Uffe opfordrede mig til at gennemgå min album top 10, og dette er album nummer 2 i rækken. Du kan læse om nummer 1 her.----------
Da jeg i marts 1996 drog på dagsrejse fra Odsherred med min gamle ven og med-trommeslager Kristian, mod København og Copenhagen Jazzhouse, var det med en spændt forventning, men uden nogen reel viden om den trommeslager vi skulle til clinic (masterclass) med.
Vi havde begge modtaget invitationen fra Slagtøj Centret (hvor jeg senere skulle arbejde 7 gode år) og med interesse læst om denne ukendte australske trommeslager, Virgil Donati, som tilsyneladende ikke bare skulle være helt forrygende. Rygtet gik at han var næsten ubegribeligt dygtig, et fænomen simpelthen, og da flere af vores helte - amerikanske sværvægtertrommeslagere som Dennis Chambers, Dave Weckl og Vinnie Colaiuta alle havde udtalt sig i meget rosende vendninger om denne Donati, ja så glædede vi os til at se giraffen.
Vi sad parat på 3. række og vippede spændt med fødderne ved synet af et flot engelsk Premier Signia-trommesæt plastret til med lisså flotte schweiziske Paistebækkener.
Ved de første takter tabte vi kæben. Og så os omkring. Alle tilstedeværende tabte kæben. Det var simpelthen ikke til at fatte at nogen havde taget kunsten at udtrykke sig rytmisk kreativt på trommer - til sådanne højder. Resten af aftenen blev legendarisk. Folk skiftevis hujede eller sad målløse med åben mund og polypper og måtte overgive sig til det ekstreme fysiske udtryk. Virgil arbejder som en besat og lægger typisk 6-8 timers daglig træning/øvning, selv i dag, hvor han nærmer sig de 50.
På et tidspunkt rakte jeg hånden op og stillede ham et teknisk spørsgmål, hvorefter han hev mig op på scenen, så jeg på tætteste hold kunne observere hvordan han arbejdede. Siden da begyndte vi efterhånden at skrive sammen, og langsomt, over de næste 4-5 år udviklede vi et fint venskab. Jeg har taget til både Hamburg og Berlin for at se ham og i dag arbejder jeg på hans hjemmeside og sætter en stor ære og stolthed i at kende ham personligt. Hans arbejdsmoral overgår ALT hvad jeg nogensinde har set - og i 1999 havde han i nogen tid skrevet på det, der skulle vise sig at blive hans foreløbige kompositoriske højdepunkt, nemlig Serious Young Insects, et instrumentalprojekt der havde et par af hans gamle australske kolleger i hovedrollerne. Pladen blev udgivet i hans navn, i form af det finurlige navn On The Virg.
Aldrig før -og ikke siden- er rytmisk progressiv musik blevet taget til så ekstreme højder. Virgil og de andre musikere formår at twiste, skubbe og trække rytmerne i en grad der er enestående. Kompositionerne er originale, vanvittigt aggressive/progressive og både rytmisk og harmonisk ulig noget jeg havde hørt før. Især numre som Native Metal og Alien Hip-Hop har opnået legendestatus indenfor den relativt lille verden der udgør fanbasen for ekstrem progressiv rytmisk instrumentalmusik.
Det er snart 10 år siden, jeg første gang satte den på anlægget, og det til trods er den til stadighed en af de mest spillede plader i mit liv. Musikken formår stadig at begejstre og bevæge mig på en måde som ingen anden musik gør. Jeg tror at det intense udtryk er enestående for min musiksamling, og jeg føler at den rammer lykkedybder af min musikelskende sjæl som ingen andre. Og bare som appetitvækker inkluderer jeg lige en solo fra hans turne sidste år, med den franske superstjerne Michel Polnareff. Den gi'r et godt billede af hans fysiske formåen, tæt på de 50 år. Husk så at Serious Young Insects er 9 år gammel...
8 kommentarer:
Mine musikalske/percussionistiske præferencer hører hjemme i jazzen, og min personlige favorit er Max Roach, så det er et helt ny univers, du åbner for mig - og så alligevel ikke. Jeg lytter og lærer, og jeg er målløs. Men efter min mening er Virgil bedst, når han er alene. Hold da op!
Fin introduktion (og elegant hjemmeside, for resten!).
Jeg har selv hørt meget jazz og Max Roach er muligvis min yndslingjazztrommeslager. Min far er i øvrigt gammel jazzbassist og har (heldigvis) tvangsgindlagt mig til megen god jazz.
I dag hører jeg mindre swingjazz og mere i grænsegenrerne hvor jazzen møder electronica.
Tak for de rosende ord mht hjemmesiden...er det min du mener? Eller en af dem jeg linker til i indlægget?
Skal jeg være ærlig, var det Virgils hjemmeside, jeg tænkte på, og jeg ser først din egen nu. Men begge er flotte, og jeg forstod det sådan, at du også har en finger med i spillet på førstnævnte (?)
Haha, ja selvfølgelig skal du være ærlig! Jeg har kun inflydelse på indholdsdelen af Virgils side. Min egen er en gratis css-template som jeg har rodet lidt med selv (og jeg er IKKE hjemmesidedesigner), men som i øvrigt skal laves om så snart jeg har tiden til det.
Nå - men jeg synes nu, den er o.k. alligevel :-)
En dag må jeg låne en af dine DVD'er med den fyr og se ham i en længere sammenhæng. Man har jo snart hørt ret så meget om dine lovprisninger af den fyr, og ikke én gang har du sammenlignet ham med Safri Duo :-)
No prob - det finder vi da ud af.
Og sammenligningen mellem ham og Safri ville vel være som sammenligningen mellem En middag på NOMA og den der mystiske 10-kroners cheeseburger til mikrobølgeovn, som Netto sælger (har ALDRIG smagt den).
Og dog...
For Morten og Uffe (Safri) er jo faktisk utroligt dygtige. De har bare glemt hvor go'e de er.
De turnerede verden som klassisk duo i mange år inden technobrøleren...som så desværre hænger ved endnu.
Ja, det er nu også sådan jeg husker dem bedst. Har set dem og snakket med dem ved flere lejligheder på S.A.G. når de vendte hjem for at sige hej til det gamle gymnasie og prale over for os nye studerende :-)
Send en kommentar