30 oktober 2008

Bøger

Ebola har i sin værste form (Ebola Zaire) en dødelighedsrate på op til 90%...

Jeg har netop færdiggjort Preben Geertingers "
Lualaba", der som sit hovedformål ønsker at oplyse og advare (os) andre mennesker om flere ubehagelige tendenser udi forekomsten og fremfærden af uhørt aggressive filovira, men som ender med først og fremmest at være en hyggelig og velsmagende huskekage omhandlende menneskets ukuelige, og ofte fatalistiske trang til at udforske verden og universet.

Påfaldende er det dog at Geertinger følte sig forpligtet til at komme med denne litterære advarsel, netop som amerikaneren Richard Preston havde gjorde sin "The Hot Zone" færdig.

Hvor Geertinger fokuserer på menneskehedens trang til udforskning som den farligste modspiller (udover selve virus) i kampen mod det onde, kæder The Hot Zone en række sande beretninger sammen til den uhyggeligste og hidtil mest skræmmende dokumentation af de reelle farer ved filovirus.

Jeg har efterhånden arbejdet mig gennem sidstnævnte bog en god håndfuld gange, og til stadighed når den ind under huden på mig og er i mine øjne mere aktuel end de fleste aviser, hvor frisktrykte de end måtte være.

Vidste du at der i 1989 var et udbrud af Ebolavirus i Reston, Washington? I virkeligheden.


Jeg synes stadig at beretningen om, hvorledes militæret og staten reagerer og får bugt med monstret, slår alle andre typer spænding, da dette er foregået. I virkeligheden.

Jeg vil godt anbefale begge bøger, men har du travlt, så læs The Hot Zone - også gerne i Johannnes Sørensens glimrende (pånær titlen) oversættelse.

Det er hårrejsende uhygge - og det er sket. I virkeligheden.

23 oktober 2008

Sånnen har jeg det også...

"I look at [undecided voters] and can’t quite believe that they exist. Are they professional actors? I wonder. Or are they simply laymen who want a lot of attention?

To put them in perspective, I think of being on an airplane. The flight attendant comes down the aisle with her food cart and, eventually, parks it beside my seat. “Can I interest you in the chicken?” she asks. “Or would you prefer the platter of shit with bits of broken glass in it?”

To be undecided in this election is to pause for a moment and then ask how the chicken is cooked."

-David Sedaris, amerikansk forfatter. ( via dooce )


Det fulde indlæg kan læses her

22 oktober 2008

Livealbums




I kommentartråden til foregående indlæg er skriften faldet på livealbums.

3 af mine alle tiders favoritter er Michael Ruffs feels good fra 1996, Joe Cockers Joe Cocker Live fra 1990 og Tower Of Powers Live and in Living Color fra 1976.

Lad os snakke livealbums og komme med gode tips til hinanden! Hvilke livealbums får dig op af stolen?

20 oktober 2008

Album top 10 / Nr. 4

Klik på billedet for at høre Songs In The Key Of Life

Dette er en del af en serie der -på foranledning af Uffe- blev startet
her.

Stevie Wonder / Songs In The Key Of Life

Få albums har jeg hørt så meget som jeg har hørt dette. Det blev udgivet 8 måneder før jeg blev født og har ikke været en del af mine forældres pladesamling. Faktisk havde og har de intet Stevie Wonder. Noget der egentlig undrer mig, nu jeg tænker over det.

På Friskolen havde musikken i mange år trukket mig længere og længere ind mod sig, og i 7. klasse joinede jeg mit første band, Pauseklovnene, som skulle blive startskudet til en årrække med funk og soul. Tower Of Power og Stevie var hovedleverandører til setlisten og i mange år mente jeg mere eller mindre hårdnakket at kunne argumentere for at musik der ikke havde både hornsektion og formede sig som en eller anden afart af soul, funk, eller r'n'b, simpelthen ikke var musik. Noget forbandet vrøvl naturligvis, og senere er min musiksmag heldigvis udvidet noget så gevaldigt.

Men det ændrer ikke på at Songs In The Key Of Life gjorde, og stadig gør et kæmpe indtryk på mig. Sangskrivningen var fuldkommen original, og kompositionerne syntes og synes at indeholde livserfaring, ægthed og troværdighed i en grad jeg ikke før havde hørt og ikke siden er stødt på. Samtidig lægger pladen sig som rosinen i pølseenden af Wonders nærmest absurd produktive periode i 1970erne.

Et bemærkelsesværdigt faktum er også at Stevie, som på flere af sine plader, spiller trommer med en lethed og overbevisning der matches af de færreste sangskrivere og sangere, og at hans stemme i øvrigt sjældent har været optaget bedre. En stemme der er i en liga helt for sig selv. Jeg har aldrig hørt nogen synge halvt så godt som ham.

Faktum er vist at jeg ikke mener at en pladesamling er noget værd uden Songs In The Key Of Life. Den er simpelthen bedre end legenden om sig selv. Hele pladen (oprindeligt en dobbelt-LP) svinger, groover og gynger sig ind i hjertet, og rummer samtidig de mest inderligt velkomponerede melodier.


16 oktober 2008

Anbefaling

Min altid overskudsramte og betænksomme veninde Stine kom med vin, salt og brød, første gang hun besøgte mig på Vesterbro. Det vil sige, brødet kom i form af en shake n bake-pakke fra et dansk firma der hedder Just Bake. I dag fik jeg så hældt vand i pakken, rystet den og kommet den i ovnen. Ud kom et velsmagende, velduftende økologisk franskbrød. Det er sgu da næsten for godt til at være sandt.

Mums.






Ørneborgen

Ørneborgen, eller Stempelfabrikken, hvor jeg har min daglige gang, har lagt væg til formidabel kunstnerisk udfoldelse fra grafiker Kristian Rasmussen.

Se processen her:

video

15 oktober 2008

Når en artikel bare MÅ kommenteres

I slalomløb mellem Vild Med Dans-opdateringer og gossipnyheder forsøgte jeg i morges at finde rigtige nyheder på TV2s hjemmeside. Det lykkedes, men ikke uden at bide mærke i en gossip (altså sladder-)nyhed der sprang i øjnene. Om George Michael skriver Helle Nelleman:

"Den amerikanske sanger skulle efter sigende have spillet sin sidste koncert-række, efter sin verdensturné i sommers,

Men nu frister en eksklusiv koncert på Abu Dhabi's lavish Emirates Palace venue."

(Jeg har ikke ændret noget - umotiveret linjeskift, stort bogstav efter komma, formuleringer og stavefejl er urørte)

1. Han er englænder

2. Koncertrække er uden bindestreg

3. Det hedder i sommer

4. Der skal ikke skrives STORT BOGSTAV efter komma

5. Ordet lavish er et engelsk adjektiv, som tydeligvis er copy/pasted ind.

6. Apostroffen efter Abu Dhabi er engelsk skrivemåde.

7. Venue er det engelske ord for spillested eller frit oversat "sted til afholdelse af arrangementer".

MENSCH! - et stykke lortearbejde.

13 oktober 2008

Skyd dog en hvid pil efter det!


Da jeg i går fulgtes med min fætter Jens hjem fra Møn, spekulerede vi på hvor længe forsøget med "2 piles afstand" på motorvejen skal køre. Jeg mente nemlig at have læst at forsøget allerede havde været udført med stor succes i Frankrig og England, og da jeg -vel hjemme igen- googlede mig til at ikke blot Frankrig og England, men også Sverige havde konstateret at pilene hjælper, så undrer det at man herhjemme vil holde det på forsøgsbasis i yderligere 5 år, - også selv om alle foreløbige danske resultater lægger sig i forlængelse af de franske, engelske og svenske.

Med andre ord: DET VIRKER! Kom nu i sving! Hvad venter vi på?!

08 oktober 2008

Lilyphone på youtube

Mine dejlige venner i Lilyphone har endelig fået lagt lidt video på youtube.



og en fin EP fra Nashville

06 oktober 2008

Mandag morgen




Der er så mange måder en mandag kan starte på. De fleste forbinder mandag med noget negativt - den lange uge inden weekenden, men når man er så heldig at vågne til tindrende blå himmel og gryende solopgang, så er det en mandag morgen der er helt tålelig. And then some.

03 oktober 2008

Sangtekster revisited

House Of Drumming, som jeg besøger og skriver på stort set hver dag, havde en venlig bruger postet denne geniale "nyhedsartikel". Læs den før du læser videre.

Jeg skreg faktisk af grin da jeg læste den.
I kølvandet på hans post er vi et par stykker på HOD der har fortsat tankerækken.

Here goes:

  • I suppose the logical question now would be "... is The Who finally willing to get fooled again?" Wink
  • AND....will Stevie Wonder -after all- stand for it?
  • Not to mention if Meat Loaf finally will do THAT for love.
  • and let's not forget, Pink Floyd might finally need some education.
  • Hall & Oates: They can go for that, yes, can do
  • And of course if all of this is true, Bono (and U2) has found what he's looking for.
  • Maybe "Seven Days" wasn't REALLY all she wrote?! And maybe it wasn't even an ultimatum note... perhaps just a few pointers to go by.
Man skal kunne sine popnumre - men så er det også en sjov øvelse.
Kom gerne med flere.

01 oktober 2008

"Du er ny i kvarteret....ik?"

I mandags flyttede jeg. Det vil sige, i mandags hjalp 8 af mine venner med at flytte 98% af mine ting fra Nørrebro (hvor man måler afstande i stenkast) til Vesterbro (hvor man måler coolness i antal besøg på Riccos kaffebar) og hold kæft hvor var det sødt af dem. Altså vennerne. Et par af dem sprang endda til i sidste øjeblik, da forkølelser, Tyskland og et par tvivlsomme afbud pludselig havde skåret kraftigt i flokken. Knapt to timer tog det. Det er da meget godt gået.

I dag skulle jeg så tilbage og gøre rent på Nørrebro, og have samlet mit sidste habengut sammen. Dette sidste viste sig at være mere end der kunne være i min rygsæk. Mere præcist 4 store IKEA-poser og to store papkasser, foruden fiskestænger, plakatrør og støvsuger.

Damn.

Et par forgæves opkald senere...bum bum...hvad hulen gør jeg?

Jeg var egentlig så småt ved at indstille mig på en 3 x 34 da Karen ringede.
Hun skulle jo låne mine store gulvhøjttalere, og havde i den anledning skaffet en Christianiacykel til at fragte dem i. Genialt. Et hurtigt opkald senere og jeg havde fået lov til at låne denne cyklernes svar på Pelle fra Rasmus Klump. Af to omgange måtte jeg læsse den til yderste kapacitet og tage turen KBHN / KBHV frem og tilbage og frem ...og så over og aflevere cyklen. Selve turen(e) var egentlig ret sjov. Sådan en karet er sgu fed at køre. Nuvel den er da tung, men den alternative balancekunst (i svingene) gør den næsten til en lille forlystelse i forhold til den almindelige cykel.

Derimod var turene til 5. sal og ned..op igen ..ned...op....ned igen...op...ned og endelig op, nok til at jeg på nuværende tidspunkt kun holdes vågen af stærk stærk kaffe. Tak kaffe.

Men alt dette kun for at komme til sagen. Det er fedt at flytte. Altså ikke alt slæwet, men det at rykke teltpælene op - smide alt sit gamle lort ud og kun gemme hvad man rent faktisk bruger. Det er fedt at
se nye sider af byen og prøve nye ting for første gang.

Som for eksempel mandag aften, hvor jeg havde lovet pizza, sodavand og øl til de seje venner der hjalp med flytningen. Et opkald fra én kok til en anden: "Hvem er den bedste pizzabager i området?" -et kvarter senere stod jeg på Vesterbrogade 112 og blev budt indenfor med et "Du er ny i kvarteret...ik?" Hvortil jeg forbløffet måtte svare "øh, jo!".
Derefter fulgte en italiensk udgave af sporvogns-sketchen. "Det er mig der drejer pizzaen"...."jaja, men det er mig der kommer fyld på"....jooo men jeg vender dem og tager dem ud"...jaja, men det er mig der tager imod penge". Italienerne på Vesterbrogade 112 er et besøg værd. Jeg fik ovenikøbet velkomstrabat!

Og ja, det er saftsuseme et af byens bedste pizzeriaer.