Naboskab

Der skal normalt meget til at jeg synes at musik bliver irriterende, men her i eksamensperioden har mine nye polske overboer sat standarden for "for meget". Min læsegruppe blev vidne til en eftermiddag med Sabrinas "Boys, Boys, Boys" på repeat, og jeg måtte op og bede nyindflytterne om at lukke luften ud af hendes overdimensionerede 80'er patter.
I dag er det gået helt galt. Vi (hele opgangen) har hørt på selvsamme 80'er hit siden kl. 17, og nu er klokken 19:30. Jeg har været oppe og pænt forsøge mig på dansk/engelsk/tysk, men de taler desværre kun polsk og jeg har en mistanke om at de ikke overhovedet fatter mine hensigter. Musikken er i hvert fald fortsat med uformindsket styrke (jeg skyder på Cerwin Vega), og nu har jeg netop -efter endnu et fejlslagent besøg listet mig op med en nøje udført tegning af to store højttalere, teksten "boys, boys, boys" med noder omkring og et stort MINUStegn henover det hele, flankeret af 2 sure smileys. Den røg ind ad brevsprækken for 5 minutter siden, så nu må vi se hvornår de opdager den.

Update:
Der gik en halv time fra jeg havde afleveret budskabet til der blev slukket for Sabrina....og tændt for noget ganske forfærdeligt eurodancetechnomusik, nu endnu højere end før. Det kørte i 20 minutter (samme nummer - det må være en syg fetich) og så døde infernoet langt om længe ud. Stilheden føles terapeutisk.