Mandagstirsdag

I går, som jo var mandag, var vitterligt mandag. Punkteret cykel fra morgenstunden og en hals så tør som døde sandkorn (som er rigtig tørre). Føltes som en hel uge.

I dag var det jo så tirsdag, men hvor mandag alligevel bød på sol, så lagde tirsdag (hvor jeg skulle op kl. 5) ud med regn og rusk og vedblev med at være grå hele dagen.

Da jeg, træt som bare fanden, sidder og spiser aftensmad, ringer underboen på, netop som jeg er ved at kløjs i (mindst) et makrelfiskeben, der gør at min i forvejen ru hals føles som vindblæst sandpapir der skurer mod andet sandpapir i en kontinuerlig rallende, skurende lyd der igen minder om 3 klapperslanger der spiller maracas i en orkanstyrke sidevind. Eller sånnoget.
Nåmen hun får lånt en lommekniv med dåseåbner, da jeg tilsyneladende har mistet min dåseåbner. For det er jo mandag igen.

Altså lige indtil jeg tjekker min telefon, og der er en hilsen fra min gamle arbejdplads om at de gerne vil se mig til julefrokost - og det er immervæk 3½ år siden jeg stoppede der. Imponerende. Og absolut nok til at få mig i godt humør inden Edgar Allan Poe skal forsøge at skræmme mig i lyset af natlampens skær. Indtil videre er jeg forholdsvis skuffet over ham. Mordene i Rue Morgue var decideret fjollet.

Næ, så glæder jeg mig til gengæld usigeligt over at min yndling, Jean-Christophe Grangé allerede er ude med en ny, som opfølger til den fine liste af hårrejsende thrillere han kaster af sig i tide og...well i tide.

Jeg smutter i seng.
I morgen skal jeg nemlig op...kl. 5.