Bill, Richard, Sam, mig og alle de/I andre

Dette er muligvis det mest alvorlige indlæg jeg har skrevet i de 4 år jeg har blogget.
I alle tilfælde er det følgende noget der betyder mere og mere for mig.

-------------------

Jeg har alle dage følt en udtalt skepsis overfor religion. I min barndom betød det næsten udelukkende kristendommen, som var den eneste religion jeg havde rigtig ind på livet. I dag har jeg oplevet flere typer religion, den ene mere skræmmende og fordummende end den anden.

Jeg er ikke døbt; noget jeg ydmygt sender en stor tak til mine forældre for - og naturligvis heller ikke konfirmeret. Da jeg som 13/14-årig var med konfirmanderne "til præst" mødtes vi første dag af en skrigende kvindelig præst der på tysk sang "Gud skabte os alle" mens hun dansede rundt på bordene. No kidding! Jeg frabad mig yderligere deltagelse og så det som en god indikation for mig om at jeg var på rette kurs, og havde fat i den lange ende.

Nå men tilbage til dåben for et øjeblik:
Jeg har en alder hvor mange af mine venner og veninder naturligt bliver forældre til søde små børn som jeg nyder at se vokse op. Det har desværre inkluderet et mindre antal dåber, og netop dåben har jeg i de senere år fået et stadig mere anstrengt forhold til. At varetage en trosbekendelse for et barn er i mine øjne grundlæggende forkert og usympatisk.

Det i forvejen uskyldige barn bliver givet til Gud, og i pagten indgår renselsen for enhver synd og ikke mindst frelsen - noget jeg altså ikke kan se frem til, som tingene står nu.

Når præsterne taler om dåben og om faddernes roller og ansvar så er jeg glad for at jeg aldrig er blevet bedt om at være fadder. Nåja, jeg skulle i alle tilfælde være blevet døbt først, men jeg ville simpelthen ikke kunne se mig selv i spejlet uden at føle mig falsk. Jeg har for nylig oplyst nogen af mine troende venner om dette, og jeg mærkede straks en dejlig varm fornemmelse af at melde rent ud og stå ved min ikke-tro på Gud.

Jeg meddelte dernæst at jeg kommer til deres snarlige kirkelige bryllup i venskabelig og på dagen stiltiende men helhjertet protest mod den kirkelige vielse. Jeg har intet imod at holde en fest for nogen der (tror at de) vil dele resten af livet sammen.

Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, hørt eller set noget der kunne så meget som give mig et strejf af tro på en almægtig Gud. Ej heller forstået de af mine venner der kalder sig troende i nogen grad, når jeg har set dem leve et liv præcis (og i flere tilfælde mere) så ukristeligt som jeg indtil videre har levet mit.

At jeg gennem de seneste år har følt en stadig større nødvendighed for at italesætte min skepsis overfor og misbilligelse af religion kan sikkert tilskrives mange ting. En stor kærlighed til mine troende venner, og håbet om deres snarlige opvågnen fra religionens sløvende forestillinger kunne være en af dem. En anden kunne være de tendenser der peger i retning af religion som noget der skal beskyttes af love og regler, og som ikke må kritiseres; senest manifesteret ved en helt uhyrlig FN-resolution, der som en naturlig konsekvens går direkte imod ytringsfriheden som vi kender den.

Det burde være præcis som den canadiske diplomat Terry Cormier formulerede det:
"Det er enkeltindivider, der har rettigheder, og ikke religioner".

Ydermere har jeg gennem de seneste år følt et håb vokse i mig. Et håb der nok blev født af Richard Dawkins, der om nogen lagde grundstenene for den nyeste, nuancerede, grundige, rationalebaserede religionskritik. En kritik der i øjeblikket nyder godt af de digitale mediers fart og udbredelse, og skaber ringe i vandet som kan ses og mærkes af mange areliøse og ateister.

Mit håb er en art opvågnen. En opvågnen der vil lade langt flere folk indse at vi/de intet kan bevise om nogen gudelig eksistens, at religionen først og fremmest har splittet menneskeheden og skabt krig og kaos, død og ødelæggelse. En religion der holder os tilbage. En sådan opvågnen ville måske kunne bane vejen for et intelligent verdenssamfund der konstruktivt kan arbejde sammen ved hjælp af først og fremmest videnskabelige landvindinger.

Mit håb får i disse dage især næring fra arbejde af folk som Bill Maher (blandt andet på grund af hans film 'Religulous') og Sam Harris; sidstnævnte kan ses i nedenstående video. Den er den første i en række der viser et foredrag han holdt for 2 år siden. Han er rasende intelligent, grundig og desuden morsom, og jeg vil anbefale alle at se hele rækken af videoer fra det foredrag.