26 juli 2008

Rettelse


Hm.

Da jeg, for 1½ år siden, tog mig sammen og tabte en hel del kilo, skete det med uvurderlig hjælp fra slankedoktor - et onlinesystem som jeg stadig vil anbefale alle der kæmper med vægten, og som ikke gider se det gå den forkerte vej mere.

Jeg meldte mig som
broncemedlem* (og senere som sølvmedlem*) og fik hurtigt meget flotte resultater ud af mine anstrengelser. I forbindelse med at jeg nåede mit mål, nemlig at gå fra 107 kg (jeg vejede 109, men havde tabt mig 2 kg da jeg startede på slankedoktorprogrammet) til 90 kg, ville Slankedoktor (altså folkene bag) profilere min proces som en såkaldt solskinshistorie.

Fint, tænkte jeg - jeg vil sgu da gerne dele mine erfaringer med andre. Så jeg blev bedt om at nedfælde min "historie" og sende den til dem. Det gjorde jeg, efter jeg (måske lidt naivt) havde sagt god for at de kunne editere i historien så den "passede flere forskellige medier".
Helt rimeligt i min optik.

Da jeg så skulle kommentere Uffes indlæg , med et billede af en meget tyk dame, ville jeg lige linke til min slankehistorie. Da opdagede jeg at de ikke bare har tilpasset historien til internetmediet. De har gjort den bedre end den er, og dyrere end den er. Ikke alene har de ændret min historie til at jeg meldte mig som guldmedlem* (en forholdsvis pebret fornøjelse i kroner og øre); De har også - til trods for at teksten (hvad sandt er) siger at jeg tabte 17 kg (som var mit mål) - smidt en overskrift på, som siger at jeg tabte 22 kg med slankedoktorprogrammet. Det er løgn.

Jeg har intet imod at reklamere for programmet (også selv om det ikke var gratis at være sølvmedlem) - men det ærgrer mig meget at de sådan pynter på virkeligheden i deres reklamer. Sandheden er jo at 17 kg tabt er meget imponerende og et flot resultat. Hvorfor overdrive og dermed gøre programmet utroværdigt?!

Meget mærkeligt firma.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kunne det ikke være sjovt at spørge dem, hvorfor de har gjort det? Korrespondancen skulle selvfølgelig publiceres her :-)

Jeppe Morgenthaler sagde ...

Jeg har faktisk skrevet til dem. Jeg skal nok poste korrespondancen hvis de svarer :-)