Mens mange af mine venner ligger i urinstøv til op over begge ører på en marknær ikke-stedet Rosklide bladrer jeg, med et glas rødvin
i den ene hånd, programmet for årets jazzfestival igennem og smører hver formiddag sandwiches til
eftermidddagens kombinerede brostenssidning og jazzlytning.
Sådan har det været i 17 år, og sådan er det mere eller mindre også i år.
Men 17 år går ikke uden visse traditioner melder sig henad vejen.
Det er ikke Jazzfestival før jeg har fyldt stuen med Acoustic Guitars' 'Gajos in Disguise'
og The Ends 'Contents Irreplaceable' mange gange i ugen op til festivalstart.
Faktisk har det i 17 år heller ikke været jazzfestival uden af jeg på festivallens 2. fredag indfinder
mig ved Pumpehusets udendørsscene og nyder førnævnte The End optræde.
For det gør de altid der, og altid på festivallens 2. fredag.
I år skal jeg desværre se meget langt efter den tradition, da Pumpehuset gik konkurs forleden.
Øv.
Men underboen har allerede lært 'Gajos In Disguise' og 'Contents Irreplaceable' at kende.
Og i år byder mit program både på Miles Davis' gamle superbassist Marcus Miller og unge smukke
og dygtige bassistinde Esperanza Spalding. Det glæder jeg mig til.
Men jeg glæder mig lige så meget til at gøre som jeg gjorde for 17 år siden, for endelig har jeg ferie
til at slentre rundt og fange lidt Jacob Fischer hist og lidt Hugo Rasmussen pist. Lidt A-Team her og
lidt Thomas Blachman dér (og ja, han er en virkelig, virkelig god jazztrommeslager).
Og det er første gang i mange år at jeg har ferie i Jazzfestivallen.
Hej Jazzfestival, gamle ven.
Godt at se dig igen.
