02 januar 2008

Godt nytår



Både til jer andre og for mig.

Normalt er jeg efterhånden lidt lunken ved tanken om (og her generaliserer jeg kun i rimeligt omfang) at feste med overforventningsfulde piger der på forhånd har programdikteret hvert eneste minut i løbet af nytårsaften.
Men sidste år (altså for 2 dage siden) var jeg til en af de hyggeligste nytårsaftener i mands minde. Dejlige mennesker, 13 voksne til bords uden evnesvage beklagelser eller forskrækkelser over "det uheldige tal", fabelagtig mad og ovenikøbet en stor sød hund der ikke var bange for fyrværkeri.
Ikke fordi vi selv havde købt noget. Det er længe siden jeg stoppede med det. (Jeg har det med fyrværkeri som jeg har det med julepynt: Når "alle andre" overgør det, så må jeg godt undlade det helt.)

Maden var fremragende.
Friske asparges og laks med hjemmerørt (og perfekt) hollandaise til forret.

Ovnbagt mos af div. rodfrugter og andebryster perfekt stegt med en fabelagtig indkogt balsamico og champignoner til. Hertil en jordskokkemouse.

Til dessert en crème brulée med ananas, chokoladekage, japansk kirsebær, banan og druer til. Overhældt med varm karamel. MUMS.

Desuden fik jeg selv rørt en hæderlig kransekagedej sammen og presset den ud i det som desværre uden tvivl mest lignede små gyldenbrune lorte. Men godt smagte de til champagnen.
Go' vin, øl, kaffe, musik på anlægget, og vi dansede til det blev sen nat eller tidlig morgen.

Jeg lærte i øvrigt af Patrick at det ikke hedder en Amarone... der hedder en Ama'r One!

---
Nytårstalerne var dårlige. Som sædvanligt.
Nej, Margrethe, det er 2007 vi siger farvel til, ikke 2006. (Dét var ikke hendes største problem.)
(Og til Anders Foghs i går: HJÆLP!!! Floskelfabrikken melder nu om alt udsolgt!)
---
Kl. halv fem gik turen hjemad på cykel fra Amager men på vej hjem, faktisk få hundrede meter fra min hoveddør, måtte jeg liiiige ringe til Thomas og ønske godt nytår - hvilket resulterede i 2 timers Guitar Hero inden jeg påny trillede hjemad, denne gang dog med kun 3 minutter hjem.
Dejlig aften. Go' start på det nye år.

Godt nytår.



1 kommentar:

Anonym sagde ...

Selv godt nytår! :-)

Jeg har fundet ud af at vi har en fæles bekendt, Mikkel Mortensen. Han kommer (måske mere i datid) i den musikbutik på Skindergade. Verden er lille....

Claus Kunckel
flashboywonder.wordpress.com

PS: Forresten, jeg kunne jo linke til din blog fra min!