12 maj 2009

Mange bække små

Jeg ved godt det ikke syner af meget, men det var dog et sted at starte.
Ja, ok, jeg forklarer lige hvad jeg skriver om...

En ung fyr der var med til bombningen af Hyskenstræde har udtalt sig til B.T. om nattens udskejelser. Han peger blandt andet på angrebet på kapitalismen. Idiot. Det er selvstændige erhvervsdrivende der har butikker i Hyskenstræde.
Han taler også om graffitikunsten. Det er ikke graffiti; det er tagging, lille ven. Og I er eddermame dårlige til det.

Næ, se nu blot på det billede jeg tog på Vesterbro forleden. Her har man - ganske fredsommeligt - taget skridt i retning af en lidt mindre ensrettet by. Man har simpelthen malet vinduerne i forskellige farver. Og det er ikke grimt. Højst lidt sødt. Og det gør ingen fortræd.

Hvis nu vandalerne fra Hyskenstræde havde lidt fantasi gik de stille og roligt i gang med at ændre byen lidt efter lidt, med kreativitet og fantasi, og så ville alle vi andre måske endda synes det var både sympatisk og tiltrængt.

5 kommentarer:

Sixten sagde ...

Helt enig.
Hvis man vil ændre tingene må det gøres på en konstruktiv måde og ikke på andres bekostning.

"»Jeg nød at se på det ... det var forløsende at se destruktionen af alle de fine store butikker, som tjener frygteligt mange penge. De er jo et billede på kapitalismen«, siger Valdemar til B.T."

"billede på kapitalismen" Sikke noget firser ævl! Vi har alle ret til at tjene alle de penge vi vil her i DK. Deres argumenter er helt hen i vejret og efter min mening undskyldning for at retfærdiggøre deres destruktive tendenser. Eller er det bare i bund og grund kedsomhed? For hvis de var oprigtigt interesseret i at ændre byen tror jeg de ville være mere konstruktive og kreative.

Peter sagde ...

Jeg har det med ordet "normalisering" som Hermann Göring havde det med "kultur" ...

Ordet bliver igen og igen og igen trukket frem som et forsvar for hærværk, vold, ødelæggelse og straffefrihed for overtrædelse af narkotikalovgivningen. Og jeg har sjovt nok ikke set nogle eksempler på nogen "normalisering" eller "ensretning" fra det officielle samfunds side - tværtimod ser jeg en masse tiltag fra amatør-taggere på at få hver eneste husvæg til at ligne den næste. Samme gruppe der holder af at klæde sig i ens sorte hættetrøjer, jeans og Converse-sko.

Hvis det de lægger for dagen er det modsatte af "normalisering", så stemmer jeg sgu (igen) på det parti der beskyldes for at indføre endnu mere "normalisering"! Ja jeg gør så! :|

Og for at blive positiv, så synes jeg at der er mange små tiltag, som de farvede vinduer, og de små caféer, ja selv de (efterhånden evindelig) mange små bryggerier, der allesammen er med til at gøre hverdagen og bybilledet meget meget mere varieret. Så lad os da håbe at denne variationsgivende "normalisering" vil sejre!

Jeppe Morgenthaler sagde ...

Ahh, Peter - hvis du ikke har set nogle eksempler på normalisering og ensretning fra det officielle samfunds side så har du gået rundt med lukkede øjne. Alt fra agurkestørrelse og form-regulativer og standarden på byskilte over tvungen skolegang (JEG synes jo ikke DÉT er nogen dårlig ting) er da klokkeklare eksempler på ensretning og deraf normalisering. "Et byskilt SKAL se sådan ud" osv.

Men om denne sag: Idioter der smadrer byen fordi de synes det er fedt at smadre...jeg forstår det bare ikke.

Jeppe Morgenthaler sagde ...

I øvrigt er jeg rørende enig i din fremstilling af deres forhold til uniformer. De har mindst lige så meget uniform på som fx politiet har.

Peter sagde ...

Nå, på den måde normalisering. Jeg troede bare at de "unge" mente noget nyt, noget som den onde borgerlige regering var kommet med - for jeg synes ikke rigtig at de afviger særlig meget fra de gode gamle socialdemokratiske dyder om at alle helst skal være ens (hint: enhedsskolen) - og på den måde er jeg da enig med de "unge" i at vores regering er alt for lidt liberal :-)

Men udtrykket er vel bare stjålet fra "normaliseringen af Christiania", som for en stor dels vedkommende skulle få staden til at blive en bydel istedet for et besat militært område (eller hvad det nu var) - og så er det blevet brugt som protest mod at man ikke bare må gøre som det passer en, uden at tage hensyn til sine medborgere ... og den form for normalisering har vist været i gang i adskillige 1000 år :)

Nå - jeg må skrive et politisk essay kan jeg mærke.