Farvel mormor

Min mormor døde her til aften.

Hun var 90 år og 3 måneder gammel og var i denne uge blevet ramt af en blodprop. Hun lå bevidstløs på Holbæk Sygehus og sov stille ind. For at gøre en lang historie kort var det det bedste der kunne ske for hende nu.

Der er mange ting jeg vil huske hende for.
Hendes sprog, der havde så mange pudsige udtryk, som min søster og jeg fører videre i sjov og spas, fordi det er fjollede udtryk som nok ikke gi'r mening for andre at huske, men som vi elsker hende for og griner af. Det har vi altid gjort og det vil vi altid gøre.

Hendes glæde ved at synge.
Det meste af familien har arvet det fra hende, og hendes døtre, min mor og mine to mostre sang for hende i aften på sygehuset da hun var død.
Noget så banalt som at sætte sig sammen om et bord og synge, det var noget hun nød, og noget vi gjorde så sent som til hendes 90-års fødselsdag i oktober.

Først og fremmest vil jeg dog huske noget der er sket længe før jeg kom til verden.
Min mormor og morfar var med i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig og min mormor smuglede våben under dynerne i barnevognen hvor min ældste moster lå og smilede op til de tyske officerer, der klappede hende på kinden og fortalte min mormor hvor sød den lille pige var. De anede naturligvis ikke at de blot var få centimeter fra våben der blev smuglet på tværs af byen med det formål senere at dræbe dem. Min mormor har fortalt at hun var rørt over scenen fra Matador med Maude der kører jøden Hr. Stein i sikkerhed, og hvor tæt på virkeligheden den kom. I hvert fald hendes egen virkelighed.

Det har gjort et uudsletteligt indtryk på mig at hun turde, men hun sagde altid at hun blot gjorde det hun følte måtte gøres. Det beundrer jeg hende meget for, og selv om jeg håber på aldrig at havne i en lignende situation, så håber jeg at jeg ville turde gøre det rigtige, selv hvis det rigtige ville kunne koste mig mit liv.