02 august 2008

Album top 10 / Nr. 3


Dette er en del af en serie der blev startet her.

The Beatles / Revolver

Nu træder vi tilbage i tiden til mine første minder om musik i hjemmet.
Revolver var en af de første plader jeg kan huske at kunne lide, og Eleanor Rigby er stadig et af mine absolutte yndlingsnumre. Det stærke ved Revolver i min optik, er at den tilfældigvis rummer flest af mine yndlings-Beatles-skæringer. Et nummer som For No One giver mig kuldegysninger den dag i dag.

Såre interessant ved Revolver er også George Harrisons fremkomst som komponist. Taxman, Love You To og I Wan't To Tell You er umiskendeligt Harrison, og ganske fremragende numre. Love You To er absolut en del af min barndoms soundtrack, og på samme måde som Suicide Is Painless (temaet fra M*A*S*H*) kan det røre mig med uforklarlig styrke. Harrison skrev i øvrigt nogle af de bedste Beatlessange overhovedet, hvis du spørger mig.

Det ene store minus (i min verden) er Yellow Submarine, som for mig altid kun har været en halvirriterende fjollet pausefisk mellem de andre fantastiske numre. Jeg har aldrig lært at værdsætte det nummer og vil, 9 ud af 10 gange, springe det over når jeg hører pladen.

The Beatles vil altid være en del af mig, og Revolver især. Folk der uden tøven sammenligner Rolling Stones med The Beatles kunne i mine øjne lige så godt have sammenlignet en parisertoast med den bedste sushi. For mig er de simpelthen bedste band der har eksisteret. 3 af verdens absolut bedste sangskrivere i ét og samme band.

Revolver er en af de mest alsidige plader jeg nogensinde har hørt. Måden sangene er skruet sammen på er forskellig fra nummer til nummer, og alt i alt gi'r det simpelthen bare en stor, stor lytteoplevelse.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Spændende betragtninger! Revolver ramte mig lige midt i mine teenageår, men jeg har det i store træk på nøjagtig samme måde - og jeg er helt enig i karakteristikken af Yellow Submarine.

Bortset fra det suger det sgu i mellemgulvet hos mig, uanset hvilket Beatles-album, jeg hører :-)

Jon Mikkel Hansen sagde ...

Nu det hedder...

Jeg er enig angående Yellow Submarine.

Din sammenligning mellem Stones og parisertoast, er dog på den bedste dag helt forkert.

De to bands bevæger sig hver deres spektrum af musikken. Selvom det er lykkedes Stones at skrive nogle af verdens mest berømmede "pop-numre" ("Wild Horses", "You Can't Always Get What You Want" og "She's a Rainbow" to name a few), har det aldrig været missionen at være et popband. I stedet har Rolling Stones som det eneste (hvide) band, formået at tage rythm and blues lyden fra New Orleans og Saint Louis, og tilføre en rocklyd som intet andet band er lykkedes med på samme måde, hverken før eller siden.

Der er stor forskel i sangskrivningen. Hvor du, ganske rigtigt synes jeg, betegner ihvertfald de 3 Beatler som verdens bedste sangskrivere, så findes der i Rolling Stones en rock-vibe, og et blueset groove, som jeg ikke mener at have oplevet noget andet sted.

And that's all I have to say about that...

Jeppe Morgenthaler sagde ...

Præcis, du uddyber i virkeligheden i nogen grad hvad jeg mener. Rolling Stones er jo uden tvivl en kæmpe succes, og unikke på deres egne præmisser.

Det er netop i sammenligningen med The Beatles at det går galt. De to skal ikke sammenlignes, for de kan ikke sammenlignes.

Bare fordi de producerede deres vigtigste musik i nogenlunde samme epoke, sammenligner folk dem uden at blinke.

PS: Jeg kan egentlig godt li' parisertoast. De fleste andre bands vil i sammenligningen med The Beatles fremstå som ustegt lever.