Du skal sig' det med blomster

Jeg ved egentlig....godt hvordan det skete.
Min ven Kristian ringede til mig og spurgte om jeg ville være statist i en amatørmusikvideo. "Om halvanden time!"...
Tja - hvorfor ikke? Det var en lørdag eller søndag eftermiddag og jeg havde ikke andet at lave end at pleje en mild omgang tømmermænd. Dress code? Ingen krav! Musikstil? "Ved ikke helt hvad man skal kalde det, men det men det er vist noget dansktop med et psykotwist". Nu var der ingen tvivl om at det sku prøves og de næste 3-4 timer gik med -for mit vedkommende- at agere bartender i en skummel, dårligt oplyst bar. Der blev skudt ganske mange scener med mig og jeg glædede mig til i alle tilfælde at se mit kornfede ansigt tone selvsikkert frem som en anden tjener Bolt til sin tid. Videoens stjerne var ikke til stede, og vi skulle alle spille (skuespil) uden at høre nummeret så meget som en eneste gang. Derfor var det med nogen nysgerrighed at jeg efterfølgende gik hjem og googlede fænomenet...Hannibal Hildorf. En blanding mellem Johnny Hansen (Kandis) og Warner Bros' tasmanske djævel efter 2 flasker absint toner frem og jeg kan næsten ikke vente på at se resultatet af vores forlængede eftermiddag. Den ventetid er netop slut og jeg kan akkurat, og kun lige med nød og næppe i et glimt skimtes - hvis man er sej til at pause filmen præcis på 1:22/1:23-mærket. Hrmf. Nå - det er jo ikke mig der er helten. Hannibal får alt andet lige smilet frem -på den ene eller anden måde. Mystisk, psykopatisk og varm på en gang. Han ender med enten at blive stor stjerne eller massemorder (eller begge dele)...I can feel it in my bones.