29 marts 2009

Bill, Richard, Sam, mig og alle de/I andre

Dette er muligvis det mest alvorlige indlæg jeg har skrevet i de 4 år jeg har blogget.
I alle tilfælde er det følgende noget der betyder mere og mere for mig.

-------------------

Jeg har alle dage følt en udtalt skepsis overfor religion. I min barndom betød det næsten udelukkende kristendommen, som var den eneste religion jeg havde rigtig ind på livet. I dag har jeg oplevet flere typer religion, den ene mere skræmmende og fordummende end den anden.

Jeg er ikke døbt; noget jeg ydmygt sender en stor tak til mine forældre for - og naturligvis heller ikke konfirmeret. Da jeg som 13/14-årig var med konfirmanderne "til præst" mødtes vi første dag af en skrigende kvindelig præst der på tysk sang "Gud skabte os alle" mens hun dansede rundt på bordene. No kidding! Jeg frabad mig yderligere deltagelse og så det som en god indikation for mig om at jeg var på rette kurs, og havde fat i den lange ende.

Nå men tilbage til dåben for et øjeblik:
Jeg har en alder hvor mange af mine venner og veninder naturligt bliver forældre til søde små børn som jeg nyder at se vokse op. Det har desværre inkluderet et mindre antal dåber, og netop dåben har jeg i de senere år fået et stadig mere anstrengt forhold til. At varetage en trosbekendelse for et barn er i mine øjne grundlæggende forkert og usympatisk.

Det i forvejen uskyldige barn bliver givet til Gud, og i pagten indgår renselsen for enhver synd og ikke mindst frelsen - noget jeg altså ikke kan se frem til, som tingene står nu.

Når præsterne taler om dåben og om faddernes roller og ansvar så er jeg glad for at jeg aldrig er blevet bedt om at være fadder. Nåja, jeg skulle i alle tilfælde være blevet døbt først, men jeg ville simpelthen ikke kunne se mig selv i spejlet uden at føle mig falsk. Jeg har for nylig oplyst nogen af mine troende venner om dette, og jeg mærkede straks en dejlig varm fornemmelse af at melde rent ud og stå ved min ikke-tro på Gud.

Jeg meddelte dernæst at jeg kommer til deres snarlige kirkelige bryllup i venskabelig og på dagen stiltiende men helhjertet protest mod den kirkelige vielse. Jeg har intet imod at holde en fest for nogen der (tror at de) vil dele resten af livet sammen.

Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, hørt eller set noget der kunne så meget som give mig et strejf af tro på en almægtig Gud. Ej heller forstået de af mine venner der kalder sig troende i nogen grad, når jeg har set dem leve et liv præcis (og i flere tilfælde mere) så ukristeligt som jeg indtil videre har levet mit.

At jeg gennem de seneste år har følt en stadig større nødvendighed for at italesætte min skepsis overfor og misbilligelse af religion kan sikkert tilskrives mange ting. En stor kærlighed til mine troende venner, og håbet om deres snarlige opvågnen fra religionens sløvende forestillinger kunne være en af dem. En anden kunne være de tendenser der peger i retning af religion som noget der skal beskyttes af love og regler, og som ikke må kritiseres; senest manifesteret ved en helt uhyrlig FN-resolution, der som en naturlig konsekvens går direkte imod ytringsfriheden som vi kender den.

Det burde være præcis som den canadiske diplomat Terry Cormier formulerede det:
"Det er enkeltindivider, der har rettigheder, og ikke religioner".

Ydermere har jeg gennem de seneste år følt et håb vokse i mig. Et håb der nok blev født af Richard Dawkins, der om nogen lagde grundstenene for den nyeste, nuancerede, grundige, rationalebaserede religionskritik. En kritik der i øjeblikket nyder godt af de digitale mediers fart og udbredelse, og skaber ringe i vandet som kan ses og mærkes af mange areliøse og ateister.

Mit håb er en art opvågnen. En opvågnen der vil lade langt flere folk indse at vi/de intet kan bevise om nogen gudelig eksistens, at religionen først og fremmest har splittet menneskeheden og skabt krig og kaos, død og ødelæggelse. En religion der holder os tilbage. En sådan opvågnen ville måske kunne bane vejen for et intelligent verdenssamfund der konstruktivt kan arbejde sammen ved hjælp af først og fremmest videnskabelige landvindinger.

Mit håb får i disse dage især næring fra arbejde af folk som Bill Maher (blandt andet på grund af hans film 'Religulous') og Sam Harris; sidstnævnte kan ses i nedenstående video. Den er den første i en række der viser et foredrag han holdt for 2 år siden. Han er rasende intelligent, grundig og desuden morsom, og jeg vil anbefale alle at se hele rækken af videoer fra det foredrag.

4 kommentarer:

Peter sagde ...

Et rigtigt godt indlæg!
Jeg er selv døbt og konfirmeret, og endda fadder for min niece - men er sidenhen kommet til fornuft og har meldt mig ud af alt kirkeligt. Jeg var så heldig at have en præst (til konfirmationsforberedelsen) der var en uhyre fornuftig mand, og i det hele taget et rart menneske.

Men jeg har sidenhen lært at religion bestemt ikke er nødvendigt for at være et rart menneske - dem der er rare, er det oftest på trods af deres religion, og ikke på grund af den. Derimod har jeg mødt og set adskillige personer der gemmer sig bag deres religion, og bruger den til at være rigtig ubehagelige - nogle gange bare for at være dum og benægte videnskabelige/objektive fakta, og andre gange for at være farlig og sprænge andre mennesker i luften.

Jeg synes at der er en opvågnen på vej - i hvert fald en vej væk fra de dogmatiske organiserede religioner. Desværre ser det ud til at den går en omvej gennem alskens mystiske spiritistiske selvopfundre semi-religioner, men så længe de "dumme" ikke får mandat til at gemme sig bag gamle bøger, så synes jeg at verden går lidt fremad ... det gør den desværre ikke lige i disse dage, men snart! Snart!

Jeppe Morgenthaler sagde ...

Tak Peter.
Jeg mere end havde på fornemmelsen at vi så forholdsvis ens på den slags.

Ikke desto mindre rart med klar udmelding.

Anders VB sagde ...

Jeg er helt enig med dig, Jeppe - bortset fra at jeg faktisk mener at en mand som Bill Maher er en polariserende og skadende figur, der på sin egen vis er præcis lige så dogmatisk som hans modstandere. Hans metode er ren fingerpegen, og jeg var dybt skuffet over Religulous som efter min opfattelse ikke var andet en 90 minutters forsøg på latterliggørelse af alle der er uenige med ham. Det var hans standard-standup shtick, bare foran et andet publikum.

Sam Harris, Richard Dawkins og Christopher Hitchens skal alle have kæmpe roser for deres arbejde, I'm a huge fan. Jeg vil lige til slut anbefale en kort doku af Stewart Lee, "Don't Get Me Started" - her: http://www.youtube.com/watch?v=Jn2NMzb0OXU

Jeppe Morgenthaler sagde ...

Sådan opfattede jeg ikke Religulous.

Hele indledningen med hans mor og hans katolsk/jødiske baggrund sætter en helt anden stemning end ren fingerpegen, synes jeg.

Hans eneste reelle pointe (som han udtaler ofte og også i filmen) er: "I preach the gospel of 'I don't know'"

Jeg vil skynde mig at tjekke Stewart Lee ud. Tak for tippet.