Klik på billedet for at høre Songs In The Key Of LifeDette er en del af en serie der -på foranledning af Uffe- blev startet her.
Stevie Wonder / Songs In The Key Of Life
Få albums har jeg hørt så meget som jeg har hørt dette. Det blev udgivet 8 måneder før jeg blev født og har ikke været en del af mine forældres pladesamling. Faktisk havde og har de intet Stevie Wonder. Noget der egentlig undrer mig, nu jeg tænker over det.
På Friskolen havde musikken i mange år trukket mig længere og længere ind mod sig, og i 7. klasse joinede jeg mit første band, Pauseklovnene, som skulle blive startskudet til en årrække med funk og soul. Tower Of Power og Stevie var hovedleverandører til setlisten og i mange år mente jeg mere eller mindre hårdnakket at kunne argumentere for at musik der ikke havde både hornsektion og formede sig som en eller anden afart af soul, funk, eller r'n'b, simpelthen ikke var musik. Noget forbandet vrøvl naturligvis, og senere er min musiksmag heldigvis udvidet noget så gevaldigt.
Men det ændrer ikke på at Songs In The Key Of Life gjorde, og stadig gør et kæmpe indtryk på mig. Sangskrivningen var fuldkommen original, og kompositionerne syntes og synes at indeholde livserfaring, ægthed og troværdighed i en grad jeg ikke før havde hørt og ikke siden er stødt på. Samtidig lægger pladen sig som rosinen i pølseenden af Wonders nærmest absurd produktive periode i 1970erne.
Et bemærkelsesværdigt faktum er også at Stevie, som på flere af sine plader, spiller trommer med en lethed og overbevisning der matches af de færreste sangskrivere og sangere, og at hans stemme i øvrigt sjældent har været optaget bedre. En stemme der er i en liga helt for sig selv. Jeg har aldrig hørt nogen synge halvt så godt som ham.
Faktum er vist at jeg ikke mener at en pladesamling er noget værd uden Songs In The Key Of Life. Den er simpelthen bedre end legenden om sig selv. Hele pladen (oprindeligt en dobbelt-LP) svinger, groover og gynger sig ind i hjertet, og rummer samtidig de mest inderligt velkomponerede melodier.
Få albums har jeg hørt så meget som jeg har hørt dette. Det blev udgivet 8 måneder før jeg blev født og har ikke været en del af mine forældres pladesamling. Faktisk havde og har de intet Stevie Wonder. Noget der egentlig undrer mig, nu jeg tænker over det.
På Friskolen havde musikken i mange år trukket mig længere og længere ind mod sig, og i 7. klasse joinede jeg mit første band, Pauseklovnene, som skulle blive startskudet til en årrække med funk og soul. Tower Of Power og Stevie var hovedleverandører til setlisten og i mange år mente jeg mere eller mindre hårdnakket at kunne argumentere for at musik der ikke havde både hornsektion og formede sig som en eller anden afart af soul, funk, eller r'n'b, simpelthen ikke var musik. Noget forbandet vrøvl naturligvis, og senere er min musiksmag heldigvis udvidet noget så gevaldigt.
Men det ændrer ikke på at Songs In The Key Of Life gjorde, og stadig gør et kæmpe indtryk på mig. Sangskrivningen var fuldkommen original, og kompositionerne syntes og synes at indeholde livserfaring, ægthed og troværdighed i en grad jeg ikke før havde hørt og ikke siden er stødt på. Samtidig lægger pladen sig som rosinen i pølseenden af Wonders nærmest absurd produktive periode i 1970erne.
Et bemærkelsesværdigt faktum er også at Stevie, som på flere af sine plader, spiller trommer med en lethed og overbevisning der matches af de færreste sangskrivere og sangere, og at hans stemme i øvrigt sjældent har været optaget bedre. En stemme der er i en liga helt for sig selv. Jeg har aldrig hørt nogen synge halvt så godt som ham.
Faktum er vist at jeg ikke mener at en pladesamling er noget værd uden Songs In The Key Of Life. Den er simpelthen bedre end legenden om sig selv. Hele pladen (oprindeligt en dobbelt-LP) svinger, groover og gynger sig ind i hjertet, og rummer samtidig de mest inderligt velkomponerede melodier.
15 kommentarer:
Efter samtale med min plade samling, skal der indsparkes et "hørt!" her fra NYC!
Haha, YEAH!
Kunne ikke være mere enig - og tak for at du nævner Tower of Power!
Har 22 plader med dem...hvor mange har DU?! (for nu at komme helt tilbage i skolegården igen :-))
http://www.23hq.com/morgenthaler/photo/1518322
Så få at det er pinligt, men jeg spiller dem alligevel jævnligt med stor fornøjelse (o.k, 5 :-))
Årh, det er sikkert 5 go'e.
Jeg nævnte det egentlig kun fordi en tidligere kollega engang -med en lidt for bedrevidende attitude- spurgte hvor mange T.O.P.-plader jeg havde, og at HAN SELV HAVDE ALLE 8!
-hvortil jeg kun kunne fnyse og triumferende sætte ham på plads.
Faktisk lidt nysgerrig nu. Hvilke 5?! :-)
23?? og ingen compilations? Hvad har du så, 5-6 liveplader?
(og jeg er ud over det af den mening at den nuværende sanger er en skovl og at der ikke er kommet en god TOP plade siden T.O.P. - og min yndlingsplade er Urban Renewal!)
As far as Stevie goes, så er Songs in the... lakmusprøven for en pladesamling - og for en kæreste. Hvis hun ikke ka' li' den, så' u'!
22 plader (som skrevet ;))
Af reelle plader er det:
Bump City
Tower OF Power
East Bay Grease
Urban Renewal
Back To Oakland
In The Slot
Ain't Nothin' Stoppin Us Now
We Came To Play
Back On The Streets
Power
Monster On A Leash
T.O.P
Souled Out
Rhythm N Business
The Oakland Zone
+ en shitload af liveplader, opsamlinger og specialudgivelser med alternative udgaver af numre.
Live And In Living Color er fandenedeme bare et brag af en liveplade.
Lnk til stort billede af mine T.O.P.plader:
http://www.23hq.com/morgenthaler/photo/1518322/original
I øvrigt har du ret mht kæresteprøven.
Don't like Songs In The Key Of Life? FARVEL! :-)
Ahh - det var www.23hq linket der forvirrede mig! Og ja, Live and in Living Color kandiderer til en top 15 plads på verdens bedste liveplader.
Egentlig en meget fed diskussion.
Jeg har et yderst svagt punkt for "Joe Cocker Live" fra 1990. Og jeg er ikke engang specielt vild med ham. Men den plade...
Uh, den er også en hyppig gæst i min cd-spiller. Faktisk tror jeg den bor der.
altså...Cocker?
Jeg smider sgu lige en ny tråd op.
Jeg kender ikke ret meget til Stevie Wonder, det må jeg indrømme, men min oplevelse er da helt klart, at hvis den står frem som et ikonisk mesterværk i en pladesamling, så har man simpelthen alt for mange Celine Dion-plader...
Du får en flad ved lejlighed. Fredag, må det blive. Ses.
Send en kommentar