Et venskab krydser sit spor

Vi skal tilbage til sommeren 2005, hvor jeg sagde farvel til mit job i Slagtøj Centret og goddag til en tilværelse som danskstuderende på KUA.

Jeg var generelt ret overvældet ved antallet af søde, sjove, åbne og imødekommende mennesker, og følte mig straks velkommen. Jeg havde hilst et par gange på en langlemmet fyr der vist nok hed Jon, og det virkede som om vi godt ku' blive venner. Der var et eller andet der klikkede. En dag, til et arrangement i Nordisk Kaffebar, købte han to øl, satte sig ved siden af mig og begyndte at snakke. Jo, han hed Jon, og vi havde umiddelbart en del til fælles. Efter jeg havde købt den næste og vi havde gentaget den øvelse et par gange sagde Jon noget der totalt ændrede samtalens modus:

"Jeppe, når jeg møder nye mennesker, som jeg umiddelbart fornemmer, jeg kan blive venner med, så fortæller jeg dem altid om en bestemt ting: En film jeg så da jeg var lille, og som ingen andre tilsyneladende har set, og som jeg ikke kan huske hvad hed. Jeg kan dog huske at det er den bedste western jeg nogensinde har set. Helten var en fyr i en lang gullig jakke[...]"
Allerede der afbrød jeg ham og forsøgte mig: "Captain Starlight?"
Jon blev nærmest bleg. Jeg fortsatte: "Sam Neill i hovedrollen; blev sendt i midtfirserne på DR?"
"DET ER FOR SINDSSYGT" nærmest råbte Jon, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Den næste halve time gik på at få verificeret at det vitterligt var den samme western vi snakkede om. Det var det. Godt nok, og det måtte vi google os til, hedder den Robbery Under Arms, men blev vist nok klippet i 4 dele og sendt som miniserie på DR i 80'erne under navnet Captain Starlight (Neills hoverollefigur).
For lissom at forsegle skæbnen fortsatte Jon med at spørge mig om jeg så også -hvilket var HELT usandsynligt i hans øjne- ku fortælle mig hvad denne musik hedder: "DAAAAAA, DA DAAA DAA" (Ooooooooh For-Tuuuu-Naaaa, synger koret)
-hvortil jeg svarede: "Det er Carmina Burana".
Lige siden har vi været mere end gode venner; været forbavsende enige om en masse ting, grinet over de samme ting (senest Scrubs, som muligvis er DEN bedste sitcom ever!) og naturligvis forsøgt at opstøve et gammelt VHS-bånd med den efterhånden mytiske Robbery Under Arms. Det har hidtil været ganske umuligt. Men...
For nylig kunne Jon triumferende melde at den nu endelig var udgivet på DVD og at han havde bestilt den allerede. Og i aften skal vi se den. For første gang i over 15 år.
Jeg glæder mig. Jeg mener, det kan måske ikke blive andet end en skuffelse, men bare det at få lov at se den igen er fantastisk. Ja, jeg glæder mig virkelig.