København

Jeg er rigtig glad for at bo i København.

Godt nok er der i øjeblikket forskrækkeligt mange skyderier og knivstikkerier - men så længe jeg ikke selv er direkte involveret har det en tendens til ikke at fylde så meget. Og det er nok det bedste ikke at gå at være bange, tænker jeg.

I stedet kan jeg jo så stoppe op af og til og nyde den by jeg bor i, når den viser sig fra en særligt pæn side. Som forleden hvor jeg cyklede over Dybbølsbro og måtte stoppe og nyde solnedgangen (første billede).

Eller når jeg cykler over fælleden om morgenen og ser den ændre sig markant fra uge til uge. Nogen gange fra dag til dag - som de to sidste billeder illustrerer. De er taget med 2 dages mellemrum.

Opskrift på julestemning i februar

I dag var jeg i en umiskendelig julestemning det meste af dagen.
Jeg ved også godt hvorfor.

Det startede med at jeg satte iPoden på shuffle, hvilket resulterede i en cykeltur der fik både 'It's beginning to look a lot like christmas' (med Bing Crosby), og 'Last Christmas' som soundtrack.

Dernæst kunne jeg hele dagen (og det gjorde jeg!) glæde mig over den dejlige blå himmel - hvilket fik mig til at få 'Dejlig er den himmelblå' på hjernen. Den sidder der stadig, for da jeg for et kvarter siden cyklede hjem af Bülowsvej (i sydvestgående retning) kunne jeg observere den mest funklende stjerne jeg nogensinde har set.

Så tydeligt blinkede den at jeg ikke kunne holde mig fra at mumlesynge "[...]hvor de gyldne stjerner blinke, hvor de smile hvor de vinke[...]", dog efter jeg havde sikret mig at der ikke var nogen til at høre det, cyklende umiddelbart bag mig.

Nu har jeg for første gang i to måneder tændt stearinlys, og er i blød, pejseklar Disney-julestemning. Ikke fantastisk god timing.

Jeg går i seng om lidt og finder noget helt andet at høre som godnatmusik.
Måske Pierre-Laurent Aimards fantastiske indspilning af Ligetis etuder. Jeg blev gjort opmærksom på Ligetis 'Djævelens trappe' af min fætter Peter, og fik oplysninger fra min gode ven, pianisten Søren, om at Pierre-Laurent Aimard er The Dogs Bollocks, når det kommer til at fortolke Ligeti. Det havde han saftsuseme ret i.

Så farvel, julestemning!

(Og her er det Greg Anderson der har fornøjelsen af at betræde Djævelens trappe:)

Fru Termotrus og hendes Sisu lover

Ugen inden Marie og Mika skulle giftes var der blæst til lynarrangeret polterabend for den skønne Marie.

Vi skulle nå at feste med hende en sidste gang, inden hun hun blev viet til en bemærkelsesværdigt knivløs, og helt forrygende sympatisk og cool finne, som jeg selv forøvrigt er blevet rigtig gode venner med. Mika er en good guy, og the good guy always wins, som vi snart skal lære.

På polterabenden havde Rasmus lagt den plan at vi skulle skrive et nummer til Marie. Med brainstorm og ordindlæg og -oplæg fra alle blev teksten en realitet.

Melodi og akkorder blev flikket sammen af Marie Louise og Marcus og i den efterfølgende uge fik vi pudset...og pudset og pudset lidt mere... og til sidst havde vi en sang som vi sang for Marie til bryllupsfesten.

(Og bare for en god ordens skyld:)

Akkorder og melodi: Marie Louise og Marcus
Arrangement: Marie Louise
Leadvokal & guitar: Marcus
Bas, guitar, keyboard: Marie Louise
Shaker, cajon, tamburin: Jeppe
Kor: Marie Louise, Jeppe og Stine

Den er fyldt med frække ord (så er I advaret), men hold kæft hvor havde vi det sjovt med at lave den.

Kære Marie og Mika: Tillykke endnu en gang.

Kærlig hilsen,
Os alle sammen

Mørkt og lyst

For en god ordens skyld: Der er ikke fiflet med farverne

Selv om jeg ingenlunde er vild med sneen (fordi den er så fesen herinde i byen, og typisk aldrig falder i den halve meter man kan bruge til noget) så var turen over fælleden i morges ret pæn. Mørk og lys på samme tid. Jeg stod ikke stille længe nok til at få et rigtig godt billede. Det var for koldt. Forhåbentlig kan man alligevel se hvad jeg mener. Tusmørkeagtigt og lidt dystert, men ikke noget en kop kaffe ikke allerede har gjort kål på.

Forsinket nytårsforsæt

Udsnit af gårsdagens påklædning...

I går var jeg til mine dejlige venner Marie og Mikas bryllup.
Om aftenen til festen var jeg trukket i noget sort med undtagelse af de hvide sko og et knaldorange slips indkøbt tidligere på dagen.

Affødt af de mange positive kommentarer skal mit forsæt for resten af (livet) året være at steppe min daglidagsgarderobe op til lidt oftere at inkludere slips og vest. Vesten er jeg ingenlunde ubekendt med, og slipset er ingen nævneværdig yderligere besvær.

Det må være realiserbart at gå bedre klædt. Især for sådan en som mig, der har en garderobe indeholdende mindst 30% fra H&M og ditto% fra McKorman. Ja, stilforvirringen er himmelråbende, I know.

Som Mel Gibsons onkel i Braveheart sagde, om nevøens manglende latinkundskaber:

That's just something we'll have to remedy!

Se så! III

Bølgerne har slet ikke lagt sig endnu i den på alle måder ophedede debat, der nu dog indkredser sig til at fokusere på Celcius vs [X] og alle de mulige og umulige misforståelser der åbenbart opstår i tide og utide når man ikke holder styr på hvilken form for temperaturmåling man taler om.

Læse bare her hvad bagsideredaktøren fra Ingeniøren sendte mig.
Min historie kommer efter al sandsynlighed på bagsiden på fredag eller næste fredag.

Og jeg kan takke min veninde "SHB" og Jesper Ørngreen(s søn) for det.