28 august 2008

Tegnsætning II (Husk. Prøv. Og. Prøv)

Hyppigt tilbagevendende læser(e) her vil muligvis huske indlægget om tegnsætning.
Martin Lund har nu et nyt, godt -omend lidt langt for de koncentrationsbesværede- indlæg om kommateringsproblemstillingen. Det kan læses lige her. Gør det.

Hvad Martin vil gøre vil mængden af punktummer på dette billede er til gengæld et godt spørgsmål. JEG har aldrig set noget lignende.

25 august 2008

Favorit pt

John Mayer har udgivet en live-dvd. Den kunne jeg, især efter at have set nedenstående klip, godt tænke mig. Jeg synes virkelig han har fat i den lange ende, når det kommer til sangskrivningens ædle kunst. Enkel melodi, flot udført.

The Heart Of Life:

Tal og talpolitik

OL har kostet Kina 220 milliarder kroner...det er jo næsten en kvart...ja en kvart hvad?
Jeg kom lige i tvivl om det var en kvart billion eller billiard. Det er billion.

Og så kom jeg til at tænke på hvorfor mon amerikanerne springer milliarden over og går direkte til billionen. Typisk amerikansk overdrivelse, tænker jeg. Det ledte mig videre i tankerækken til et amerikansk fænomen som jeg hader: Udtrykket 1st runner-up. Altså ham eller hende der er kommet nummer 2. Det er så typisk amerikansk, synes jeg.

---
og hvis I skulle være i tvivl:


1 = 100 = En
1 0 = 101 = Ti
1 00 = 102 = Hundrede
1 000 = 103 = Tusind
1 000 000 = 106 = Million
1 000 000 000 = 109 = Milliard
1 000 000 000 000 = 1012 = Billion
1 000 000 000 000 000 = 1015 = Billiard
1 000 000 000 000 000 000 = 1018 = Trillion
1 000 000 000 000 000 000 000 = 1021 = Trilliard
1 000 000 000 000 000 000 000 000 = 1024 = Kvardillion
1 000 000 000 000 000 000 000 000 000 = 1027 = Kvadrilliard
1 000 000 000 000 000 000 000 000 000 000 = 1030 = Kvintillion
1 000 000 000 000 000 000 000 000 000 000 000 = 1033 = Kvintilliard
Et et-tal med 100 nuller efter sig = 10100 = Googol (heraf kommer Googles navn)

23 august 2008

Loa og Rasmus



Min dejlige roommate gennem 6 år, Loa, blev gift med sin Rasmus. I aften holder vi kæmpe fest for dem. Et hjerteligt tillykke til de to dejlige mennesker fra mig.




Wow. Just. Wow

Klik for større billede og nærlæs teksterne


18 august 2008

Utroværdigt

På en af Facebooks mange reklamer stod der i dag:

"Vi har danmakrs største udvalg af armbånd. Og med priser startede fra 99 DKK"

Dét er simpelthen for tyndt. 2 stavefejl på 12 ord. Om igen!

16 august 2008

Jeg elsker internettet

Miraklernes tid er ikke forbi. ;-)


14 august 2008

Venner og familie

I dag skal jeg ind til kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads, hvor min dejlige veninde, guldsmed Ditte Stepnicka udstiller.

I går var jeg til middag hos min fætter Lars, som i øjeblikket udstiller en ny række tegninger på Cafe Kejzer.

Begge dele kan varmt anbefales - også bort om undertegnedes personlige interesser. Både Ditte og Lars er et besøg værd.

13 august 2008

Overskrift

I disse OL-tider sker det ofte (lidt for ofte) at en overskrift, eller en del af en tekst, rummer indtil flere uheldige formuleringer, eller meget grove sprogfejl. I dag informerede DR1's undertekster om en atlet som havde "lagt [nr et-eller-andet] på ranglisten" så og så længe. Dét hedder det altså ikke.

Helt uden for OL's redaktionelle tidspres finder man dog Politikens historie om en tilsyneladende idiotisk kvinde. Men overskriften er mere end tvetydig:

"Hundekloner holdt mormon som sexslave"


WOW, tænkte jeg - det må være nogen ubehagelige kræ!!
Men der var ikke tale om een hundeklon, flere hundekloner; rettere om en kvinde der klonede hunde. Og, skulle det altså vise sig, som har holdt en mormon som sexslave. Vanvittig kvinde, tør man vist roligt dømme...
Naturligvis har hun klonet sin gamle pitbull.
Havde det dog bare været Panda Dog hun havde klonet...

12 august 2008

Vindertyper

Jeg har som bekendt sagt farvel til dansk fjernsyn generelt, men når der er OL bliver der alligevel tændt for kassen en gang i mellem. Selv om jeg ofte holder med den undertippede, "the underdog", så har jeg også en svaghed for vindere der lever op til nærmest urimelige forventninger. Typer som Michael Johnson, Michael Jordan og Fabian Cancellara.

Jeg har svært ved at forklare det men hvis alle forventer at du vinder, og du så gør det, tja så synes jeg det er vanvittigt imponerende, når vi taler international topsport. Det er en disciplin i disciplinen, som jeg beundrer meget.

Michael Johnsons 400 m verdensrekord:



Michael Jordans legendariske influenzakamp:



Fabian Cancellaras fantomridt under 2007's Tour de France:



I øvrigt har Michael Phelps lige vundet 3. guldmedalje og taget 3. verdensrekord under dette års Olympiske Lege. Imponerende.

Update: Phelps har lige vundet 5. guldmedalje og taget 5. verdensrekord under dette års Olympiske Lege. Imponerende.

OG Cancellara har lige vundet den olympiske enkeltstart. YEAH, Spartacus!

Update: Phelps har lige vundet 8. guldmedalje og taget 7. verdensrekord under dette års olympiske lege.

08 august 2008

BUM! (/ neutralt my ass)


Jon og jeg er netop blevet enige om at det er påfaldende skæbneironisk, at neutrale og idylliske Schweiz kan komme til at koste hele verden og måske en god bid af universet en ORDENLIG hovedpine, i form af dommedag - hvis ikke de passer lidt på.

Beslutningen om at gennemføre forsøgene med CERNs nye supercollider har tilsyneladende affødt både sagsanlæg og dommedagsprofetier fra en lang række af internationale forskere. CERN indrømmer da også at der er en lille risiko for at verden går under når de tænder for maskinen. Wow.

For nu at citere afbillede profet Philippulus:

"De overlevende vil dø af sult og kulde...ELLER noget andet.

07 august 2008

Tegnsætning

For nylig blev det gode gamle semikolon diskuteret ovre hos Uffe og for lige så nylig opdagede jeg Peter Andreas' blog, hvor han formulerer en kommateringspolitik som jeg her vil tilslutte mig.

Det er påfaldende at vi i Danmark har flere kommaregler, og at under 5% af befolkningen forstår dem/kender dem, og har evnen til at sætte et "reflekteret" komma, om jeg så må sige.

Når jeg skriver på nettet, altså for eksempel på denne blog, er det med det evigt underlæggende mål at mit skriftsprog skal være letlæseligt, og dermed først og fremmest give rytmisk mening. Jeg bruger tankestreger, bindestreger, semikolon, punktum og komma i mine bestræbelser på at gøre teksten letlæselig.

Jeg staver også gerne ord anderledes, for at pege i retning af hvordan jeg måske selv ville læse teksten op. Lissom sånnen her. Og så forsøger jeg i øvrigt -med nærværende (og lignende) eksempler som selvvalgte undtagelser- at stave korrekt.

Rytmisk kommatering giver simpelthen bedst mening for mig. Det vigtigste -næst efter indholdet- må være at hjælpe folk så godt på vej i teksten som overhovedet muligt - når de nu er så søde at gide læse hvad jeg har på sinde.

06 august 2008

Facebookcitater

På Facebook kan man indsætte yndlingscitater i sin profilside, og jeg har efterhånden fået samlet mig en god portion. Her er mine yndlingscitater:


"Why is it that most of the people who
are against abortion, are people you wouldn't wanna
fuck in the first place?"
-George Carlin

"Alle, som overhovedet kán finde på noget,
har pligt til at gøre korte historier lange"
-Thomas Winding

"Man skal ikke kaste med Nikolaj Steen
hvis man selv går på Jazzhouse"
-Anders "Rasta" Pedersen

"Det' jo det vi har hinanden til
- holde om og holde af"
-Anne Linnet

"You say 'erbs, we say herbs,
because there's a fucking h in it"
-Eddie Izzard

"Girls become lovers, who turn into mothers,
so mothers be good to your daughters too"
-John Mayer

"The Cure ér dårlige"
-Christian Achton Friis

"The industry of my life's passion has been hijacked
by a 13 year old boy in a Dream Theater t-shirt
- hocking a loogy from a monster truck." (om Mike Portnoy)
-Steve Bowman

"On bass, Victor bailey. He just returned from working with Madonna.
It's so nice to have him back in the music business".
-Joe Zawinul

"You look like 10 pounds of shit in a 5 pound bag"
-Laurence Fishburne

"The coolest person we've ever had on the show"
-Dave Letterman (om Esperanza Spalding)

04 august 2008

Geografi 1.0


Den rasende charmerende Ellen Hillingsøe proklamerede i denne uge i et interview, at hun meget gerne ville bruge sin ferie på at rejse langs Norges østkyst, en rute der skulle være berømmet for sin skønhed.

Norges. Østkyst.

Hun mener altså at Sverige er det rene vand ved siden af Norge...?! :-)


02 august 2008

Album top 10 / Nr. 3


Dette er en del af en serie der blev startet her.

The Beatles / Revolver

Nu træder vi tilbage i tiden til mine første minder om musik i hjemmet.
Revolver var en af de første plader jeg kan huske at kunne lide, og Eleanor Rigby er stadig et af mine absolutte yndlingsnumre. Det stærke ved Revolver i min optik, er at den tilfældigvis rummer flest af mine yndlings-Beatles-skæringer. Et nummer som For No One giver mig kuldegysninger den dag i dag.

Såre interessant ved Revolver er også George Harrisons fremkomst som komponist. Taxman, Love You To og I Wan't To Tell You er umiskendeligt Harrison, og ganske fremragende numre. Love You To er absolut en del af min barndoms soundtrack, og på samme måde som Suicide Is Painless (temaet fra M*A*S*H*) kan det røre mig med uforklarlig styrke. Harrison skrev i øvrigt nogle af de bedste Beatlessange overhovedet, hvis du spørger mig.

Det ene store minus (i min verden) er Yellow Submarine, som for mig altid kun har været en halvirriterende fjollet pausefisk mellem de andre fantastiske numre. Jeg har aldrig lært at værdsætte det nummer og vil, 9 ud af 10 gange, springe det over når jeg hører pladen.

The Beatles vil altid være en del af mig, og Revolver især. Folk der uden tøven sammenligner Rolling Stones med The Beatles kunne i mine øjne lige så godt have sammenlignet en parisertoast med den bedste sushi. For mig er de simpelthen bedste band der har eksisteret. 3 af verdens absolut bedste sangskrivere i ét og samme band.

Revolver er en af de mest alsidige plader jeg nogensinde har hørt. Måden sangene er skruet sammen på er så forskellig fra nummer til nummer, og alt i alt gi'r det simpelthen bare en stor, stor lytteoplevelse.

30 juli 2008

Rettelse III

Her til morgen lå denne e-mail i min indbakke:

Kære Jeppe

Tak for dit svar, og igen kan også jeg kun undre mig. Hende, der skrev det i sin tid, må have forvekslet nogle ting, selv om det lyder lidt besynderligt.

Jeg undskylder og beklager mange gange og fjerner afsnittet med det samme.

Mange hilsener

---
Afsnittet er ikke fjernet endnu - men forhåbentlig sker det så hurtigt som muligt. Jeg håber at dette bliver sidste akt i den sag.

UPDATE: NU er det fjernet, og efter min bedste overbevisning er det der står tilbage enslydende med det jeg sendte til dem.

29 juli 2008

Rettelse II

I kølvandet på dette indlæg skrev jeg en e-mail til slankedoktor med teksten "hvorfor lyve?" i emnefeltet.

Jeg skrev:

Hej Slankedoktor.

Jeg taler stadig ofte og stolt om dengang jeg meldte mig til slankedoktoren på nettet, og hvordan jeg tabte 17 kg på den måde.

For nylig skulle jeg linke til min solskinshistorie, og fandt til min irritation og overraskelse ud af, at I havde fiflet med informationer, således at jeg tilsyneladende skulle have tabt 22 kg ved jeres hjælp - det er løgn!

I har også ændret i teksten, så der står at jeg meldte mig som guldmedlem. Det er også løgn.
Hvorfor gør I det? Min slankehistorie er rigelig flot til at folk bliver imponerede, uden at den overdrives.

Venlig hilsen
Jeppe Morgenthaler
---

I dag fik jeg følgende svar:

Kære Jeppe

Først vil jeg undskylde mange gange for fejlen.
Jeg er ret sikker på, at der er sket en fejl i forhold til overskriften, da vi flyttede din historie over i et nyt format – for i teksten står der, at du tabte 17 kilo, som var dit mål, og at du senere havde tabt et kilo mere. Jeg har rettet det.

Det er bestemt ikke meningen, at vi omskriver historierne for at gøre dem mere imponerende, for jeg er helt enig i, at dit vægttab er imponerende, og ligeledes kan det være imponerende at have tabt 5 kilo, hvis det lige præcis er det antal, der er svære at få væk. Altså det er IKKE vores politik at overdrive.

Din historie er lavet før min tid her på SD, og jeg har uden held forsøgt at finde din originalhistorie. Det korte af det lange er, at jeg beklager meget, og har slettet det sted i teksten, hvor der står, at du var guldmedlem.


De bedste hilsener

---

Og det er egentlig nok for mig. En uforbeholden undskylding og en rettelse. Case closed. Og så alligevel ikke. For da jeg nærlæser min historie igen (bare liiiige for at være 100% sikker på at der ikke er flere morsomheder) opdager jeg et helt afsnit, der er tilføjet min historie, og som INTET har med virkeligheden at gøre. Afsnittets overskrift er

"Impulsiv beslutning har ændret mit liv".

Her står blandt andet at "hele min familie lider af diabetes og blodpropper" og at "jeg netop
også havde været røgfri i et år".
INGEN i min familie lider af diabetes og blodpropper og jeg har ALDRIG røget.

Hvad I alverden foregår der?!
Jeg har netop skrevet og bedt om at de straks fjerner det.

Fortsættelse følger...

28 juli 2008

Tur de Frangs og d i gjorde.


Jeg ved godt at sms-sprog er en særlig genre, hvor tegnsætning og stavning oftest er det sidste der tænkes på, men gårsdagens mange sms-hilsner til CSC, fra det danske folk, overraskede mig alligevel.

"Flot og se jer vinde, tak"
"Carlos er mesteren i bjergene. Når han køre kan ingen fange ham"
"I gjore det!
"Det var så flot og se hvordan i forberedt det og gjorde det færdig"
- og hundredevis af andre fejlstavede sms'er der næsten som hovedregel manglede aktive r'er.

Er det virkelig standarden?


aaaaaaand GO!