Mandagsuge

Først Bryggebroen i onsdags...

Så Knippelsbro i dag...

To gange på under en uge har broen været oppe. Verdens mest brugte undskyldning for at komme for sent. Men altså... den var sgu go' nok begge gange.

Bill, Richard, Sam, mig og alle de/I andre

Dette er muligvis det mest alvorlige indlæg jeg har skrevet i de 4 år jeg har blogget.
I alle tilfælde er det følgende noget der betyder mere og mere for mig.

-------------------

Jeg har alle dage følt en udtalt skepsis overfor religion. I min barndom betød det næsten udelukkende kristendommen, som var den eneste religion jeg havde rigtig ind på livet. I dag har jeg oplevet flere typer religion, den ene mere skræmmende og fordummende end den anden.

Jeg er ikke døbt; noget jeg ydmygt sender en stor tak til mine forældre for - og naturligvis heller ikke konfirmeret. Da jeg som 13/14-årig var med konfirmanderne "til præst" mødtes vi første dag af en skrigende kvindelig præst der på tysk sang "Gud skabte os alle" mens hun dansede rundt på bordene. No kidding! Jeg frabad mig yderligere deltagelse og så det som en god indikation for mig om at jeg var på rette kurs, og havde fat i den lange ende.

Nå men tilbage til dåben for et øjeblik:
Jeg har en alder hvor mange af mine venner og veninder naturligt bliver forældre til søde små børn som jeg nyder at se vokse op. Det har desværre inkluderet et mindre antal dåber, og netop dåben har jeg i de senere år fået et stadig mere anstrengt forhold til. At varetage en trosbekendelse for et barn er i mine øjne grundlæggende forkert og usympatisk.

Det i forvejen uskyldige barn bliver givet til Gud, og i pagten indgår renselsen for enhver synd og ikke mindst frelsen - noget jeg altså ikke kan se frem til, som tingene står nu.

Når præsterne taler om dåben og om faddernes roller og ansvar så er jeg glad for at jeg aldrig er blevet bedt om at være fadder. Nåja, jeg skulle i alle tilfælde være blevet døbt først, men jeg ville simpelthen ikke kunne se mig selv i spejlet uden at føle mig falsk. Jeg har for nylig oplyst nogen af mine troende venner om dette, og jeg mærkede straks en dejlig varm fornemmelse af at melde rent ud og stå ved min ikke-tro på Gud.

Jeg meddelte dernæst at jeg kommer til deres snarlige kirkelige bryllup i venskabelig og på dagen stiltiende men helhjertet protest mod den kirkelige vielse. Jeg har intet imod at holde en fest for nogen der (tror at de) vil dele resten af livet sammen.

Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, hørt eller set noget der kunne så meget som give mig et strejf af tro på en almægtig Gud. Ej heller forstået de af mine venner der kalder sig troende i nogen grad, når jeg har set dem leve et liv præcis (og i flere tilfælde mere) så ukristeligt som jeg indtil videre har levet mit.

At jeg gennem de seneste år har følt en stadig større nødvendighed for at italesætte min skepsis overfor og misbilligelse af religion kan sikkert tilskrives mange ting. En stor kærlighed til mine troende venner, og håbet om deres snarlige opvågnen fra religionens sløvende forestillinger kunne være en af dem. En anden kunne være de tendenser der peger i retning af religion som noget der skal beskyttes af love og regler, og som ikke må kritiseres; senest manifesteret ved en helt uhyrlig FN-resolution, der som en naturlig konsekvens går direkte imod ytringsfriheden som vi kender den.

Det burde være præcis som den canadiske diplomat Terry Cormier formulerede det:
"Det er enkeltindivider, der har rettigheder, og ikke religioner".

Ydermere har jeg gennem de seneste år følt et håb vokse i mig. Et håb der nok blev født af Richard Dawkins, der om nogen lagde grundstenene for den nyeste, nuancerede, grundige, rationalebaserede religionskritik. En kritik der i øjeblikket nyder godt af de digitale mediers fart og udbredelse, og skaber ringe i vandet som kan ses og mærkes af mange areliøse og ateister.

Mit håb er en art opvågnen. En opvågnen der vil lade langt flere folk indse at vi/de intet kan bevise om nogen gudelig eksistens, at religionen først og fremmest har splittet menneskeheden og skabt krig og kaos, død og ødelæggelse. En religion der holder os tilbage. En sådan opvågnen ville måske kunne bane vejen for et intelligent verdenssamfund der konstruktivt kan arbejde sammen ved hjælp af først og fremmest videnskabelige landvindinger.

Mit håb får i disse dage især næring fra arbejde af folk som Bill Maher (blandt andet på grund af hans film 'Religulous') og Sam Harris; sidstnævnte kan ses i nedenstående video. Den er den første i en række der viser et foredrag han holdt for 2 år siden. Han er rasende intelligent, grundig og desuden morsom, og jeg vil anbefale alle at se hele rækken af videoer fra det foredrag.

Kranøvelse

Da jeg i morges sad og legede lidt med iMovie, fik jeg pludselig et fint objekt til en tidlig undersøgelse af programmets muligheder for at importere stillbilleder - og lave en film af dem.

Det kom der følgende, noget hakkende resultat ud af:

Labyrint

Første skitse

En af opgaverne i faget 'Webdesign & Webkommunikation' var at lave en labyrint af html-sider.
Den løste jeg således.

Jeg vil godt afsløre at labyrinten kan løses med 3 klik, og at rekorden indtil videre er 5 klik. De fleste har dog ligget på mellem 15 og 25 klik.

Prøv selv, og se om du er hurtigere. Opgaven er, som skrevet står, at "finde skatten". Og hvis du synes at du bare klikker dig rundt i ring og lander på de samme sider igen og igen...ja så er det faktisk min hensigt. Altså...for at afholde dig fra at lande ved skatten.

God fornøjelse.

6000 grader my ass.

Så kom min historie om temperaturer i Ingeniøren.
Den kan læses her.

YES IS MORE

Her til aften var jeg på DAC og se udstillingen YES IS MORE, med projekter fra tegnestuen Bjarke Ingels Group.

Det var en stor oplevelse, synes jeg.
Iderigdommen er ufattelig, virkelysten ustoppelig og fantasien har ikke sat nogen grænser endnu, hvis jeg således må omformulere en fast vending.

Med undtagelse af lydsiden, der var lidt for mudret (lydklippene faldt sammen med hinanden), lidt for lav og ikke helt så interaktivt sat op, som undertegnede kunne have tænkt sig... ja så er det en utrolig flot udstilling, kurateret i tegneseriestil og med så megen (god og sjov) tekst (måske for meget for nogle), så mange modeller og så mange flotte billeder at man næsten taber pusten.

Tænk at dansk kan tænkes så stort.

Især var jeg vild med Scalatårnet - men jeg så ikke noget jeg ikke blev meget imponeret over.
Jeg kan varmt anbefale at se den udstilling.

Inden da spiste jeg en sandwich på Café Kejzer og beundrede samtidig min fætter Lars' tegninger på væggene der. Han er partner i en anden fremadsynet tegnestuevirksomhed, og ligeledes rasende dygtig.

Svar fra Mikado House

Jeg kunne ikke dy mig for at spørge Mikado House om de var bevidste om associationen til pindespillet.

Deres svar er venligt og oplysende, men svarer ikke helt på spørgsmålet.

--
Hej CBRE/Mikado House

Må man være så fræk at spørge hvorfor I kalder det Mikado House?
Det kunne være en henvisning til det gamle japanske ord for kejser,
men jeres logo peger i retning af pindespillet - som i mine øjne ikke er er god kommunikation
om jeres evner som konstruktører/entreprenører.

Har I overvejet associationen?

Venlig hilsen
Jeppe Morgenthaler

--
Kære Jeppe,

Navnet er ganske rigtig afledt af spillet og signalerer det netværk og den videndeling på kryds og tværs, som huset ønsker at være garant for.

Med venlig hilsen
--

Alrighty then.

Fej for egen dør - nu med illustration af Lea Letén

Illustrator og børnebogsforfatter Lea Letén var så sød at donere en illustration til projektet.
I øvrigt har jeg skrevet til Klaus Bondam, om ikke han vil støtte projektet - bare åndeligt i det mindste.

Jeg synes det er længe siden jeg fik så god en idé. Andre skal bare også synes det...
Jeg håber det fanger an. Nøj, hvor ku' det være fedt.


---
Idéen:

Lørdag 4. april går vi alle (ja dig og mig, din nabo, min nabo, alle!) ud på gaden og fejer foran vores egen dør. Så simpelt er det! Brug 5-10 minutter på det! Mere skal der ikke til.

Jinx

Mellem (nye) KUA og ITU ligger en byggegrund der hurtigt udvikler sig til et hus med etager, nærmest med en ny etage hver uge. Byggeriet ser grundigt nok ud, og den færdige plan lover da også godt (se billedet).

Jeg kan bare ikke lade være med at synes at navnet, Mikadohouse, er noget nær det dårligste navn til et hus. Mikado er tynde pinde der bliver rejst op, for med det samme at vælte ud i en umulig, ujævn vifte af pinde.

Er det virkelig et billede de frivilligt vil tegne af deres evner som entreprenører?

På tide...

Forleden hørte jeg en historie der gjorde det klart for mig...

En pige kommer cyklende på Nørrebrogade og bliver mejet ned af en billist der kører over for rødt, henover Nørrebrogade og i øvrigt stikker af. Ikke blot bliver hun kastet langt hen ad gaden - her bliver hun ramt anden gang af en lastbil der, uden mulighed for at undvie, "samler hende op" og trækker hende med hen ad Nørrebrogade, indtil chaufføren får standset bilen.

Vidner og chaufføren i lastbilen tror hun er død.
Hun forstuver hele den ene side af kroppen i et langt stykke tid - har hovedpiner og andre smerter i et godt stykke tid. Men kommer sig HELT, og uden mén.

FORDI HUN HAVDE CYKELHJELM PÅ.

Ellers var hun død første gang hun ramte jorden...siger eksperterne, og sådan nogle har jeg det med at stole på.

Den historie satte åbenbart langt om længe noget i gang i hovedet på undertegnede.
Min veninde fortalte mig efterfølgende om et tilbud på cykelhjelme gennem givblod, og da jeg som bekendt er bloddonor gav det god mening at tjekke det ud.

Kr. 299,- er (skal jeg hilse at sige) det billigste for en hjelm her i byen, og det er givblods aktuelle tilbud.

Bedre sent end aldrig.
Eller: På tide!

En fix ide

Forleden, da solen virkelig skinnede, og København for første gang kunne smage solstråler og plusgrader samtidig, slog det mig, hvor helt latterligt beskidt der var lige der hvor jeg var, nemlig på Nørrebro. Der er nu flere steder hvor det virker nærmest som en stor konkurrence; hvem kan svine mest?!

...og så fik jeg den meget banale ide at foreslå at vi alle, om godt 4 uger griber en kost og fejer de par kvadratmeter fortov, vej eller gade der ligger lige uden for vores dør.

At feje for egen dør.

Det lyder så håbløst gammeldags, men det synes jeg nu ikke det er.

Derfor startede jeg også straks en facebookgruppe, med håbet om at den måtte blive en der kunne gøre lidt gavn og vække forårsglæden i andre.

Jeg foreslår at vi alle fejer foran vores egen dør 4. april kl. 13 til 13:30.

Det tager sikkert ikke mere end 5-10 minutter, men så er der jo tid til en kop kaffe eller en øl med naboen.

Gad vide om I andre synes lige så godt om ideen.