Album top 10 / Nr. 5

Klik her for at høre sange fra The Kick Inside

Dette er en del af en serie der -på foranledning af Uffe- blev startet her.

Kate Bush / The Kick Inside

Da jeg var knapt et år gammel udgav Kate Bush, som bare 19-årig, et mesterværk af en plade, med sange som hun havde skrevet så tidligt som 6 år tidligere, altså som 13-årig. Det er næsten ikke til at fatte at en ung pige kan rumme så megen musik; så megen modenhed i sangskrivningen og en sådan englevokal, der fuldstændig tog pippet fra anmeldere og publikum. Og altså undertegnede.

Fra min barndom husker jeg især to af numrene, nemlig de der blev spillet mest i radioen, The Man With The Child In His Eyes og superhittet Wuthering Hights, der fint eksemplificerer hendes kærlighed til litterære og akademiske referencer. Noget der også er komplet ufatteligt at hun har rummet i så ung en alder.

På The Kick Inside er det Kate Bush' eminente upolerede og meget letgenkendelige melodistrukturer der skinner igennem, og gør at jeg jævnligt hører den - gerne i gråvejr med en god bog og en potte the som medspillere. Måden hendes melodier og akkorder udvikler sig på er siden blevet kopieret flittigt og kan tydeligt høres som inspirationskilder for folk som Fiona Apple, Emiliana Torrini, Tori Amos og Rufus Wainwright. Alle dygtige sangskrivere med en stor gæld til Kate Bush.

The Man With The Child In His Eyes er nok stadig min yndlingssang fra den plade. En mystisk varm serenade, der altid rører mig - selv efter hvad der nok er 100 afspilninger, eller flere.
Man skal -synes jeg- tage sig tiden til at værdsætte de finurligt spundne melodier, og så tænke over at de er skrevet af et barn. Så får man gåsehud over hele kroppen. På en god måde. Jeg vil dog også -til folk der slet ikke kender Kate Bush- gerne anbefale den udmærkede opsamling The Whole Story, der rummer hendes bedste numre, inklusiv de bedste fra The Kick Inside. Jeg er fuld af beundring for hende. Sikken fantastisk sangskriver.

Bøger

Ebola har i sin værste form (Ebola Zaire) en dødelighedsrate på op til 90%...

Jeg har netop færdiggjort Preben Geertingers "Lualaba", der som sit hovedformål ønsker at oplyse og advare (os) andre mennesker om flere ubehagelige tendenser udi forekomsten og fremfærden af uhørt aggressive filovira, men som ender med først og fremmest at være en hyggelig og velsmagende huskekage omhandlende menneskets ukuelige, og ofte fatalistiske trang til at udforske verden og universet.

Påfaldende er det dog at Geertinger følte sig forpligtet til at komme med denne litterære advarsel, netop som amerikaneren Richard Preston havde gjorde sin "The Hot Zone" færdig.

Hvor Geertinger fokuserer på menneskehedens trang til udforskning som den farligste modspiller (udover selve virus) i kampen mod det onde, kæder The Hot Zone en række sande beretninger sammen til den uhyggeligste og hidtil mest skræmmende dokumentation af de reelle farer ved filovirus.

Jeg har efterhånden arbejdet mig gennem sidstnævnte bog en god håndfuld gange, og til stadighed når den ind under huden på mig og er i mine øjne mere aktuel end de fleste aviser, hvor frisktrykte de end måtte være.

Vidste du at der i 1989 var et udbrud af Ebolavirus i Reston, Washington? I virkeligheden.


Jeg synes stadig at beretningen om, hvorledes militæret og staten reagerer og får bugt med monstret, slår alle andre typer spænding, da dette er foregået. I virkeligheden.

Jeg vil godt anbefale begge bøger, men har du travlt, så læs The Hot Zone - også gerne i Johannnes Sørensens glimrende (pånær titlen) oversættelse.

Det er hårrejsende uhygge - og det er sket. I virkeligheden.

Sånnen har jeg det også...

"I look at [undecided voters] and can’t quite believe that they exist. Are they professional actors? I wonder. Or are they simply laymen who want a lot of attention?

To put them in perspective, I think of being on an airplane. The flight attendant comes down the aisle with her food cart and, eventually, parks it beside my seat. “Can I interest you in the chicken?” she asks. “Or would you prefer the platter of shit with bits of broken glass in it?”

To be undecided in this election is to pause for a moment and then ask how the chicken is cooked."

-David Sedaris, amerikansk forfatter. ( via dooce )

Det fulde indlæg kan læses her

Livealbums

I kommentartråden til foregående indlæg er skriften faldet på livealbums.

3 af mine alle tiders favoritter er Michael Ruffs feels good fra 1996, Joe Cockers Joe Cocker Live fra 1990 og Tower Of Powers Live and in Living Color fra 1976.

Lad os snakke livealbums og komme med gode tips til hinanden! Hvilke livealbums får dig op af stolen?

Album top 10 / Nr. 4

Klik på billedet for at høre Songs In The Key Of Life

Dette er en del af en serie der -på foranledning af Uffe- blev startet her.

Stevie Wonder / Songs In The Key Of Life

Få albums har jeg hørt så meget som jeg har hørt dette. Det blev udgivet 8 måneder før jeg blev født og har ikke været en del af mine forældres pladesamling. Faktisk havde og har de intet Stevie Wonder. Noget der egentlig undrer mig, nu jeg tænker over det.

På Friskolen havde musikken i mange år trukket mig længere og længere ind mod sig, og i 7. klasse joinede jeg mit første band, Pauseklovnene, som skulle blive startskudet til en årrække med funk og soul. Tower Of Power og Stevie var hovedleverandører til setlisten og i mange år mente jeg mere eller mindre hårdnakket at kunne argumentere for at musik der ikke havde både hornsektion og formede sig som en eller anden afart af soul, funk, eller r'n'b, simpelthen ikke var musik. Noget forbandet vrøvl naturligvis, og senere er min musiksmag heldigvis udvidet noget så gevaldigt.

Men det ændrer ikke på at Songs In The Key Of Life gjorde, og stadig gør et kæmpe indtryk på mig. Sangskrivningen var fuldkommen original, og kompositionerne syntes og synes at indeholde livserfaring, ægthed og troværdighed i en grad jeg ikke før havde hørt og ikke siden er stødt på. Samtidig lægger pladen sig som rosinen i pølseenden af Wonders nærmest absurd produktive periode i 1970erne.

Et bemærkelsesværdigt faktum er også at Stevie, som på flere af sine plader, spiller trommer med en lethed og overbevisning der matches af de færreste sangskrivere og sangere, og at hans stemme i øvrigt sjældent har været optaget bedre. En stemme der er i en liga helt for sig selv. Jeg har aldrig hørt nogen synge halvt så godt som ham.

Faktum er vist at jeg ikke mener at en pladesamling er noget værd uden Songs In The Key Of Life. Den er simpelthen bedre end legenden om sig selv. Hele pladen (oprindeligt en dobbelt-LP) svinger, groover og gynger sig ind i hjertet, og rummer samtidig de mest inderligt velkomponerede melodier.

Anbefaling

Min altid overskudsramte og betænksomme veninde Stine kom med vin, salt og brød, første gang hun besøgte mig på Vesterbro. Det vil sige, brødet kom i form af en shake n bake-pakke fra et dansk firma der hedder Just Bake. I dag fik jeg så hældt vand i pakken, rystet den og kommet den i ovnen. Ud kom et velsmagende, velduftende økologisk franskbrød. Det er sgu da næsten for godt til at være sandt.

Mums.

Ørneborgen

Ørneborgen, eller Stempelfabrikken, hvor jeg har min daglige gang, har lagt væg til formidabel kunstnerisk udfoldelse fra grafiker Kristian Rasmussen.

Se processen her:

Når en artikel bare MÅ kommenteres

I slalomløb mellem Vild Med Dans-opdateringer og gossipnyheder forsøgte jeg i morges at finde rigtige nyheder på TV2s hjemmeside. Det lykkedes, men ikke uden at bide mærke i en gossip (altså sladder-)nyhed der sprang i øjnene. Om George Michael skriver Helle Nelleman:

"Den amerikanske sanger skulle efter sigende have spillet sin sidste koncert-række, efter sin verdensturné i sommers,

Men nu frister en eksklusiv koncert på Abu Dhabi's lavish Emirates Palace venue."

(Jeg har ikke ændret noget - umotiveret linjeskift, stort bogstav efter komma, formuleringer og stavefejl er urørte)

1. Han er englænder

2. Koncertrække er uden bindestreg

3. Det hedder i sommer

4. Der skal ikke skrives STORT BOGSTAV efter komma

5. Ordet lavish er et engelsk adjektiv, som tydeligvis er copy/pasted ind.

6. Apostroffen efter Abu Dhabi er engelsk skrivemåde.

7. Venue er det engelske ord for spillested eller frit oversat "sted til afholdelse af arrangementer".

MENSCH! - et stykke lortearbejde.

Skyd dog en hvid pil efter det!

Da jeg i går fulgtes med min fætter Jens hjem fra Møn, spekulerede vi på hvor længe forsøget med "2 piles afstand" på motorvejen skal køre. Jeg mente nemlig at have læst at forsøget allerede havde været udført med stor succes i Frankrig og England, og da jeg -vel hjemme igen- googlede mig til at ikke blot Frankrig og England, men også Sverige havde konstateret at pilene hjælper, så undrer det at man herhjemme vil holde det på forsøgsbasis i yderligere 5 år, - også selv om alle foreløbige danske resultater lægger sig i forlængelse af de franske, engelske og svenske.

Med andre ord: DET VIRKER! Kom nu i sving! Hvad venter vi på?!

Lilyphone på youtube

Mine dejlige venner i Lilyphone har endelig fået lagt lidt video på youtube.



og en fin EP fra Nashville

Mandag morgen

Der er så mange måder en mandag kan starte på. De fleste forbinder mandag med noget negativt - den lange uge inden weekenden, men når man er så heldig at vågne til tindrende blå himmel og gryende solopgang, så er det en mandag morgen der er helt tålelig. And then some.

Sangtekster revisited

På House Of Drumming, som jeg besøger og skriver på stort set hver dag, havde en venlig bruger postet denne geniale "nyhedsartikel". Læs den før du læser videre.

Jeg skreg faktisk af grin da jeg læste den.
I kølvandet på hans post er vi et par stykker på HOD der har fortsat tankerækken.

Here goes:

• I suppose the logical question now would be "... is The Who finally willing to get fooled again?"
• AND....will Stevie Wonder -after all- stand for it?
• Not to mention if Meat Loaf finally will do THAT for love.
• and let's not forget, Pink Floyd might finally need some education.
• Hall & Oates: They can go for that, yes, can do
• And of course if all of this is true, Bono (and U2) has found what he's looking for.
• Maybe "Seven Days" wasn't REALLY all she wrote?! And maybe it wasn't even an ultimatum note... perhaps just a few pointers to go by.

Man skal kunne sine popnumre - men så er det også en sjov øvelse.
Kom gerne med flere.

1 Hokus, 2 Pokus, 3 Tadaaa

"Du er ny i kvarteret....ik?"

I mandags flyttede jeg. Det vil sige, i mandags hjalp 8 af mine venner med at flytte 98% af mine ting fra Nørrebro (hvor man måler afstande i stenkast) til Vesterbro (hvor man måler coolness i antal besøg på Riccos kaffebar) og hold kæft hvor var det sødt af dem. Altså vennerne. Et par af dem sprang endda til i sidste øjeblik, da forkølelser, Tyskland og et par tvivlsomme afbud pludselig havde skåret kraftigt i flokken. Knapt to timer tog det. Det er da meget godt gået.

I dag skulle jeg så tilbage og gøre rent på Nørrebro, og have samlet mit sidste habengut sammen. Dette sidste viste sig at være mere end der kunne være i min rygsæk. Mere præcist 4 store IKEA-poser og to store papkasser, foruden fiskestænger, plakatrør og støvsuger.

Damn.

Et par forgæves opkald senere...bum bum...hvad hulen gør jeg?

Jeg var egentlig så småt ved at indstille mig på en 3 x 34 da Karen ringede.
Hun skulle jo låne mine store gulvhøjttalere, og havde i den anledning skaffet en Christianiacykel til at fragte dem i. Genialt. Et hurtigt opkald senere og jeg havde fået lov til at låne denne cyklernes svar på Pelle fra Rasmus Klump. Af to omgange måtte jeg læsse den til yderste kapacitet og tage turen KBHN / KBHV frem og tilbage og frem ...og så over og aflevere cyklen. Selve turen(e) var egentlig ret sjov. Sådan en karet er sgu fed at køre. Nuvel den er da tung, men den alternative balancekunst (i svingene) gør den næsten til en lille forlystelse i forhold til den almindelige cykel.

Derimod var turene til 5. sal og ned..op igen ..ned...op....ned igen...op...ned og endelig op, nok til at jeg på nuværende tidspunkt kun holdes vågen af stærk stærk kaffe. Tak kaffe.

Men alt dette kun for at komme til sagen. Det er fedt at flytte. Altså ikke alt slæwet, men det at rykke teltpælene op - smide alt sit gamle lort ud og kun gemme hvad man rent faktisk bruger. Det er fedt at se nye sider af byen og prøve nye ting for første gang.

Som for eksempel mandag aften, hvor jeg havde lovet pizza, sodavand og øl til de seje venner der hjalp med flytningen. Et opkald fra én kok til en anden: "Hvem er den bedste pizzabager i området?" -et kvarter senere stod jeg på Vesterbrogade 112 og blev budt indenfor med et "Du er ny i kvarteret...ik?" Hvortil jeg forbløffet måtte svare "øh, jo!".
Derefter fulgte en italiensk udgave af sporvogns-sketchen. "Det er mig der drejer pizzaen"...."jaja, men det er mig der kommer fyld på"....jooo men jeg vender dem og tager dem ud"...jaja, men det er mig der tager imod penge". Italienerne på Vesterbrogade 112 er et besøg værd. Jeg fik ovenikøbet velkomstrabat!

Og ja, det er saftsuseme et af byens bedste pizzeriaer.

Nordiske studier i tidsspilde

I min tid på KUA har jeg oplevet mange gode stunder, både i undervisningssituationer og i det sociale netværk jeg fik derude. Men jeg oplevede også en administration så grotesk underbemidlet (på den ene eller anden ugennemsigtige måde) at de praktiske rammer af og til gjorde det ganske udfordrende, ja faktisk skide besværligt overhovedet at være studerende.

Af de værste lavpunkter kan nævnes...

-dengang det gik op for os at vores studieordning løbende blev skrevet om for at tilpasses de økonomiske vilkår - og INGEN i administrationen derfor turde tage ansvar for NOGET i forbindelse med undervisningen eller eksamener.

-dengang vi forgæves ventede på tilvalgskatalog - som aldrig kom - og som derfor gjorde at vi ikke kunne læse tilvalg udenfor Det Humanistiske Fakultet. Ærgerligt hvis man fx ville være gymnasielærer i Idræt eller Geografi, og noget der gjorde os til den smalleste årgang på Dansk -rent fagligt- i nyere tid.

-dengang vi ikke kunne vælge BA-vejledere blandt de undervisere der rent faktisk havde undervist os. Til trods for at det stod i bekendtgørelserne at det skulle vi kunne.

-dengang mit rusholds medieanalyseunderviser blev tildelt undervisningstimer i et lokale uden tv- eller internetadgang. MEDIEANALYSE!! For cryin' out loud...

-at der skulle gå 1½ år med undertegnede som tovholder på bevægelsen "trådløst Internet på Nye KUA NU!!" før de høje herrer (m/k) forstod at vi lever i et samfund der bruger Internettet til ALT. Jeg mener; Kom nu op i gear, for helv..etica!

...og altså så nu - og det hører jeg om fordi jeg var engageret i de studerendes vilkår mens jeg læste min BA - hvor man på overbygningen på Danskstudiet stadig ikke liiiiiiige har fået gjort studieordningen færdig. Vi snakker altså et studie som vi startede på i september 2005.
3 år! Til at gøre en kandidatordning færdig. Til éet studie.

De få der er startet på kandidaten nu kan ikke melde sig til eksamen, fordi de ikke kender studieordningen. Ingen ved noget og underviserne er lige så frustrerede, fordi der kun må tilbydes én eksamensform per fag.

Altså kaos.

Hvornår i alverden går det op for ledelsen at det bare ikke fungerer sådan her - og med de mennesker der er tilknyttet nu?!

Man må hovedrystende se til - denne gang for mit vedkommende heldigvis fra sidelinjen.
Men min sympati og medfølelse får de overbygningsstuderende i rigt mål.

Ovenstående problematik stiller umiddelbart (mindst) følgende mulige scenarier op:

1. Der er for få ansatte - men de ved ikke selv at de er for få, og at de ikke når det de skal, til tiden.

2. Der er for få ansatte - og det ved de godt selv, men de melder ikke ud at de har problemer med at nå deres arbejdsopgaver.

3. Der er rigeligt ansatte men de har ingen idé om at de ikke når de ting de skal.

4. Der er rigeligt ansatte, som har alt for få midler - men de melder ikke ud om det.

5. Der er rigeligt ansatte som er dovne og bare ikke gider gøre deres arbejde.

Kan I se hvad jeg mener?

Der er altså tale om enten dovne, underbemidlede, uvidende eller økonomisk bundne administrationsmedarbejdere.

Personligt tror jeg på en uheldig kombination af indtil flere af ovennævnte scenarier.

Post til tiden...men ikke blog?

Post Danmark sprang kækt på blogbølgen i forsommeren, og deres blog har siden da slæbt sig af sted, ikke ulig tempoet for udbringning af pakker og breve.

Post Danmarks øjeblikkelige slogan er jo "post til tiden" - og selv om det ingenlunde opfyldes, så burde samme målsætning vel gælde bloggen også?!

Siden 1. juni har deres kommunikationschef skrevet 5 blogposts. Det er vel hvad man kunne forvente på 14 dage-3 uger. Jeg havde set frem til at kunne indgå i dialog med Post Danmark, men med den frekvens ser jeg bare ikke det ske på nogen som helst tilfredsstillende måde.

Man undres.


I den HELT anden og positive ende af skalaen skal det nævnes at jeg i går var inde og høre The Liberty Balance. De er fanneme gode. Hvor kan man dog blive i godt humør af en fremragende koncert, der ovenikøbet kostede en flad 50'er. Det' sgu en fair pris.

Mike Højgaard - The Liberty Balance

Sportsnyheder på nettet...

"Spartak Moskva regner med, at klubben tirsdag eller onsdag kan præsenterer Michael Laudrup som den nye træner i hovedstadsklubben."
(Kilde: http://sporten.tv2.dk/fodbold/article.php/id-15270026.html?forside)

"Räikkönen svarede igen og bragte sig atter i spidsen, men mistede kontrollen over sin racer, spinnede rundt på banen og kørte til sidst ind i en mur. "
(Kilde: http://politiken.dk/sport/formel1/article563966.ece)

Det med fed er min markering af fejlene...

Jeg flytter

Efter 6 år på Frederiksberg og 4 år på Nørrebro går turen 1. oktober til Vesterbro og Barndommens Gade. Det bliver spændende af mange årsager.

Jeg glæder mig til alle forandringerne i hverdagsbilledet, dét at lære nye steder at kende og få nye naboer, som (jeg har tjekket) er på min egen alder.

Jeg glæder mig også til lyset i en lejlighed på 5. sal. Og det faktum at jeg får 80 m til Vega og gode koncerter en masse.

Jeg glæder mig til at sige farvel til baggrundsstøjen fra Ågade.

Jeg glæder mig over at komme tættere på havnen, men kommer nok til at savne Assistens Kirkegård. Til gengæld glæder jeg mig så til at komme tættere på Søndermarken.

Hvad synes du jeg bør glæde mig til, ved at flytte til Vesterbro? Gode tips modtages med entusiasme.

Her skal jeg bo.

Valg i USA

Er man blot en smule interesseret i det forestående amerikanske valg bør man læse nedenstående historie, som Heather i dag gjorde sine læsere opmærksom på. (Og hvis man ikke er interesseret i det amerikanske valg er det SATME på tide at blive det)

Historien indeholder foroldsvis gode eksempler på hvor meget republikanerne prøver at twiste sandheden. For ind i helvede...hvor jeg dog håber på Obama/Biden.

Yahoo news / fact check
(Skrevet af AP, IKKE af demokratiske kræfter)

Once

Min veninde Susan havde givet mig en middag og en biftur i fødselsdagsgave, og den gave var det tid til at indløse i går aftes. Hun havde på forhånd bestilt billetter, og heldet ville det at jeg ikke havde set filmen før. Once hedder den, og den handler om venskab og musik. Den har faktisk 1½ år på bagen men går altså pt i Grand.
Den er go', synes jeg. Rigtig go'. Man skal være parat til at lade sig blive rørt af den. Det var vi heldigvis. Den har min varmeste anbefaling.
I øvrigt er virkeligheden bag filmen rørende og vanvittigt romantisk - men skal ikke her afsløres.


SeeqPod - Playable Search

...Marketa Irglova: The Hill fra filmen