Jeg bruger megen tid på Facebook.
Så er det sagt.
Jeg mener at der er så mange positive ting at sige om dynamikken og netværksfunktionen i Facebook. Derfor anbefaler jeg også alle at bruge siden.
Efter at have været på Facebook et lille års tid synes jeg dog der tegner sig et klart billede.
Facebookbrugere har en generel tendens (undertegnede inkluderet) til at favorisere (især) statusupdates der tegner et positivt billede af en selv. Naturligvis. Hvem tager bevidst en grim skjorte på om morgenen?
Det har selvfølgelig først og fremmest den konsekvens at vi alle sammen ser lidt bedre ud på Facebook, end vi gør i virkeligheden. Bedre er nok et forkert ordvalg, men så selektivt selvpromoverende, på en måde der ikke nødvendigvis er forkert. Så længe den bliver parret med en eller anden form for reality check en gang i mellem.
Alle vil jo helst skrive at de lige "smutter i biffen og ser forpremieren på [X] film", "slentrer ind i den anden stue og tester den nye Macbook Pro", eller (som jeg) "lige laver en kop kaffe mere på den nye vidundermaskine på kontoret" (der i øvrigt -hvilket jeg heller ikke lægger skjul på- minder om et lækkert New Yorker-kontor med rå murstensvægge.
Problemet bliver, synes min kommunikationsnetværkskollega A-M og jeg, at det med tiden bliver et noget fastfrosset billede af livet, vi projicerer ud gennem vores profiler.
Nuvel, der er da nybagte mødre og andre virkelighedsramte der formår at skrive om smerter og bekymringer, men det er et fåtal af Facebookbrugere der gør det.
I en virkelighed hvor hver 3. eller 4. af mine (typisk 28-35-årige) venner bakser med enten stress, depressioner af den ene eller anden type, eller kombinationer heraf, synes jeg det må være på plads med et reality check på Facebook. Og jeg koncentrerer mig om Facebook fordi det er det ene samlende webmedie der er i øjeblikket, altoverskyggende i udbredelse og brugeraktivitet.
Derfor har jeg (udtænkt sammen med førnævnte netværkskollega) oprettet gruppen I have Issues (Jeg har problemer) på Facebook. Pointen hermed er ikke at tilråde alle til at bralre ud med detaljerede beskrivelser af svangerskabsproblemer, aborter, hospitalsindlæggelser, selvmordsforsøg og lignende - men slet og ret at opfordre til eftertanke i forhold til ens egen virkelighed, og den persona der repræsenterer en på Facebook.
Personligt vil jeg altså bare gribe i egen barm og sige: Mit liv er ikke en overfladisk rejse gennem superfede oplevelser - og intet andet. Der er store og små bekymringer og svære overvejelser undervejs, og hvis vi ikke deler disse med vores venner (Facebookvenner såvel som venner i det hele taget) bare en gang i mellem - så tror jeg vi bliver rigtig kede af det og stressede af at skulle leve op til det image, vi har bygget op af os selv, på Facebook. (Altså mere stressede end vi tilsyneladende i forvejen er).
Når man først deler både sorger og glæder med sine venner, bliver venskaberne lige præcis det dobbelte værd. Jeg taler af erfaring.
Mit navn er Jeppe.
I have Issues.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Jeg ved ikke om det er en aldersting, men når jeg kigger statusmeddelelser, består de næsten af lige dele positive og negative udmeldelser. Men jeg kan godt se din pointe... men det er faktisk lidt sjovt, da danskere jo som regel elsker at brokke sig. Som Steffen Brandt engang sagde: Danskere har ikke mistet deres temperament - de brokker sig bare i stedet for.
Ja, der er stor forskel på brok og så det at dele reelle bekymringer med sine medmennesker. Det er rigtigt at mange statusopdateringer er negative, men det er lidt udenom min pointe.
I øvrigt tror jeg du måske har ret mht. alderen. Der er sgu nok noget om den 30-års-krise.
Jeg hedder AnetQ, and I have issues... (Det er måske derfor jeg har en blog!)
Jeg tror ikke helt jeg kan se forskellen... man kan jo godt brokke sig over reelle bekymringer :)
Ja det kan man, men dét synes jeg ikke folk gør. Jeg synes folk brokker sig over vejret/at skulle op tidligt/tømmermænd/lektier/undervisere/arbejde/osv osv.
Men - det er jo subjektivt hvordan man læser andre, og det er altså bare min opfattelse jeg prøver at beskrive.
Nu erklærer danskerne jo i et væk, at de er verdens lykkeligste folkefærd, så måske det er dér hunden ligger... og smiler, åbenbart.
Jeg synes VIRKELIG ikke, at vi skal have folks bekymringer og depressioner på facebook. Folk lukker sgu så meget pis ud i forvejen, og det har vi allerede glimrende kanaler som Go'Aften Danmark til at tage sig af.
Lad mig gentage en af mine hovedpointer: Pointen hermed er ikke at tilråde alle til at bralre ud med detaljerede beskrivelser af svangerskabsproblemer, aborter, hospitalsindlæggelser, selvmordsforsøg og lignende - men slet og ret at opfordre til eftertanke i forhold til ens egen virkelighed, og den persona der repræsenterer en på Facebook.
Og jeg har droppet fjernsynet af samme grund som du nævner.
Send en kommentar