2009 vandt radiojournalist Jesper Tynell Cavlingprisen for i en serie på 15 indslag i DR P1's Orientering at afdække det som på Orienterings hjemmeside kaldes for "ministerens mindre demokratiske metoder". Blandt afsløringerne var blandt andet:
- Claus Hjort Frederiksen gav Folketinget usande oplysninger.
- Ministeren afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job - i al hemmelighed og uden om Folketinget.
- Beskæftigelsesministeriet bad kommunerne administrere den såkaldte 300-timers regel på en ulovlig måde.
- Ministeriet bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel.
- Embedsmænd slettede belastende dokumenter fra ministeriets arkiver.
(Kilde: Wikipedia, mine fremhævelser)
Vi må simpelthen ikke glemme det.
Selv de mest hårdnakkede Venstrevælgere kan da ikke være tilfredse med det, kan I? Han er finansminister nu. Det forekommere grotesk.
Jeg håber vi vil blive ved med at huske det, og vedholdende nævne det indtil det får konsekvenser.
Den korte version er: Ikke eksisterende. Men det er jo desværre ikke den fulde sandhed. Jeg bliver konfronteret med religionen når venner vil giftes i kirke, og når venners børn bliver døbt i kirken. Der bliver jeg konfronteret med kristendommen. I større skala bliver jeg i disse år ofte konfronteret med det mest ekstreme Islam. Med uhyrligheder udført i Allahs og Muhammeds navn. Og jeg kan i forhold til kristendommen vælge om jeg spiller med, "fordi det jo bare er uskyldige traditioner" som ikke har nogen indflydelse på mit liv, eller om jeg vil gøre op med mig selv hvad religionen skal spille af rolle i mit liv. I forhold til Islam er der ingen vej uden om. Den spiller en rolle i vores samfund, så længe ekstremister bliver ved med at udøver terror i religionens navn. Well... jeg tog opgøret kristendommen da jeg valgte ikke at blive konfirmeret, efter at have været "til præst" 3 gange. Den lokale præst var en hysterisk kvinde der blandt andet hoppede op på bordet og sang at gud skabte alle (på tysk, hvilket på det tidspunkt gjorde det endnu mærkeligere). Det gav ikke mening, af en grund som Ricky Gervais her sætter gode ord på: Jeg så simpelthen ingen forbindelse mellem mit liv og en påstået zombie der skulle have spankuleret omkring for 2000 år siden. Jeg så heller ingen guddommelighed ved det faktum at min morfar, og flere andre jeg kendte, fra det ene øjeblik til det andet blev reduceret til levende skygger, eller slet og ret døde, pga. blodpropper, kræft og alt mulig andet der - hvis man tror på at "nogen" bestemmer - virker uretfærdigt og tilfældigt. Jo mere jeg hørte om religion og dens mange ansigter, jo mindre gav det mening. Jo flere guder jeg blev opmærksom på var opstået og forsvundet igen igennem historien, jo mere så jeg et mønster: Religionen og dermed guderne er skabt af mennesker der ønsker kontrol over andre mennesker. Hverken mere eller mindre. Jeg har venner der slet ikke forstår mig, og som synes jeg er arrogant og nedladende når jeg undsiger religion og kristendommen i skarpe vendinger. Indrømmet, diskussionerne om religion opstår typisk når man har fået lidt indenbords, og derfor er der ikke så meget filter på, som på en tirsdag formiddag, populært sagt. Og jeg bruger af og til sproget til det yderste af min formåen i min afstandtagen fra religion. Og det er ikke fordi jeg ikke har mødt sympatiske religiøse mennesker. Jeg studerede med den venligste, mest arbejdsomme muslimske pige, der ovenikøbet hjalp mig med at finde gode bøger om Muhammed og Islam, da jeg følte jeg vidste for lidt om hvad jeg kritiserede og tog afstand fra. Men jeg har altså også mødt præster der var så langt fra noget kristen ideal som man kan komme, uden ligefrem at slå folk ihjel - ved mit akkompagnement af et gospelkor gennem ti år; et kor der næsten udelukkende spillede kirkekoncerter. Jeg mødte forsmåede, bitre mennesker, der tilsyneladende hadede alt levende. Jeg overdriver ikke. De gik med hvid krave på en sort kofte. Det pudsige i den sammenhæng er at jeg er et langt mere kristent menneske end for eksempel en sådan præst. På overfladen altså. Jeg opfører mig stort set kristent. Stjæler ikke. Slår ikke ihjel. Er forholdsvis flink og imødekommende osv. Bare ikke i Guds navn. Når jeg har behov for så utvetydigt at tage afstand fra religion -over en kam- i dag er det fordi vi siden religionen fyldte mest, for flere hundrede år siden, har lært så meget om verden og hvordan den hænger sammen, at det simpelthen ikke giver mening at holde fast i religionen. Vi ved bedre. Vi ved at man sagtens kan opføre sig ordentligt, være et godt, omsorgsfuldt og kærligt mennesker uden religion. Man kan skrive hjerteskærende smuk musik uden religion. Man kan skabe tankevækkende kunst uden religion. Alt det som religionerne typisk påberåber sig eneretten til, kan vi klare uden religion. Derfor finder jeg i disse år megen støtte og et stort håb i Christopher HItchens, Richard Dawkins, Sam Harris, Dan Dennett, Stephen Fry og så mange andre videbegærlige, belæste og intelligente mennesker, der taler åbent mod religion. Og det er både mit håb og min overbevisning at vi langsomt men sikkert bevæger os mod en verden hvor religion får lov at spille en stadig mindre rolle, for til sidst kun at blive omtalt i historiebøgerne. Her er et par gode eksempler på hvorfra jeg får energien til åbenlyst at undsige religon:
