikke nu.

Jeg vil ikke afvise at jeg vender tilbage inden jul, eller i juledagene, men altså...for at være på den sikre side vil jeg nu blot ønske alle der måtte læse dette en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Compu'er says 43

Jeg lærte i sin tid at skrive med 10-fingersystem på en gammel Olivettiskrivemaskine. Jeg har imidlertid fuldkommen glemt hvordan man gør, og er nu så træt af det at jeg gerne vil lære det igen - denne gang på computer.

I min søgen efter gratis online 10-finger-systemsøvelser faldt jeg over denne sjove test, som dog er misvinsende i forhold til reel skrivehastighed, fordi man så godt som aldrig først skal læse det man vil skrive. Ikke desto mindre:


43 words

Update: Fandt netop disse ganske udmærkede øvelser.

Compu'er says nooo

"Nearly six"

"You're five"

Jeg elsker Carol Beer.
Little Britain er det bedste siden The Office, synes jeg.
De fører de stolte engelske komedietraditioner videre og jeg dør af grin.

Plup, så vågnede jeg; det var heldigvis bare en drøm

Cirka således sluttede jeg engang en stil. Da har jeg været omkring 12 år.
Min lærer syntes det var noget mærkeligt noget, da jeg nu havde skrevet en ok historie, at jeg så ikke overhovedet tog mig sammen til at afslutte den ordentligt.

Det havde han ret i.

Dette for at illustrere at jeg ikke selv er perfekt.
Og altså heller ikke skal gøre mig bedre end andre.

Men saftsuseme heller ikke spor værre end for eksempel Edgar Allan Poe, som jo trods alt indtil videre har fået en del mere fi...credit for sine skrivekundskaber.

Jeg havde givet mig i kast med "Hjertet der sladrede og andre historier" og har da også slæbt mig ca. halvvejs igennem den, for blandt andet at støde på den endog meget berømte "Mordene i Rue Morgue" - der var lige så fantastisk kedelig som de andre historier i samlingen.

Hver eneste gang der er noget der bare tangerer at kunne blive spændende, så slår han det ihjel med en "det var en abe der gjorde det" eller "så var det bare mig der var bugtaler"-lorteløsning på noget der egentlig ikke var spændende - men kunne blive det hvis han havde haft fantasi til at runde historierne seriøst af.

Jeg er søreme skuffet.

Er der nogen der kan anbefale noget Poe der rent faktisk er velskrevet?

--
og det her er altså langt værre end da jeg så Fuglene for første gang og var så skuffet at jeg næsten blev ked af det. FULGLENE ER UDSTOPPEDE OG FLYVER BAGLÆNS IND I RUDEN, HÆNGENDE FRA EN SNOR -for cryin' out loud...

Skål

Selv om jeg utvivlsomt selv på et tidspunkt har været en der blev vendt øjne af, når jeg sammen med mine gymnasievenner sad på Klods Hans Bodega i 1. G (og 2. og 3.) i Asnæs og bællede billige øl og råbte op om ting jeg ikke havde forstand på - så synes jeg trods alt stadig der er et stykke vej fra ungdommens naivitet til den oplevelse man fredage/lørdage aftener -og i særdeleshed i december- kan få sig på de første 150 meter af Vesterbrogade.

I går havde jeg været med to gode venner i Grand og se Jan Troells seneste film, Maria Larssons evige øjeblik (trailer) og stadig omsvøbt biografens dæmpede akustik og trygge mørke trådte vi ud på Mikkel Bryggers Gade og midt ind i et østeuropæisk kæresteslagsmål med den mandlige parts tydeligt berusede venners tilråb (Break up!, break up!, break up!) som upassende baggrund.

Vi fortrak til Strøget, kun for at blive mødt af et sønderflænsende brag, der ledte tankerne hen på nyhedshistorier om chrysanthemumbomber...

Christ.

Diskussionen om hvorvidt vi skulle tage et enkelt glas inden vi skiltes blev afgjort af en flok midtjyske firmajulefrokoster der var splejset sammen til en masende, rygende, sprutlugtende kødklump af en trafikprop man enten kunne vælge at blive en del af, eller skride fra. Vi gjorde det sidste.

Da jeg krydser Vester Voldgade, for at cykle mod Vesterbro, ser jeg politifolk i gang med at anholde 3 urimeligt fulde mænd, der stadig forsøger at gøre det til en diskussion på ord, til trods for at ingen af dem kan udtale så meget som deres eget navn. Et ynkeligt syn.

Videre ad Vesterbrogade - en øvelse der resulterede i at jeg vurderede bilbanen som det absolut sikreste sted for cyklister på den 150 meters strækning der udgør det mest provinsielle sted i hele Danmark, nemlig fra Rådhuspladsen til Aksel Torv.

Sjældent har Dansken set så fesen ud...

Voksne mennesker i lallende, savlende, brækkende sig, råbende, grædende, pissende udgaver. Brovtende mænd (iklædt syngende juleslips) der bager på alt fra lygtepæle til ludere, 40-50-årige kvinder (iklædt alt for lidt) der bager på mænd i alle aldre. Tilsæt så illegale taxaer (og almindelige taxaer) der -uden skelen til medtrafikanter- samler kunder op midt i kryds, midt på vejen, inde på fortovet, midt på cykelstien, nåja alle steder. Jeg siger jer, da jeg passerede Vesterbro Torv drog jeg et lettelsens suk.

Hjemme igen fra en skide god film. Nåja, filmen! Jo, den er rigtig god.

Album top 10 / Nr. 6

Klik her for at høre sange fra Brothers In Arms

Dette er en del af en serie der -på foranledning af Uffe- blev startet her.

Dire Straits / Brothers In Arms

Jeg husker ganske tydeligt at være begejstret hver gang jeg som forholdsvis lille kunne høre Randy Brecker lægge op til sin bror Michaels klassiske saxintro på 'Your Latest Trick'. En fremragende ballade; rettere... én ud af flere fremragende ballader der har hjemme på Dire Straits' 5. studiealbum. Her snakker vi radiolytning - måske med Leif Wivelsted ved mikrofonen- og altså Danmarks Radio i midten af 80'erne. Dengang de ikke behøvede at lefle for laveste fællesnævner og plagiere fladpandet reklamefinacieret radio.

Jeg kan også huske hvordan jeg følte mig oprigtigt trøstet af 'Why Worry' - og den kan stadig tage røven på mig hvis jeg bliver fanget på det rigtige ben. Om jeg så må sige.

På mange måder hensætter hele pladen mig til en sorgløs og dog på mange måder melankolsk stemning. Jeg kan huske de rigtige isvintre der prægede midtfirserne, og som -meget i tråd med Schlüters regeringsperiode- gjorde én kold helt ind i sjælen. Bemærkelsesværdigt i øvrigt at jeg har oplevet 6 af de 15 isvintre der har været i løbet af de sidste 100 år.

Så når jeg snakker om "rigtig vinter, lissom i min barndom", så er der faktisk noget om det.

Musikken er velkomponeret og uden skelen til de elektronisk-prægede midtfirsere. Den folk-lyd som Mark Knopfler, blandt andet med sit eminente guitarspil, indførte er noget jeg stadig holder umådeligt meget af.

Titelnummeret minder mig nok først og fremmest om nytårsaftenener i min barndom. Det var sådan et nummer der blev sat på når vi børn var ved at falde i søvn under borde, i huler vi havde bygget af stole og tæpper om eftermiddagen på vores værelser, eller i en stor hjørnelænestol, mætte af citronfromage og med smagen af hundeprop-krudtslam og gul sodavand på tænderne.

Senere fik jeg øjnene op for at Sting havde co-skrevet og sunget på 'Money For Nothing' - et nummer han utvivlsomt har tjent en formue på, og som rummer et af alle tiders bedste guitarriff.

Pladen er vigtig i soundtracket til min barndom, og jeg hører den tit hvis jeg spadserer en tur i mit nye kvarter.

PS: I mellemtiden er mit samarbejde med diskant.dk (hvor min top-10 er hentet fra) ophørt, men kun fordi jeg har for travlt. Det er et fint alternativt musiksite, der bare godt ku' bruge en makeover.

At skrabe bunden nedefra

Her er bunden






Her er TV2




Hvad jeg i aften fik at vide af Jon gjorde mig ilde tilpas og mundlam.
Da jeg selv har opgivet fjernsynet, så jeg det ikke selv, men jeg har netop hørt at TV2 her til aften brugte Jørn Ege som flugtekspert ("en der har flygtet til udlandet"), og lod ham udtale sig som ekspert i den omfattende bedragerisag med Stein Bagger i hovedrollen. Ege kunne blandt andet fortælle om hvordan man klarer sig uden hjælp fra omverdenen.

Det næste bliver vel...ja hvad bli'r mon det næste.
Jeg er chokeret over det niveau der bliver fortalt nyheder fra.
Det er laveste fællesnævner.


Jeg er fuldkommen rystet - og beslutningen om at droppe fjernsynet har ikke forekommet sundere og rigtigere end nu.

Sidste Danskfest på dén side af baren

(Billedet har intet med mit liv at gøre, udover at jeg ofte er kørt hjem i smukke solopgange, efter en Danskfest)

I går kunne Danskstudiet glæde sig over nye lokaler at holde fest i, nemlig multisalen på Nye KUA. Det var vist en fin fest, at dømme efter oprydningen, som vi faste frivillige hyggede os med. Jeg plejer at kalde os The Usual Suspects. Det er sgu altid de samme der er med i alle udvalg. Tutorer, fredagsbarsmedlemmer og festudvalgsmedlemmer er skåret af samme robuste stykke kage. Derfor var det også med en vis vemod at jeg for sidste gang skulle være en del af det fællesskab der får tingene til at ske. Da jeg blev BA for ½ år siden, og har så lynende travlt med alt muligt andet, var det et spørgsmål om tid før jeg måtte melde mig ud af det gode selskab. Men det var dejligt at se så mange af de førsteårsstuderende træde i karakter og trække i arbejdstøjet efter lyset var blevet tændt og musikken slukket. 3½ gode år på the business side of baren. Jeg kommer nok til at savne det lidt - men jeg glæder mig nu alligevel allerede til næste fest, hvor jeg ikke skal komme i seng kl halv syv pga. rengøring, men måske nærmere på grund af en tur på morgenværtshus.

Skål og tak for denne gang.

Nu med lyd, når det behøves.

I snart en rum tid har jeg søgt at finde en fornuftig måde at afspille mp3'er af egen produktion, her på bloggen. Det er nu lykkedes.

Hermed en stemmeprøve jeg lavede for et halvt års tid siden - en reklame for de danske biblioteker. For visse læsere vil det være første gang de hører min stemme...


I øvrigt har jeg lige tjekket. I Internet Explorer, såvel som i Safari ser mp3'en grim ud, med en hvid stribe på hver side (oven- og nedenunder) og i Firefox ser det naturligvis helt rigtigt ud. Hvis du ikke allerede bruger Firefox, så skift dog nu. Gratis.

Bryggebroen som forlystelse

Hvordan i alverden kan bryggebroen ved Kalvebod Brygge allerede have så mange buler og bump? Det er som at være i Sommerland som barn igen, hvor de havde cykler med solide skæve hjul, der gjorde at cyklen hoppede og dansede mens man cyklede på den.

Man undres.

I øvrigt blev jeg forundret over og næsten helt ked af at se at folk der har råd til at bo i Gemini Residence, og som derfor burde regnes for hippe, seje mennesker, også kan finde på at fylde vindueskarmen med corny julestjernelortelys her op til jul.

God mandag

I dag var en af de sjældne rigtig gode mandage. Morgenen var flot solrig og med sne på tagene. Jeg springer kækt på min cykel (nu med nyt fordæk) og sigter mod Holmen, hvor mandagens arbejde skulle udføres. Da jeg holder ved det gamle musikkonservatorium kommer min tidligere medieanalyseunderviser Palle cyklende. Han vinker, og jeg, samt -til min store overraskelse- manden ved siden af mig, hilser tilbage. Jeg vender mig instinktivt og udbryder (med et smil) "jeg tror dén var til mig", hvorefter han spørger: "kender du også Palle?"

Jeg mener, hvad er dog chancerne for at Palle møder to han kender lige der?
Jeg havde, trods den kolde luft, et varmt smil om læberne resten af morgenen.

Mandagstirsdag

I går, som jo var mandag, var vitterligt mandag. Punkteret cykel fra morgenstunden og en hals så tør som døde sandkorn (som er rigtig tørre). Føltes som en hel uge.

I dag var det jo så tirsdag, men hvor mandag alligevel bød på sol, så lagde tirsdag (hvor jeg skulle op kl. 5) ud med regn og rusk og vedblev med at være grå hele dagen.

Da jeg, træt som bare fanden, sidder og spiser aftensmad, ringer underboen på, netop som jeg er ved at kløjs i (mindst) et makrelfiskeben, der gør at min i forvejen ru hals føles som vindblæst sandpapir der skurer mod andet sandpapir i en kontinuerlig rallende, skurende lyd der igen minder om 3 klapperslanger der spiller maracas i en orkanstyrke sidevind. Eller sånnoget.
Nåmen hun får lånt en lommekniv med dåseåbner, da jeg tilsyneladende har mistet min dåseåbner. For det er jo mandag igen.

Altså lige indtil jeg tjekker min telefon, og der er en hilsen fra min gamle arbejdplads om at de gerne vil se mig til julefrokost - og det er immervæk 3½ år siden jeg stoppede der. Imponerende. Og absolut nok til at få mig i godt humør inden Edgar Allan Poe skal forsøge at skræmme mig i lyset af natlampens skær. Indtil videre er jeg forholdsvis skuffet over ham. Mordene i Rue Morgue var decideret fjollet.

Næ, så glæder jeg mig til gengæld usigeligt over at min yndling, Jean-Christophe Grangé allerede er ude med en ny, som opfølger til den fine liste af hårrejsende thrillere han kaster af sig i tide og...well i tide.

Jeg smutter i seng.
I morgen skal jeg nemlig op...kl. 5.

Nypuritanisme

Forleden blev jeg interviewet til en universitetsopgave, om mit syn på Nan Goldins efterhånden både berømte og berygtede billede af en lille pige, nøgen dansende med en veninde.

Jeg blev spurgt om jeg havde skrevet om billedet, til hvilket jeg kunne svare nej, selv om jeg faktisk var fristet til det, da sagen igen kørte i Politiken. Og nu gør jeg det så altså - provokeret af den irritation jeg følte over at gå tilbage og læse Politikens dækning af debatten.

Grunden til at jeg ikke med det samme linker til det, eller viser det her på bloggen, er at det ville forvrænge debatten inden den er kommet i gang.

Billedet er i mine øjne rørende uskyldigt, og hvis man ikke ligefrem er super pædofil eller nypuritansk bør det ikke få ens pis i kog på hverken den ene eller anden måde.

Selv efter billedet havde fået den engelske højesterets ord for at det (naturligvis) IKKE er børneporno fortsatte debatten udi det uhyrlige, nærmest absurde og kan i mine øjne ikke beskrives som andet end hysterisk nypuritanisme.

Politiken skrev -ganske misvisende- at "Nan Goldin trækker barnets leg og tabuiserede seksualitet ind i kunstens rum" -hvorefter Politiken påstod at "Politiken trækker det ud af kunstens rum igen."

Sikke noget forbandet vrøvl.
Det er ikke seksuelt, og derfor heller ikke børnesexuelt.
Det er små børn der leger. Punktum.

Hvis du er interesseret i at danne dig din egen mening kan du gøre det ved at klikke på nedenstående link, hvorefter du vil blive ført til det meget omtalte, og altså i mine (og rettens) øjne fuldstændigt ligegyldige og uskyldige billede.

Billedet.

Facebooks lyksaligheder...tid til et reality check?

Jeg bruger megen tid på Facebook.
Så er det sagt.

Jeg mener at der er så mange positive ting at sige om dynamikken og netværksfunktionen i Facebook. Derfor anbefaler jeg også alle at bruge siden.

Efter at have været på Facebook et lille års tid synes jeg dog der tegner sig et klart billede.
Facebookbrugere har en generel tendens (undertegnede inkluderet) til at favorisere (især) statusupdates der tegner et positivt billede af en selv. Naturligvis. Hvem tager bevidst en grim skjorte på om morgenen?

Det har selvfølgelig først og fremmest den konsekvens at vi alle sammen ser lidt bedre ud på Facebook, end vi gør i virkeligheden. Bedre er nok et forkert ordvalg, men så selektivt selvpromoverende, på en måde der ikke nødvendigvis er forkert. Så længe den bliver parret med en eller anden form for reality check en gang i mellem.

Alle vil jo helst skrive at de lige "smutter i biffen og ser forpremieren på [X] film", "slentrer ind i den anden stue og tester den nye Macbook Pro", eller (som jeg) "lige laver en kop kaffe mere på den nye vidundermaskine på kontoret" (der i øvrigt -hvilket jeg heller ikke lægger skjul på- minder om et lækkert New Yorker-kontor med rå murstensvægge.

Problemet bliver, synes min kommunikationsnetværkskollega A-M og jeg, at det med tiden bliver et noget fastfrosset billede af livet, vi projicerer ud gennem vores profiler.
Nuvel, der er da nybagte mødre og andre virkelighedsramte der formår at skrive om smerter og bekymringer, men det er et fåtal af Facebookbrugere der gør det.

I en virkelighed hvor hver 3. eller 4. af mine (typisk 28-35-årige) venner bakser med enten stress, depressioner af den ene eller anden type, eller kombinationer heraf, synes jeg det må være på plads med et reality check på Facebook. Og jeg koncentrerer mig om Facebook fordi det er det ene samlende webmedie der er i øjeblikket, altoverskyggende i udbredelse og brugeraktivitet.

Derfor har jeg (udtænkt sammen med førnævnte netværkskollega) oprettet gruppen I have Issues (Jeg har problemer) på Facebook. Pointen hermed er ikke at tilråde alle til at bralre ud med detaljerede beskrivelser af svangerskabsproblemer, aborter, hospitalsindlæggelser, selvmordsforsøg og lignende - men slet og ret at opfordre til eftertanke i forhold til ens egen virkelighed, og den persona der repræsenterer en på Facebook.

Personligt vil jeg altså bare gribe i egen barm og sige: Mit liv er ikke en overfladisk rejse gennem superfede oplevelser - og intet andet. Der er store og små bekymringer og svære overvejelser undervejs, og hvis vi ikke deler disse med vores venner (Facebookvenner såvel som venner i det hele taget) bare en gang i mellem - så tror jeg vi bliver rigtig kede af det og stressede af at skulle leve op til det image, vi har bygget op af os selv, på Facebook. (Altså mere stressede end vi tilsyneladende i forvejen er).

Når man først deler både sorger og glæder med sine venner, bliver venskaberne lige præcis det dobbelte værd. Jeg taler af erfaring.

Mit navn er Jeppe.
I have Issues.

Album top 10 / Nr. 5

Klik her for at høre sange fra The Kick Inside

Dette er en del af en serie der -på foranledning af Uffe- blev startet her.

Kate Bush / The Kick Inside

Da jeg var knapt et år gammel udgav Kate Bush, som bare 19-årig, et mesterværk af en plade, med sange som hun havde skrevet så tidligt som 6 år tidligere, altså som 13-årig. Det er næsten ikke til at fatte at en ung pige kan rumme så megen musik; så megen modenhed i sangskrivningen og en sådan englevokal, der fuldstændig tog pippet fra anmeldere og publikum. Og altså undertegnede.

Fra min barndom husker jeg især to af numrene, nemlig de der blev spillet mest i radioen, The Man With The Child In His Eyes og superhittet Wuthering Hights, der fint eksemplificerer hendes kærlighed til litterære og akademiske referencer. Noget der også er komplet ufatteligt at hun har rummet i så ung en alder.

På The Kick Inside er det Kate Bush' eminente upolerede og meget letgenkendelige melodistrukturer der skinner igennem, og gør at jeg jævnligt hører den - gerne i gråvejr med en god bog og en potte the som medspillere. Måden hendes melodier og akkorder udvikler sig på er siden blevet kopieret flittigt og kan tydeligt høres som inspirationskilder for folk som Fiona Apple, Emiliana Torrini, Tori Amos og Rufus Wainwright. Alle dygtige sangskrivere med en stor gæld til Kate Bush.

The Man With The Child In His Eyes er nok stadig min yndlingssang fra den plade. En mystisk varm serenade, der altid rører mig - selv efter hvad der nok er 100 afspilninger, eller flere.
Man skal -synes jeg- tage sig tiden til at værdsætte de finurligt spundne melodier, og så tænke over at de er skrevet af et barn. Så får man gåsehud over hele kroppen. På en god måde. Jeg vil dog også -til folk der slet ikke kender Kate Bush- gerne anbefale den udmærkede opsamling The Whole Story, der rummer hendes bedste numre, inklusiv de bedste fra The Kick Inside. Jeg er fuld af beundring for hende. Sikken fantastisk sangskriver.

Bøger

Ebola har i sin værste form (Ebola Zaire) en dødelighedsrate på op til 90%...

Jeg har netop færdiggjort Preben Geertingers "Lualaba", der som sit hovedformål ønsker at oplyse og advare (os) andre mennesker om flere ubehagelige tendenser udi forekomsten og fremfærden af uhørt aggressive filovira, men som ender med først og fremmest at være en hyggelig og velsmagende huskekage omhandlende menneskets ukuelige, og ofte fatalistiske trang til at udforske verden og universet.

Påfaldende er det dog at Geertinger følte sig forpligtet til at komme med denne litterære advarsel, netop som amerikaneren Richard Preston havde gjorde sin "The Hot Zone" færdig.

Hvor Geertinger fokuserer på menneskehedens trang til udforskning som den farligste modspiller (udover selve virus) i kampen mod det onde, kæder The Hot Zone en række sande beretninger sammen til den uhyggeligste og hidtil mest skræmmende dokumentation af de reelle farer ved filovirus.

Jeg har efterhånden arbejdet mig gennem sidstnævnte bog en god håndfuld gange, og til stadighed når den ind under huden på mig og er i mine øjne mere aktuel end de fleste aviser, hvor frisktrykte de end måtte være.

Vidste du at der i 1989 var et udbrud af Ebolavirus i Reston, Washington? I virkeligheden.


Jeg synes stadig at beretningen om, hvorledes militæret og staten reagerer og får bugt med monstret, slår alle andre typer spænding, da dette er foregået. I virkeligheden.

Jeg vil godt anbefale begge bøger, men har du travlt, så læs The Hot Zone - også gerne i Johannnes Sørensens glimrende (pånær titlen) oversættelse.

Det er hårrejsende uhygge - og det er sket. I virkeligheden.

Sånnen har jeg det også...

"I look at [undecided voters] and can’t quite believe that they exist. Are they professional actors? I wonder. Or are they simply laymen who want a lot of attention?

To put them in perspective, I think of being on an airplane. The flight attendant comes down the aisle with her food cart and, eventually, parks it beside my seat. “Can I interest you in the chicken?” she asks. “Or would you prefer the platter of shit with bits of broken glass in it?”

To be undecided in this election is to pause for a moment and then ask how the chicken is cooked."

-David Sedaris, amerikansk forfatter. ( via dooce )

Det fulde indlæg kan læses her

Livealbums

I kommentartråden til foregående indlæg er skriften faldet på livealbums.

3 af mine alle tiders favoritter er Michael Ruffs feels good fra 1996, Joe Cockers Joe Cocker Live fra 1990 og Tower Of Powers Live and in Living Color fra 1976.

Lad os snakke livealbums og komme med gode tips til hinanden! Hvilke livealbums får dig op af stolen?

Album top 10 / Nr. 4

Klik på billedet for at høre Songs In The Key Of Life

Dette er en del af en serie der -på foranledning af Uffe- blev startet her.

Stevie Wonder / Songs In The Key Of Life

Få albums har jeg hørt så meget som jeg har hørt dette. Det blev udgivet 8 måneder før jeg blev født og har ikke været en del af mine forældres pladesamling. Faktisk havde og har de intet Stevie Wonder. Noget der egentlig undrer mig, nu jeg tænker over det.

På Friskolen havde musikken i mange år trukket mig længere og længere ind mod sig, og i 7. klasse joinede jeg mit første band, Pauseklovnene, som skulle blive startskudet til en årrække med funk og soul. Tower Of Power og Stevie var hovedleverandører til setlisten og i mange år mente jeg mere eller mindre hårdnakket at kunne argumentere for at musik der ikke havde både hornsektion og formede sig som en eller anden afart af soul, funk, eller r'n'b, simpelthen ikke var musik. Noget forbandet vrøvl naturligvis, og senere er min musiksmag heldigvis udvidet noget så gevaldigt.

Men det ændrer ikke på at Songs In The Key Of Life gjorde, og stadig gør et kæmpe indtryk på mig. Sangskrivningen var fuldkommen original, og kompositionerne syntes og synes at indeholde livserfaring, ægthed og troværdighed i en grad jeg ikke før havde hørt og ikke siden er stødt på. Samtidig lægger pladen sig som rosinen i pølseenden af Wonders nærmest absurd produktive periode i 1970erne.

Et bemærkelsesværdigt faktum er også at Stevie, som på flere af sine plader, spiller trommer med en lethed og overbevisning der matches af de færreste sangskrivere og sangere, og at hans stemme i øvrigt sjældent har været optaget bedre. En stemme der er i en liga helt for sig selv. Jeg har aldrig hørt nogen synge halvt så godt som ham.

Faktum er vist at jeg ikke mener at en pladesamling er noget værd uden Songs In The Key Of Life. Den er simpelthen bedre end legenden om sig selv. Hele pladen (oprindeligt en dobbelt-LP) svinger, groover og gynger sig ind i hjertet, og rummer samtidig de mest inderligt velkomponerede melodier.

Anbefaling

Min altid overskudsramte og betænksomme veninde Stine kom med vin, salt og brød, første gang hun besøgte mig på Vesterbro. Det vil sige, brødet kom i form af en shake n bake-pakke fra et dansk firma der hedder Just Bake. I dag fik jeg så hældt vand i pakken, rystet den og kommet den i ovnen. Ud kom et velsmagende, velduftende økologisk franskbrød. Det er sgu da næsten for godt til at være sandt.

Mums.

Ørneborgen

Ørneborgen, eller Stempelfabrikken, hvor jeg har min daglige gang, har lagt væg til formidabel kunstnerisk udfoldelse fra grafiker Kristian Rasmussen.

Se processen her:

Når en artikel bare MÅ kommenteres

I slalomløb mellem Vild Med Dans-opdateringer og gossipnyheder forsøgte jeg i morges at finde rigtige nyheder på TV2s hjemmeside. Det lykkedes, men ikke uden at bide mærke i en gossip (altså sladder-)nyhed der sprang i øjnene. Om George Michael skriver Helle Nelleman:

"Den amerikanske sanger skulle efter sigende have spillet sin sidste koncert-række, efter sin verdensturné i sommers,

Men nu frister en eksklusiv koncert på Abu Dhabi's lavish Emirates Palace venue."

(Jeg har ikke ændret noget - umotiveret linjeskift, stort bogstav efter komma, formuleringer og stavefejl er urørte)

1. Han er englænder

2. Koncertrække er uden bindestreg

3. Det hedder i sommer

4. Der skal ikke skrives STORT BOGSTAV efter komma

5. Ordet lavish er et engelsk adjektiv, som tydeligvis er copy/pasted ind.

6. Apostroffen efter Abu Dhabi er engelsk skrivemåde.

7. Venue er det engelske ord for spillested eller frit oversat "sted til afholdelse af arrangementer".

MENSCH! - et stykke lortearbejde.

Skyd dog en hvid pil efter det!

Da jeg i går fulgtes med min fætter Jens hjem fra Møn, spekulerede vi på hvor længe forsøget med "2 piles afstand" på motorvejen skal køre. Jeg mente nemlig at have læst at forsøget allerede havde været udført med stor succes i Frankrig og England, og da jeg -vel hjemme igen- googlede mig til at ikke blot Frankrig og England, men også Sverige havde konstateret at pilene hjælper, så undrer det at man herhjemme vil holde det på forsøgsbasis i yderligere 5 år, - også selv om alle foreløbige danske resultater lægger sig i forlængelse af de franske, engelske og svenske.

Med andre ord: DET VIRKER! Kom nu i sving! Hvad venter vi på?!

Lilyphone på youtube

Mine dejlige venner i Lilyphone har endelig fået lagt lidt video på youtube.



og en fin EP fra Nashville

Mandag morgen

Der er så mange måder en mandag kan starte på. De fleste forbinder mandag med noget negativt - den lange uge inden weekenden, men når man er så heldig at vågne til tindrende blå himmel og gryende solopgang, så er det en mandag morgen der er helt tålelig. And then some.

Sangtekster revisited

På House Of Drumming, som jeg besøger og skriver på stort set hver dag, havde en venlig bruger postet denne geniale "nyhedsartikel". Læs den før du læser videre.

Jeg skreg faktisk af grin da jeg læste den.
I kølvandet på hans post er vi et par stykker på HOD der har fortsat tankerækken.

Here goes:

• I suppose the logical question now would be "... is The Who finally willing to get fooled again?"
• AND....will Stevie Wonder -after all- stand for it?
• Not to mention if Meat Loaf finally will do THAT for love.
• and let's not forget, Pink Floyd might finally need some education.
• Hall & Oates: They can go for that, yes, can do
• And of course if all of this is true, Bono (and U2) has found what he's looking for.
• Maybe "Seven Days" wasn't REALLY all she wrote?! And maybe it wasn't even an ultimatum note... perhaps just a few pointers to go by.

Man skal kunne sine popnumre - men så er det også en sjov øvelse.
Kom gerne med flere.

1 Hokus, 2 Pokus, 3 Tadaaa

"Du er ny i kvarteret....ik?"

I mandags flyttede jeg. Det vil sige, i mandags hjalp 8 af mine venner med at flytte 98% af mine ting fra Nørrebro (hvor man måler afstande i stenkast) til Vesterbro (hvor man måler coolness i antal besøg på Riccos kaffebar) og hold kæft hvor var det sødt af dem. Altså vennerne. Et par af dem sprang endda til i sidste øjeblik, da forkølelser, Tyskland og et par tvivlsomme afbud pludselig havde skåret kraftigt i flokken. Knapt to timer tog det. Det er da meget godt gået.

I dag skulle jeg så tilbage og gøre rent på Nørrebro, og have samlet mit sidste habengut sammen. Dette sidste viste sig at være mere end der kunne være i min rygsæk. Mere præcist 4 store IKEA-poser og to store papkasser, foruden fiskestænger, plakatrør og støvsuger.

Damn.

Et par forgæves opkald senere...bum bum...hvad hulen gør jeg?

Jeg var egentlig så småt ved at indstille mig på en 3 x 34 da Karen ringede.
Hun skulle jo låne mine store gulvhøjttalere, og havde i den anledning skaffet en Christianiacykel til at fragte dem i. Genialt. Et hurtigt opkald senere og jeg havde fået lov til at låne denne cyklernes svar på Pelle fra Rasmus Klump. Af to omgange måtte jeg læsse den til yderste kapacitet og tage turen KBHN / KBHV frem og tilbage og frem ...og så over og aflevere cyklen. Selve turen(e) var egentlig ret sjov. Sådan en karet er sgu fed at køre. Nuvel den er da tung, men den alternative balancekunst (i svingene) gør den næsten til en lille forlystelse i forhold til den almindelige cykel.

Derimod var turene til 5. sal og ned..op igen ..ned...op....ned igen...op...ned og endelig op, nok til at jeg på nuværende tidspunkt kun holdes vågen af stærk stærk kaffe. Tak kaffe.

Men alt dette kun for at komme til sagen. Det er fedt at flytte. Altså ikke alt slæwet, men det at rykke teltpælene op - smide alt sit gamle lort ud og kun gemme hvad man rent faktisk bruger. Det er fedt at se nye sider af byen og prøve nye ting for første gang.

Som for eksempel mandag aften, hvor jeg havde lovet pizza, sodavand og øl til de seje venner der hjalp med flytningen. Et opkald fra én kok til en anden: "Hvem er den bedste pizzabager i området?" -et kvarter senere stod jeg på Vesterbrogade 112 og blev budt indenfor med et "Du er ny i kvarteret...ik?" Hvortil jeg forbløffet måtte svare "øh, jo!".
Derefter fulgte en italiensk udgave af sporvogns-sketchen. "Det er mig der drejer pizzaen"...."jaja, men det er mig der kommer fyld på"....jooo men jeg vender dem og tager dem ud"...jaja, men det er mig der tager imod penge". Italienerne på Vesterbrogade 112 er et besøg værd. Jeg fik ovenikøbet velkomstrabat!

Og ja, det er saftsuseme et af byens bedste pizzeriaer.