Selv om jeg utvivlsomt selv på et tidspunkt har været en der blev vendt øjne af, når jeg sammen med mine gymnasievenner sad på Klods Hans Bodega i 1. G (og 2. og 3.) i Asnæs og bællede billige øl og råbte op om ting jeg ikke havde forstand på - så synes jeg trods alt stadig der er et stykke vej fra ungdommens naivitet til den oplevelse man fredage/lørdage aftener -og i særdeleshed i december- kan få sig på de første 150 meter af Vesterbrogade.
I går havde jeg været med to gode venner i Grand og se Jan Troells seneste film, Maria Larssons evige øjeblik (trailer) og stadig omsvøbt biografens dæmpede akustik og trygge mørke trådte vi ud på Mikkel Bryggers Gade og midt ind i et østeuropæisk kæresteslagsmål med den mandlige parts tydeligt berusede venners tilråb (Break up!, break up!, break up!) som upassende baggrund.
Vi fortrak til Strøget, kun for at blive mødt af et sønderflænsende brag, der ledte tankerne hen på nyhedshistorier om chrysanthemumbomber...
Christ.
Diskussionen om hvorvidt vi skulle tage et enkelt glas inden vi skiltes blev afgjort af en flok midtjyske firmajulefrokoster der var splejset sammen til en masende, rygende, sprutlugtende kødklump af en trafikprop man enten kunne vælge at blive en del af, eller skride fra. Vi gjorde det sidste.
Da jeg krydser Vester Voldgade, for at cykle mod Vesterbro, ser jeg politifolk i gang med at anholde 3 urimeligt fulde mænd, der stadig forsøger at gøre det til en diskussion på ord, til trods for at ingen af dem kan udtale så meget som deres eget navn. Et ynkeligt syn.
Videre ad Vesterbrogade - en øvelse der resulterede i at jeg vurderede bilbanen som det absolut sikreste sted for cyklister på den 150 meters strækning der udgør det mest provinsielle sted i hele Danmark, nemlig fra Rådhuspladsen til Aksel Torv.
Sjældent har Dansken set så fesen ud...
Voksne mennesker i lallende, savlende, brækkende sig, råbende, grædende, pissende udgaver. Brovtende mænd (iklædt syngende juleslips) der bager på alt fra lygtepæle til ludere, 40-50-årige kvinder (iklædt alt for lidt) der bager på mænd i alle aldre. Tilsæt så illegale taxaer (og almindelige taxaer) der -uden skelen til medtrafikanter- samler kunder op midt i kryds, midt på vejen, inde på fortovet, midt på cykelstien, nåja alle steder. Jeg siger jer, da jeg passerede Vesterbro Torv drog jeg et lettelsens suk.
Hjemme igen fra en skide god film. Nåja, filmen! Jo, den er rigtig god.
07 december 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Af forskellige grunde er jeg her på det sidste holdt op med at drikke mig fuld (højst lidt snalret) - og tænk engang, man savner det sgu ikke.
Jeg vil give dig fuldstændig ret i, at det er usmageligt så meget danskere drikker. Altså, det er da okay en gang i mellem at drikke et glas vin for meget, men vi har nået (kvalme)grænsen... for lang tid siden.
Misforstå mig ikke.
Jeg nyder gerne alkohol, og også i mængder min lever efter al sandsynlighed ikke har godt af. MEN... jeg har ikke kastet op på åben gade siden jeg var teenager og jeg smider ikke bomber efter folk, og jeg slås ikke, hverken på gaden eller andre steder.
Det syn der mødte mig i går kunne uden overdrivelse tituleres "Menneskets deroute"
Ja sådan er det når man flytter til Vesterbro :)
2 år på hjørnet af Blaagaardsgade med Kassen, Louises og Under Stellet lige neden for vinduerne gjorde mig gammel og mopset... det er vist ikke kun Vesterbro!
I know - er jo selv gammel Nørrebroer, men det er påfaldende at de der mest centrale meter af Vesterbrogade er det mest provinsielle man kan opdrive i kongeriget. :-)
Send en kommentar